Navnlig i to egenskaber har J.L. Heiberg haft betydning for dansk litteratur: som dramatiker, hvor han lancerer vaudevillen, og som kritiker og æstetiker, hvor han med sin genrelære, inspireret af den tyske filosof G.W.F. Hegels (1770-1831) systematiske begrebsdialektik, i virkeligheden grundlægger dansk litteraturvidenskab.

De to sider af hans virksomhed, dels den digteriske praxis, dels filosofien og den litterære teori er overleveret i hhv. de 11 bind Poetiske Skrifter og de 11 bind Prosaiske Skrifter fra 1861-62, foruden i talrige senere udgaver og udvalg. Også i kraft af sin åndspersonlighed fik Heiberg en meget betydelig indflydelse på sin samtid: som smagsdommer (nærmest en litteratur- og teaterkritisk højesteret), som teatermand (teaterdigter, censor, chef for Det kgl. Teater) og gennem sit ægteskab med nationalscenens prima donna Johanne Luise f. Pätges (1812-90); Heiberg'ernes hjem, mødested for tidens kulturelite, blev indbegrebet af guldalderens højere københavnske dannelse.

Der er grund til, kronologisk, at skelne mellem Heibergs forskellige profiler: Først det unge, højt intelligente talent, der slår igennem som respektløs spasmager og parodist (Julespøg og Nytaarsløier, 1816) og omsider får erobret Det kgl. Teater og den litterære opinion for sin dramatiske genre (vaudevillerne). Dernæst den midaldrende Heiberg, der konsoliderer sig som konservativ autoritet og kulturel magtfaktor, og som fortsat digter for scenen, bl.a. speculative stykker i idealistisk ånd. Og endelig den aldrende Heiberg, tankedigteren og amatør-astronomen, som den yngre generation vender ryggen. For eftertiden har Heiberg nydt en solid klassiker-status. Med sit charmerende vid har han bevaret sin tiltrækningskraft på litteraturens og teaterkunstens dyrkere til den dag i dag.