• Modernist og symbolist
• Erotiker og alvorsmand

Når man skal gøre rede for, hvorfor Sophus Claussen opfattes som en af de største lyrikere i dansk litteratur, må man begynde bagfra. For i noten her, der er fra forfatterskabets sene år, siger han det modigste, en forfatter og tænker kan sige, nemlig:

Jeg ved ingenting!

Ordene lyder næsten som et ekko fra den græske filosof Sokrates, der i Platons dialoger sagde: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved. - Man kan undre sig over, hvorfor disse banale ord bliver betragtet som noget af det klogeste, der er sagt af den berømte tænker, ja, i hele verdenshistorien. Årsagen er, at Sokrates' simple ord illustrerer den tanke, at mennesket kun ved at fralægge sig de faste og gængse ideer kan frigøre sig til at tænke større og nå det guddommelige. Det, som hos Sokrates og Platon kaldtes "Eros", kaldes her hos Claussen "en Vilje i Universet".

En af årsagerne til, at Sophus Claussens altså bliver betragtet som en af Danmarks største og mest vidtskuende digtere, er hans ambition: Han ville forstå alting. Det, Claussen tilstræbte i sit forfatterskab, var intet mindre end at fatte det guddommelige i tilværelsen. "Det guddommelige" skal her ikke opfattes i gængs religiøs forstand, Claussen troede ikke på Gud, men snarere i åndelig forstand. Sophus Claussen kunne altså sige "jeg ved intet", fordi han troede på kræfter, der var større end ham selv, og som det var hans opgave at se, forstå og nedskrive.

Ved at identificere sig med den klassiske forestilling om kunstneren som profet, gik Sophus Claussen i sine værker ofte ind i rollen som formidler, som guds redskab, om man vil, af de evige sandheder. Der er en lang tradition for, at kunstneren på denne måde enten som vismand eller hofnar var den i samfundet, der skulle søge sandheden, oplyse, afdække, moralisere og afsløre, hvad der gemmer sig bag virkeligheden, bag magten og bag det umiddelbart synlige - han kunne sige det, der ikke måtte siges og se det, andre ikke kunne se.

På den ene side påtog Sophus Claussen sig denne klassiske rolle som profet, skrev på heksametre og brugte græske guder som symboler i sine digte, på den anden side var han absolut moderne.

( SL IX:I 157)

Digtet siger noget om Claussens store respekt for Brandes, men samtidig kommer Claussens egen stolthed og selvbevidsthed frem, når han kalder dem for ligemænd - Brandes var jo nærmest hele Danmarks litterære revolutionshelt. Men Brandes var ifølge Claussen blot "Straalesamler" for alt det nye, han samlede og fortolkede det moderne, som en intellektuel - men Claussen mente, at kun en sand kunstner kunne være det direkte talerør for de store ideer og føre dem videre til folket. Hans drøm var at nå alle og som en slags profet at fortælle mennesket om verdens rette sammenhæng. I mange af Claussens tekster identificerer han sig selv, digteren, med rollen som en ny Kristus, en misforstået vismand, der forsøger at formidle guds evige, poetiske evangelium.

Sophus Claussens store digt "Mennesket og Digteren" ( SL V 39) fra 1907 giver et eksempel på hvad der kan ske, når den erotiske energi bliver hæmmet og frustreret. Digtet følger et ungt par, hvis lykke bliver stærkt hæmmet af det faktum, at kvinden ikke kan give sig helt hen, fordi moralen forbyder det: "Aah hun kyssed mig med Vold, men med Dyden i Behold / og de Hensyn, som en Dame skylder Kjolen.". Den unge mand er ved at kvæles af lyst, og til slut dør han simpelthen af det, men han genopstår i skikkelse af Kristus på korset, som et nyt og bedre væsen: Som digter. Triumferende indser han, at det sande ligger bagved virkeligheden: "Hvorfor tror I mig bedrøvet? Jeg er stærk og sejrsvild: / Al min Ungdomsgløden tændtes, da min Ungdomsdrøm frøs til." For nok har han mistet en kvinde og de erotiske muligheder, men han har opnået en højere bevidsthed, gennem sin lidelse:

Ordet er større end nuet, fordi det er evigt, og derfor kan undfly døden, som opsluger alt andet til sidst. I digtet kan det skønne og sande således stå til evig tid, oprejst som et symbol på selve livskraften: "Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord" slutter digtet. Døden er konstant nærværende, men digtet og digteren kan besejre den.

Som man kan se af ovenstående eksempel har Sophus Claussens digtning et saftigt, sanseligt og ofte brutalt sprog, hvor hans humor og brug af sproglige finesser giver de ellers alvorstunge tekster om liv, død og sandhed en fandenivoldsk friskhed, en nerve, som kan være svær at finde hos andre digtere, samtidige og nutidige.

Claussen var i øvrigt også endnu en i en række af danske kunstnere gennem tiderne, der i perioder har hadet deres land og ønsket sig langt væk. Han var utilpasset og utålmodig med sit folks mangel på glæde ved det store i tilværelsen. "Jeg bliver syg, hver Gang jeg tænker på Danmark", skrev han i sine notesbøger (Notater s. 56). Han var ikke kun en af vores største digtere, han var filosof, både i sit værk og sin livsmåde - og han var dristig, ironisk og pompøs i sine skriverier på en meget udansk måde. Måske var det, hvad Karen Blixen mente, da hun sagde, at af alle danske digtere var Sophus Claussen den eneste, som var fri (citeret fra Aage Henriksen: Det guddommelige barn (1965) s. 105).

Claussen var en alvorsmand, når det gjaldt omgang med livets store kræfter, han var erotiker og feinschmecker i sit kunstneriske udtryk - men når man læser hans digte opdager man bag alvoren et satirisk og nysgerrigt menneske, der ville vide - og skrive - alt om alting.