Frederik Paludan-Müller var ikke fra sin litterære start i 1830'erne nogen absolut uomstridt forfatter, men han opnåede inden mange år en status som en af nationens store digtere. Som en sådan ansås han ved sin død 1876; som J.L. Heiberg (1791-1860) havde støttet ham i ungdommen, tegnede Georg Brandes (1842-1927) et varmt og glimrende portræt af den bortgange i Danske Digtere (1877), og Paludan-Müllers anseelse og talstærke læserkreds holdt sig også et stykke ind i det nye århundrede, selvom både digtere og læsere var begyndt at bevæge sig i ganske andre retninger. Senere i 1900-tallet er han formentlig en meget reduceret størrelse, i hvert fald uden for kyndige litteraters og måske religiøse kredse - og huskes mest for en eneste bog: Adam Homo (1842-49).

Svindet i status og især popularitet skyldes mest almene smagsforandringer: Mens det moderne publikum helt overvejende er til prosa, så var Paludan-Müller endnu digter i betydningen versdigter; med enkelte undtagelser er også hans fortællende værker (bl.a. Adam Homo) og hans dramatekster på vers. Lyrik har han oftest skrevet som forgyldning af disse værker, mindre i enkeltdigte og meget lidt i retning af separat natur- og stemningslyrik som danskerne holder mest af. Hans lyrik er oftest refleksionens, hvad enten den udmunder i lovsang eller spidses til i satire.

Sit fortælle- og handlingsstof hentede Paludan-Müller mest i græsk mytologi, Det Gamle Testamente, evt. kirkehistorie - dengang et sprog som hans publikum kendte og forstod, mens det nu er uden for almendannelsen og således virker spærrende. Ikke underligt at hans to danske samtids- og hverdagshistorier på vers: Dandserinden (1833) og Adam Homo har været nogenlunde ene på genudgivelsesskansen i de senere menneskealdre. Men på den anden side: Versformen har dog noget spændstigt, mens Paludan-Müllers alenlange alderdomsroman i prosa: Ivar Lykkes Historie (1866-73) allerede ved sin fremkomst føltes snakkende og gammeldags - et præg der ikke blev mindre efter at Det Moderne Gennembrud straks overtog prosakunsten.

Paludan-Müller var idealist i flere af ordets betydninger, men normalt ikke i forsoningens eller kompromis-harmoniseringens forstand. Som digter var han dommer, næst efter den jævnaldrende Søren Kierkegaard (1813-55) vel periodens hårdeste, men til forskel fra dennes antihumanisme holdt Paludan-Müller sin i rent digterisk form.

Som idealist og åndsdyrker kan han godt i bred forstand kaldes romantiker, ligesom hans fiktionsverdener er karakteristiske for Thorvaldsen-tiden; men hans manddoms dødsdyrkelse og askesesyn på det jordiske er sandelig noget andet end fx Christian Winthers (1796-1876) poesi. Hvis Oehlenschläger (1779-1850) er manden der prægtigt og vitalt åbner den danske romantik, så er Paludan-Müller manden der lukker og slukker. Men det er måske ikke mindre bemærkelsesværdigt. Under alle omstændigheder er det desuden blot en kortformel over et ejendommeligt sind og livsløb og en mere kompliceret litterær produktion.