Chr. Winther tilhører den danske romantiske litteraturs anden generation og danner sammen med Ludvig Bødtcher og Emil Aarestrup dens lyriske kerne, mens H.C.Andersen og Søren Kierkegaard er generationens store prosaister. Karakteristisk for generationen er at den på en gang forstod sig selv som det romantiske gennembruds arvtagere og videreførere - for lyrikerne især var Adam Oehlenschläger det store forbillede - og som dens modsætning.

Fælles for romantikerne er den særlige jegfølelse som knytter sig til den borgerlige opfattelse af individualitetens dannelse som det centrale livsprojekt, og som forstår verden først og fremmest som jegets sted og opgave.

Det som sker i generationsovergangen er en omstemning af denne jegfølelse. I det romantiske gennembrud, som bekvemt dateres til Oehlenschlägers Digte 1803 med "Guldhornene" og "Sankt Hansaften-Spil", er jegfølelsen udadvendt og ekspansiv. I den såkaldte "universalromantik", som Schack Staffeldt tidligt repræsenterer og som i den unge B.S.Ingemann har sin stærkeste danske eksponent, når jegfølelsen kosmiske dimensioner i en svimlende og skræmmende identifikation mellem jeget og altet. Også Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig har universalromantikken som deres første inspiration, men for dem opsuges den tidligt i en "nationalromantik", hvor landet i dets konkrete fylde og folket i dets stedbundne historie bliver identifikationens forankringspunkt.

Andengenerationen, Winthers generation, overtager på deres måde begge de romantiske tendenser i jegoplevelsen. Universalromantikkens svimmelhed og angst bliver deres, men også oplevelsen af at jeg'et har sit sted i den hjemlige natur og at det bærer på en rig historisk (og for dem måske især poetisk) arv fra forfædrene. Det er i jegfølelsen omstillingen finder sted. Efter gennembruddets ekspanderende og på sin vis triumferende hævdelse af den svulmende individualitet følger en inderliggørelse, en eftertænksomhed og en dybtborende psykologisk analyse af det konkrete jeg og dets splittetheder.

Med omstillingen i jegfølelsen følger en ændring i digtningens tone. Der er en realisme på vej (som allerede fuldbyrdes i Steen Steensen Blichers noveller), men endnu er den behersket af en æstetiserende og idylliserende stræben. Udtrykket "poetisk realisme" er hyppigt brugt om periodens dominerende stiltræk, d.v.s. en realisme som nok søger det poetiske udtryks forankring i det nære og konkrete, men som iklæder skildringen af både natur og miljøer et afdæmpende slør af pastorale som dække over virkelighedens mere reelle sider.

Samtidig er en anden udvikling på vej. Litteraturhistorikerne har især heftet sig ved det "prosagennembrud" som finder sted i 1820'erne, og som fører til at roman og novelle får anerkendelse som højlitterære genrer, der dyrkes hyppigt af så godt som alle der skriver i perioden. Mindre bemærket har det været at prosagennembruddet på den måde ledsages af et "lyrisk gennembrud", at der for første gang i dansk litteratur for alvor fremstår en gruppe digtere som først og fremmest forstår sig selv som lyrikere, og hvis foretrukne genrer bliver korte, strofiske tekster, i høj grad egentlig naturlyriske og erotiske digte, men med et stærkt islæt af den episk-lyriske digtform "romancen". Bærerne af dette lyriske gennembrud er de tre nævnte: Bødtcher, Aarestrup - og Winther.

Hvis man, som almindeligt er, skelner mellem en "biedermeier" og en "romantisme" i tidens danske digtning, hvor biedermeier-digterne søger at afgrænse sig mod jeg'ets splittelser og indre konflikter ved at dyrke det nære, trygge og inderlige, mens romantisterne tværtimod vedstår sig og dyrker splittetheden med en udpræget interesse for "det interessante" henimod sindets farlige og dæmoniske sider, så placerer Bødtcher sig klart som biedermeier-digteren, Aarestrup sig som romantisten af de tre. Hvad Winther angår er placeringen væsentligt vanskeligere.

I digtet "Sjelland" fra Nogle Digte (1835, Poet. Skr. I, s. 67 ff) som indledes med en selvkarakteristik som digter, skriver han ganske vist

og det er klart en bekendelse til biedermeier. Men mens det nok kan have sin rigtighed, at han ikke fik vinger til at svinge sig til gudhjem - hverken metafysiske spekulationer eller religiøse anfægtelser lå inden for hans område - så er det mere end tvivlsomt at medgive ham at han så bort fra afgrundene og deres rædsler. Og hvad angår livsførelsen, må det siges at Winther er den af generationen som levede sindets disharmonier og fortvivlelser fuldest ud.