Den danske litteraturhistoriker Vilhelm Andersen har et sted gengivet en lidt uelskværdig bemærkning fra guldalderens København: "Naar man raaber i Skoven, saa svarer Professor Sibbern".

Der er det rigtige i ytringen, at Sibbern altid var parat til at give en replik. Hvad enten det var til en personligt nærtstående eller til samtiden mere generelt, var han ivrig efter at ytre sig, så han blev forstået. Det blev til et af 1800-tallets store forfatterskaber, der især omfatter faglige skrifter inden for filosofi og psykologi. Også som journalist og politisk utopiker var han aktiv til sin død som 87-årig.

Men navnlig huskes han i dag som skønlitterær forfatter, for sine to romaner om Gabrielis - den første, Efterladte Breve af Gabrielis, 1826, om en ung, ulykkeligt forelsket student i sit livs krise, den anden, Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet, 1850, om hvordan helten falder til ro i præstekald og ægteskab.

Et problem for Sibbern var, at den første roman spejlede hans egen ungdoms kærlighedshistorie. Han var ikke forelsket i hvem som helst, men i en af tidens fejrede kvinder, Sophie Ørsted, til hvem han havde et åndeligt forhold af den slags, tiden var så rig på. Forbindelsen mellem Sibbern og fru Ørsted var almindelig kendt, og da hans første roman udkom et par år efter hendes død, var tiden - og eftertiden - indstillet på at læse den som en nøgleroman om tidens fashionable selskab. Det er synd, for mere end en sladderbog er Efterladte Breve en stærk og gennemfølt skildring af, hvordan en sjælekrise overvindes, skrevet med skyldig hensyntagen til tidens moderne litteratur, specielt Goethes berømte roman om den ulykkelige elsker Werther (Die Leiden des jungen Werthers, 1774, da. Den unge Werthers Lidelser, 1832); herom mere senere.

De to Gabrielis-romaner er som titlerne siger formet som en række breve, skrevet af en teolog. Den første foregår i vinteren 1813-1814, hvor den unge student, nær færdig som kandidat, gennemlever en kærlighedskrise, samtidig med at fædrelandet gennemgår sine ulykkesår med krig og fallit. Denne roman ender med, at den unge mand formentlig går i krig, i hvert fald forsvinder han brat ud af bogens verden.

Den anden roman foregår ti år senere, hvor den ugifte teolog og huslærer Gabrielis et par sommermåneder vandrer rundt på Sydfyn. I handlingens løb opnår han at få præstekald og kone - for så formodentlig at falde til ro. De to romaner har ofte været opfattet som to dele af det samme værk, men det var næppe Sibberns mening, da han skrev det første bind, at det skulle følges af endnu nogle breve. Der er dog tale om den sammenhæng, at det andet bind forudsætter det første, for så vidt som det i glimt giver nogle træk af den kærlighedshistorie, der bragte student Gabrielis ud i krise.

Genstanden for Sibberns egen forelskelse var altså Sophie Ørsted (1782-1818), digteren Adam Oehlenschlægers (1779-1850) søster, gift med juristen og statsmanden Anders Sandøe Ørsted (1778-1860). Da hun døde, var manuskriptet til den første roman stort set færdig, de sidste dele kom på plads kort før udgivelsen otte år senere. Men inden hun døde, havde Sibbern, sådan som hans biograf Jens Himmelstrup fortæller det, læst store dele af manuskriptet højt for hende. Han havde åbenbart ønsket, at hun skulle have svar på de spørgsmål sværmeriet havde rejst, og kende skildringen af oplevelserne med hende, inden de blev offentligt tilgængelige.