|
|
|
|
||||||||||||||||||||||||
|
|
Indledning Generel karakteristik og placering Af omfang er Hans Egede Schacks forfatterskab et af dansk litteraturs mindste. Hans skønlitterære produktion omfatter hovedværket Phantasterne (1857), for hvis skyld forfatteren er blevet husket, og den ufuldendte roman Sandhed med Modification (1890, 1954) samt kortere prosatexter, der enten henligger uudgivet eller først er blevet udgivet i 1986 (fortællingen "Privatkomedien"). Ligeledes er Schacks politiske skrifter, taler og breve først blevet fremdraget og gjort til genstand for egl. studier i nyere tid. Men skønt altså begrænset i omfang er Schacks forfatterskab i eftertiden blevet tillagt stadig større betydning. Hans kritik af det menneskelige fantasiliv kan straks for en umiddelbar betragtning opfattes som en afstandtagen fra en væsentlig side af den forudgående periodes romantiske og idealistiske litteratur og som en indvarsling af en kommende realisme, men denne bestemmelse af Schacks forfatterskab og især af Phantasterne kan skærpes og placeringen tilsvarende præciseres under anvendelse af nøglebegrebet liberalisme, jf. afsnit III, 1.b nedenf. Indtil den nyere udforskning af forfatterskabet var man almindeligvis henvist til at betragte (og behandle) politikeren (jf. afsnit II nedenf.) og romanforfatteren (jf. afsnit III nedenf.) som adskilte størrelser. Et gennembrud i forståelsen af romanværket blev opnået ved at betragte dette i lyset af den politisk engagerede forfatters liberalistiske idealer, som han havde fremlagt dem i sine ikke-litterære meningstilkendegivelser. Vi får da med Schacks hovedværk den første liberalistiske roman i dansk litteratur, og værket tilskynder til at overveje termen "liberalisme" som betegnelse for en hel litterær strømning ved det 19. årh.s midte. Dette synspunkt overvinder ikke blot det traditionelle skisma mellem forfatterpersonen og hans skrifter, men lader også den ideologiske konsekvens i disse komme til syne; der bliver dermed i egentlig forstand tale om et forfatterskab. |
|
||||||||||||||||||||||||
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||