Vilhelm Bergsøe, der begyndte som naturforsker, blev slået ud af denne bane ved sygdom. Han vendte sig så til skønlitteraturen. Han skrev og dikterede både vers og prosa, og ikke mindst hans første to romaner fra slutningen af 1860erne nød en stor og vedvarende popularitet. De rangerer blandt de bedste danske knaldromaner - forfatternavne som Hugo, Dumas d.Æ. og Dickens antyder at det ikke var nogen litterært betydningsløs genre i midten af 1800-tallet. Det spændende og melodramatiske, med gys og patos og rørende indslag, forsmås lige så lidt som humor og groteske.

Bergsøe er en fortrinlig fortæller, med en letflydende stil, der ikke kun flyder med adjektiviske almindeligheder, men også har prægnante anskuelige og hørlige bestemmelser; som skribent har han taget noget i lære fra ældre samtidige som Blicher, H.C. Andersen og Goldschmidt. Livlige, brogede, ofte præcise miljøbilleder er blandt Bergsøes forcer. Han skildrer med held ekstreme sjælstilstande, ikke mindst angst, mens hans persongalleri for det mest holder sig inden for efterromantikkens stereotyper.

Trods sin polularitet - eller til dels på grund af den: det er betænkeligt at være underholdningsforfatter! - stod han næppe i forreste række i tidens litterære billede. Her spillede det en rolle at han havde et anstrengt forhold til det moderne gennembrud. Han var ikke en forfatter efter Georg Brandes' smag, skønt han oplagt havde nogle træk til fælles med den Brandes-promoverede realisme. Han var heller ikke grundtvigianer, havde næppe nogen landlig horisont, selvom han kendte købstæder og landskaber. Han var fremfor alt gammelkøbenhavner - samt Italiensturist; og de to resurser fik han ikke så lidt ud af.