Nutiden har det svært med harmonisøgende digtere. Og hvis de oven i købet har hang til patos og pastiche, ved vi slet ikke, hvad vi skal stille op med dem. Denne afstandtagen har ramt digtere, der før i tiden som en selvfølgelighed regnedes blandt de store, f.eks. Christian Winther (1796-1876) og Holger Drachmann (1846-1908), og den har også ramt 'skjaldenes Adam', skønt "han introducerede romantikken i Norden, fornyede det digteriske sprog, og i sin levetid havde en enestående position som Danmarks digterkonge" (Villy Sørensen i Den store Danske Encyklopædi, bd. 14, s. 423-424). Positionen blev yderligere understreget med kroningen til nordisk digterkonge i domkirken i Lund i 1829, udført og kommenteret på vers af hans yngre svenske kollega Essaias Tegnér, der ved den lejlighed lancerede den ovenfornævnte omskrivning af hans fornavn. Begivenheden fik i den grad mytisk status, at den svenske lyriker Hjalmar Gullberg under besættelsen kunne trøste danskerne med følgende linjer i sit digt "Hälsning til Danmark": "det var på den danska kulturens grund / Tegnér i en upplyst stund / bekransade Oehlenschläger" (Fem kornbröd och två fiskar, Stockholm, 1942, s. 29). I digtet, som forfatteren selv læste op ved en svensk digteruge i København i 1941, og som var skrevet til lejligheden, optræder Oehlenschläger på linje med andre store danske åndspersonligheder som garant for, at "jordiska makters befäl" ikke kan udslette det folk, i hvem "Kierkegaard tände flamman" og "som Grundtvig har sjungit med psalmsång samman" (smst., s. 30). Siden er det som sagt gået lidt ned ad bakke med Oehlenschlägers ry. Patos kan åbenbart accepteres, hvis den forekommer hos en digter med så voldsomme op- og nedture som Johannes Ewald (1743-1781), og det er stadig tilladt at nyde smukt poetisk sprog og rimede vers, hvis det skrives af forfattere i kamp med sig selv og med den æstetiske distance til virkeligheden som Sophus Claussen (1865-1931) eller Thorkild Bjørnvig (f. 1918).

Men Oehlenschläger er så håbløst normal og ligevægtig, til en vis grad endog i sin banebrydende ungdomsdigtning, hvor det store digteriske orgelbrus overrumplende - også for ham selv - fyldte ham og fik ham til at føle sig som en Aladdin. Vi kommer vist til at acceptere dette og hermed også den kendsgerning, at den danske romantik er en søgen efter midten og i sit udspring absolut ikke præget af den desperation og de euforiske store øjeblikke, der præger den tyske, der ellers er dens umiddelbare forudsætning. Og hvem ved, måske er det en større kunst at stræbe efter en norm? Oehlenschlägers bredde og ro fik i det mindste Aarestrup (1800-1856) til at formulere følgende ritornel: "Gud denne Digtersjæl beskjærme! / En Ruus af ham endnu jeg haaber; / Thi der er flere Kræfter i hans Bærme, / End i de andres Første-Draaber" (Digte, 1838, Aarestrup: Samlede Skrifter, bd. 2, s. 70), hvormed han jo må have ment, at der selv i den ældre Oehlenschlägers levebrødspoesi høres en uforvekslelig orgeltone.

Oehlenschläger må på sin samtid have virket sprogligt overrumplende. Det blev så blot hans ulykke, at hans fornyelse af det danske poetiske sprog virkede så overbevisende, at hans diktion kom til at klinge med hos alle digtere, der skrev vers indtil det moderne gennembrud. Men også i dag kan man, ved gennembladning af en hvilken som helst historisk anlagt antologi, blive slået af overgangen fra det 18. århundredes abstrakte sprog til Oehlenschlägers friske og sansemættede vers med de prægtige farveadjektiver og de dynamiske verber. Det er imidlertid lidt af et paradoks, at det netop var den fåmælte norrøne litteratur, han kom til at forny for flere generationer af danskere. Men forklaringen er, at han udfylder den fragmentariske overleverings lakuner og løser den bundne lyrik, der gemmer sig i de gamle teksters mutte underdrivelser. Således ser Oehlenschläger f.eks. guden Thor i al hans vælde, når han begiver sig på rejse over himmelbuen i sin vogn forspændt med bukke:

Det er prægtigt, sanseligt og anskueligt. Men det bliver måske lidt kedeligt i det lange løb, fordi disse gamle guder ikke er så meget andet. Det er kraftkarlen Thor og alle de yndigt svulmende gudinder, Oehlenschläger har blik for. En fascination af den tvesindede skjaldegud skal vi til hans mere komplicerede samtidige Baggesen (1764-1826), jf. hans epos Thora (1814-17), og Grundtvig (1783-1872), jf. Nordens Mytologi (1832), for at finde, eller vi skal helt frem til den gryende modernisme hos Martin A. Hansen (1909-55), nemlig i det kulturhistoriske værk Orm og Tyr (1952). I ungdomsværkerne lykkes det dog af og til Oehlenschläger med et heldigt greb at få forenet det fejende flotte sprog med en overbevisende idé, således i romancen "Hakon Jarls Død" fra Digte (1803) ( PS I 6-10). Med overrumplende pludselighed og med den uimodståelighedens ret, han har fået af skæbnen og historien, ankommer lykkemanden Olav Tryggvason her til Norge (Oehlenschläger benytter en lidt afvigende navneform):

De nye tider kan ikke standses, men godt beklages, også selvom det var kristendommen, der ved den lejlighed blev indført. På denne udfordrende vis tænkte Oehlenschläger i sin ungdom. Siden blev han fornuftigere og mere human.