menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Jens Kr. Andersen

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Forfatterskabets efterliv
Tekstoplysninger
Bibliografi

Forfatterportrættet som PDF

Forside Johan Ludvig Heiberg
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

II. Biografisk overblik

Johan Ludvig Heiberg var skilsmissebarn. Hans fader, P.A. Heiberg (1758-1841), havde gennem det 18. årh.s. sidste par tiår forfattet og udgivet en række politisk-satiriske skrifter af regeringsfjendtlig og republikansk observans, hvilket i 1799 indbragte ham en landsforvisningsdom. Året efter at P.A. Heiberg havde forladt landet, i 1801, søgte og opnåede hans unge hustru Thomasine (f. Buntzen, 1773-1856, senere kendt som forfatter af "hverdagshistorierne" ) skilsmisse, hvorved hun blev i stand til samme år at ægte sin tilbeder og elsker, den svenske baron C.F. Gyllembourg-Ehrensvärd. P.A. Heiberg henlevede resten af sit liv i exil i Paris, og sønnen genså ham først som voksen (i 1819). Ved skilsmissen havde faderen imidlertid - efter bitter strid med Thomasine - opnået den formelle forældremyndighed og kunne dermed træffe beslutninger vedrørende sønnens opdragelse og opholdssted. En tid (1803-04) var denne således sat i pleje hos P.A. Heibergs åndsfælle, forfatteren og litteraten Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og dennes hustru Kamma (f. Heger, 1775-1829) på Bakkehuset. Umiddelbart kunne man tro, at dette levende litteratur- og kulturhjem måtte afgive gode opvækstbetingelser for en lille digterspire, men ingen af ægtefællerne Rahbek havde rigtig anlæg for at fungere som plejeforældre, og drengen benyttede snart en lejlighed til at stikke af fra Bakkehuset og søge tilflugt hos sin moder.

Den unge Heibergs rige begavelse kom tidligt til udfoldelse; han opfattede hurtigt og tænkte skarpt. Efter vellykket privatundervisning blev han 1809 student og aflagde året efter den såkaldte " anden examen" på universitetet, alt med smukke resultater. Som brødstudium valgte han medicinen, som han dog nedprioriterede til fordel for dyrkelsen af litterære og naturvidenskabelige interesser, især astronomi og entomologi (insekt-lære). I efteråret 1817 erhvervede han med udmærkelse magistergraden i spansk og portugisisk litteratur, og måneden efter doktorgraden på en latinsproget disputats om den spanske dramatiker Calderón (1600-81). En rejse til Stockholm 1812 gav den kommende verdensmand et grundkursus i selskabelig savoir-vivre. Årene 1819-22 tilbragte Heiberg i Paris, hvor han genså sin fader og tilvejebragte en slags udsoning mellem forældrene. 1822-25 var han ansat som dansk lektor i Kiel, en stilling, han varetog uden entusiasme.

På ét punkt blev årene i Tyskland imidlertid af vidtrækkende betydning for hans senere udvikling, idet han under en afstikker til Berlin stiftede bekendtskab med G.W.F. Hegel (1770-1831) og dennes universelle, spekulative filosofi. Det var ikke mindst Hegels systematiske dialektik, der strukturerer begrebslige forløb i triader (tese - antitese - syntese, som så igen kan blive tese i en ny triade osv.), der fascinerede den systematiske intellektualist Heiberg senere - i mesterens efterfølgelse. Han benyttede denne triadiske tankeform i talrige sammenhænge, bl.a. i sin genre-æstetik.

Perioden 1825-39 rummer Heibergs kulmination, privat og professionelt. Privat i kraft af hans - som det skulle vise sig - betydningsfulde ægteskabsindgåelse og etablering af eget hjem, professionelt som embedsmand, dramatiker og kritiker (debattør og teoretiker). Sin senere hustru, Johanne Luise (f. Pätges, 1812-90) traf Heiberg første gang 1826 på Det kgl. Teater. Den purunge balletpige og skuespillerelev, der kom fra yderst beskedne kår, var da ingenlunde uvant med at være genstand for mandlig opmærksomhed. Efter brylluppet 1831 etablerede ægteparret et hjem (fra 1844 i Søkvæsthuset på Christianshavn), der næsten blev en institution i københavnsk kulturliv. Her mødtes en snæver elite af åndspersonligheder ved elegant selskabelighed til kræsen drøftelse af tidens kunst og tænkning; her dyrkedes og fastsattes regler for "den gode smag" . Fru Heiberg (som hun indtil for nylig turde benævnes) var livet igennem teaterets fejrede og feterede prima donna og bidrog selv til repertoiret med flere vaudeviller. For eftertiden ligger hendes betydning ikke mindst i memoire-værket Et Liv gjenoplevet i Erindringen (udg. posthumt 1891, 4. udg. ved Aage Friis 1944), hvori hun sætter Heiberg (og sig selv) et hæderfuldt minde. I en berømt passage skildres "Bellmans-Sommeren" 1832, som Heiberg'erne tilbragte i Hørsholm sammen med digteren Henrik Hertz, der netop med Gjenganger-Breve (1830) havde meldt sig som Heibergs litteraturpolitiske allierede, og som kvitterede for sommeropholdet med digt-suiten "Erindringer fra Hirscholm" ("Posthuset" , Billardet", "Hyacintherne" ) 1833.

1830-36 varetog Heiberg en stilling ved Den kgl. Militaire Høiskole (med lokaler i det såkaldte Gjethus på Kgs. Nytorv, forgængeren for Officersskolen på Frederiksberg Slot) som lærer i fagene logik og skønlitteratur med forpligtelse til at udarbejde fagskrifter i disse fag; således har vi fra Heibergs hånd en af de tidligste danske litteraturhistorier, om end den i den trykte form nærmest har karakter af synopsis (fra 1831). Samtidig virkede han nogle år som gymnasielærer ved Borgerdydskolen.

1829 var Heiberg så etableret som dramatisk forfatter, at han opnåede fast ansættelse som teaterdigter (s.å. blev han titulær professor, derimod først 1849, efter forbigåelse, direktør ved Det kgl. Teater). Embedet som teaterdigter indebar (indtil 1839) en forpligtelse dels til at oversætte og bearbejde fremmed dramatik med henblik på opførelse, dels til at forfatte lejlighedsstykker og -digte til officielle fester. Det første gav Heiberg mulighed for at påvirke teatersmagen til gunst for samtidige franske konversationsstykker, først og fremmest E. Scribes (1791-1861), der dermed afløste de hidtil dominerende, moralsk-sentimentale tyske dramatikere A.W. Iffland og A. Kotzebue. For den anden type opgaver havde Heiberg året inden bevist sin egnethed ved - i anledning af et kongeligt bryllup - at have forfattet Elverhøi (skr., opf. og udg. 1828), den populære nationalromantiske evergreen, efter forfatterens erklærede hensigt en "Vaudeville i stor Stil" (Borup: Johan Ludvig Heiberg, II, p. 147), hvis musikalske grundlag udgjordes af folkevise-melodier, behændigt arrangeret af komponisten F. Kuhlau (1786-1832). En tilsvarende anledning fremkaldte Prindsesse Isabella (skr., opf. og udg. 1829). Heibergs tid som teaterdigter var præget af kontroverser med direktionen, især med Chr. Molbech (1783-1857), og her blev Heiberg den lille.

1840'rne blev i det hele brogede nok for vor forfatter. En regulær strid brød ud mellem ham og kritikeren P.L. Møller, der, sekunderet af Chr. K.F. Molbech (d.y.), søgte at bekæmpe den Heiberg'ske smag (fx hans ringe værdsættelse af Shakespeare) og hvad de måtte opfatte som det Heiberg'ske smagstyranni. De lagde ud i G. Carstensens blad Figaro (1841-42), hvis tillæg, redigeret af Møller, med tydelig adresse bar betegnelsen Nye Intelligensblade, fortsatte i Arena (1843) og Corsaren (1840-55). Modstandernes parodiske vid, der næppe kan betragtes som væsensforskelligt fra Heibergs eget, giver sig til kende i titlerne på Møllers "Bidrag til Steenkullenes Metaphysik" og det "moralske Schönbartspiel" "Von Tyboe den yngre eller den stortalende Professor" og på yngre Molbechs og Hans Brøchners (1820-75) J.L. Heiberg efter Døden.

De største vanskeligheder skulle imidlertid komme fra teatret, hvor Heiberg omkr. 1840 måtte føle sig marginaliseret, altså også umiddelbart efter at hans stilling som teaterdigter var blevet omdefineret til hans fordel. Gennem hævdvunden praxis snarere end ved formel udpegelse havde teatrets censorvirksomhed allerede påhvilet Heiberg, der fortsat fungerede som de facto-bedømmer af indleveret dramatik, indtil et formelt censorembede oprettedes ved hans afgang som direktør i 1856. Vi besidder altså en række æstetiske domme fra "censor" Heibergs hånd, af hvilke en del unægtelig tager sig skæve ud i en altid bedrevidende eftertids øjne. Herostratisk berømt er fx den formulering, hvormed han 1858 afviste et tidligt arbejde af H. Ibsen: "Et norsk Teater vil neppe fremgaae af Laboratoriet for disse Experimenter; det danske trænger lykkeligviis ikke dertil." (Breve og Aktstykker IV, 1949, p. 274). Afvisningen af tyskeren F. Hebbels (1813-63) monumentale dramatik udløste en regulær strid med denne senere så berømte forfatter. Derimod kunne Heiberg glæde sig over, at den gamle Oehlenschläger med sin Dina (1842) nærmede sig hans dramaturgiske og litterær-psykologiske idealer. Af mere stabile sym- og antipatier kan nævnes Heibergs altid nedladende rejicering af H.C. Andersens dramatik (med Kongen drømmer, 1844, som eneste undtagelse!), hans uvenlige holdning til Hostrups studenterkomedier (1844-48), der dog må siges at fortsætte Heibergs egen vaudeville-tradition - og hans stadige støtte til "bondedigteren" Chr. Hviid Bredahl.

For alvor brød stormen løs, efter at Heiberg 1849 udnævntes til direktør for Det kgl. Teater (der samme år blev statsinstitution). Problemet var, at han som teaterchef søgte at fremme et traditionelt, delvis forældet skuespil-repertoire - han var blevet anbragt på denne post 20 år for sent. Samtidig nedprioriteredes i Heibergs direktør-tid operaen og balletten. Blandt teatrets folk fandt Heiberg faktisk kun støtte hos skuespilleren L. Phister, imod sig fik han instruktøren for hhv. skuespillet og operaen, skuespilleren N.P. Nielsen og balletmesteren A. Bournonville, der begge modtog deres afsked af Heiberg (Bournonville til fordel for Th. Overskou, 1798-1873, senere kendt som teaterhistoriker og altid loyal heibergianer).

Desuden fik han, hvad der skulle blive fatalt, en modstander i den unge og ambitiøse skuespiller F.L. Høedt (1820-85), der gennem nytolkning af Shakespeare-roller ønskede at forny karakterfremstillingen. Det kom til heftig strid mellem Høedt og ægteparret Heiberg, en strid, der hurtigt blev et offentligt anliggende, hvori også indgik privilegiestridigheder med de københavnske secondteatre. Direktøren måtte tåle både kritik i dagspressen og i satiriske skrifter, fx P. Chievitz: Det kjedelige Drama (1854). Det hele endte med, at Høedt tog sin afsked 1856, søgte til Hofteatret og tog skuespilleren M. Wiehe (1820-64) med sig, at Bournonville tog sin afsked 1855, søgte til Wieneroperaen og tog sin prima ballerina Juliette Price (1831-1906) med sig, og at Heiberg simpelt hen trak sig tilbage ved udgangen af sæsonen 1855-56.

I sit otium helligede Heiberg sig sine astronomiske studier og skrev kun lidt, mest lejligheds- og mindelyrik. Fremhæves bør hans forsonlige bidrag til Oehlenschlägers 70-års-fest 1849, "Den yngre Digterskole" (se P. Ingerslev-Jensen (udg.): Digte til Adam Oehlenschläger gennem to århundreder, 1970, p. 30f), hvor Heiberg hilser sin gamle prügelknabe som "Vor Adam paa Parnasset" (ibid., p. 31), samt hans sørgedigt til sin ungdoms elskede Ida Bombelles (f. Brun, 1792-1857), der med sine mimisk-plastiske "attituder" havde forskønnet den litterære guldalder-salon på Sophienholm; digtets optakt "De samle sig, lig underulde Drømme" bringer tilegnelsesdigtet til Goethes Faust i erindring: Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten". Under berettiget offentlig opmærksomhed døde og bisattes Heiberg efteråret 1860, den "sjældne (...) overlegne, dybsindige Mand", som hans åndsfælle i dansk litteraturforskning, Paul V. Rubow har karakteriseret ham (i indledningen til udg. af Julespøg og Nytaarsløier og andre dramatiske Digte, 1950, pp. 13,9). Vennerne Martensen, Madvig og A.F. Krieger (1817-93) stod for udgivelsen af Prosaiske Skrifter I-XI (1861-62) og Poetiske Skrifter I-XI (1862).

 

1791 Født i København
1800 Faderen, forfatteren P.A.H., landsforvist
1809 Student
1816 Gennembrud med Julespøg og Nytaarsløier
1817 Magister, samme år doktorgraden på
en afhandling om Calderón
1822-25 dansk lektor i Kiel
1828 Elverhøi
1829 Teaterdigter og professor
1841 Nye Digte
1849-1856 Direktør for Det kgl.Teater
1860 Død på Bonderup ved Ringsted
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345