Gennem hele sin ungdom tilhørte Sophus Schandorph en intellektuel kreds omkring litteraten Kr. Arentzen, hvor man ledte efter forsigtige fornyelser af senromantikkens æstetiske idealer og ironiserede bravt over tidens nationalliberale tankegods, men ikke omsatte mistvivlen ved begge dele til noget egentligt opgør med det endnu bestående.

Selv fyldte den unge digterspire da også sine bøger fra debuten i 1863 og op til omkring midten af 1870'erne med et broget allehånde af romantisk efterklangspoesi, harmløse genrebilleder og folkelige humoresker uden fastlagt tendens.

Først da han var omkring de fyrre, fik hans talent anvist sin retning. Det skete både gennem omfattende studier af russisk og fransk realisme og ved hans møde med Georg Brandes' program, der skulle vise sig at falde langt bedre i tråd med hans evner og natur end med Drachmanns og J.P. Jacobsens. Nu vendte han blikket fra den udlevede 60'er-romantik mod det sjællandske folkeliv og de sider af københavnerlivet, han hidtil blot havde moret sig ved at iagttage, men ikke tænkt på at gøre kunst af, og Brandes øjnede da muligheden for gennem nænsom og forstående vejledning at udvikle ham til den "tidshistoriske" skildrer af Frederik den VII's tid, som efter kritikerens mening savnedes herhjemme. Som forbillede pegede han navnlig på Émile Zolas store igangværende romansuite Les Rougon-Macquart (1871-93), der gennem en vidt forgrenet slægtshistorie beskriver samfundslivet i Det andet Kejserdømmes Frankrig.

Schandorph tog med ildhu fat på opgaven og søgte efter bedste evne at imødekomme sin mentors anvisninger. I de første prosaværker var han endnu tydeligst påvirket af Turgenjev-romanen Rudin (1856), men fra 1880'ernes begyndelse blev Émile Zola og brødrene Edmond og Jules Hout de Goncourt (hhv. 1822-96 og 1830-70) hans centrale inspirationskilder.

I 1879 var han helt afklaret og duellerede da i en versfejde med sit gamle forbillede digteren H.V. Kaalund omkring temaet "Idealitet og Realitet". Det var her, han fremlagde sit ofte citerede kunstneriske credo, som han siden skulle følge i tykt og tyndt gennem livets aldre:

Men kunne ideologen Georg Brandes således glæde sig over i Schandorph at have fundet sin 'gesinnungstüchtigste' medkæmper, formåede kritikeren af samme navn dog ikke at lukke øjnene for, at vennens kunstneriske potentiale ikke ganske stod mål med hans ubetingede vilje til at leve op til Det Moderne Gennembruds ideer. Hverken i samfundsanalytisk eller psykologisk henseende nåede Schandorphs forfatterskab ned i stor dybde, og hans iøjnefaldende forkærlighed for det massivt folkelige kunne undertiden, navnlig i det større romanformat, gøre det svært for ham at skabe kunstnerisk balance og klar stringens i beretningens komposition og stil.

Både i sine breve til Schandorph og i essayet om ham fra Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) søgte Brandes ihærdigt at afpolere hans litterære smag. Den 27.12.1879 udstedte han således følgende formaning til sin elev:

Schandorph erkendte klart berettigelsen af Brandes' kritiske indvendinger og søgte også efter bedste evne at tage ved lære af dem, men let havde han ikke ved at tøjle sin tilbøjelighed for det djærve og uslebne:

Det livslange venskab med Georg Brandes virkede frigørende på ham, og gennem 25 år udfoldede han inden for de kunstneriske begrænsninger, der nu engang var hans, en frodig og humørfyldt produktion af talrige fortællinger, store romaner og enkelte skuespil i bestandig krig med akademisk snobberi og religiøst føleri, imod etatsråder og præster, nationalliberale og selvgode akademikere, altid på småfolks og menigmands side i sit hjertevarme forsvar for sundhed og usminket naturlighed "paa Livets lavkomiske Scene".

Men den folkelige forfatter var tillige en gennemstuderet humanist. I 1874 blev han doktor på et litteraturhistorisk arbejde om italiensk 1700-talsdramatik, og siden skrev han fortællinger med motiver både fra Ludvig IV's Frankrig og italiensk rokokko.

Den forståelse og imødekommenhed, som han frem for de andre gennembrudsforfattere vandt sig i brede kredse, skyldtes imidlertid i første række hans brede og muntre skildringer af honoratiores og godtfolk i datidens sjællandske og københavnske folkeliv, der også i vore dage fremstår som hans væsentligste indsats i dansk litteratur.