Som ganske ung og overvældende talentfuld kom Jens Baggesen i forbindelse med den danske og holstenske adel i København. Han tilpassede sig disse miljøers kultur og omgangsformer med en kamæleonagtig sikkerhed, som imidlertid bragte ham på kant med en lokal dansk tradition, både den daværende og den kommende. Litterært set er han blevet betegnet som en overgangsfigur, en sært vibrerende størrelse mellem oplysningstid og romantik. Hans livsforløb forekommer fragmenteret. Baggesen var et moderne menneske, der med Søren Schous ord "stod uden for selvfølgelige traditionssammenhænge og derfor selv måtte skabe sig et ståsted, eller rettere en række midlertidige ståsteder" (Dansk Noter, nr. 3, 1991, s. 21).

En lignende historie om social opstigning skal man til H.C. Andersen for at finde. Da Andersen skrev sine rimede portrætter af danske digtere (Vignetter til danske Digtere, 1832, citeret fra Samlede Skrifter, bd. XII, 1879, s. 170) kalkerede han - med en selvoptagethed, der er emnet værdigt - sit eget forhold til Odense over Baggesens ydmyge Korsør:

Baggesen kom litterært set til at spille dobbeltspil ved både at digte på dansk og på tysk. En nationalt funderet dansk litteraturhistorie har haft besvær med at håndtere en sådan tvetydighed.

En anden besværlighed udspringer af Baggesens tilhørsforhold til en periode af dansk litteraturhistorie, der let går hen og bliver komisk i sin sentimentale omgang med egne følelser:

De kendte linjer fra Baggesens "Da jeg var lille" (1785, citeret med Billeskov Jansens udhævelse, fra: Danmarks Digtekunst, bd. II, 1947, s. 52; PS IV 27; om tekstgrundlaget se Bibliografi) er blot én side af Baggesens talent. Dele af forfatterskabet har i det 20. århundrede været genstand for intensiv dyrkelse (se Bibliografi: Aage Henriksen; Leif Ludwig Albertsen). På det seneste har man ofret hans rejseskildring Labyrinten (1792-93) betydelig opmærksomhed.

Et tredje forhold, der står i vejen for en spontan værdsættelse af Baggesens forfatterskab, er dets karakter af lejlighedsdigtning. Hans digte er indlejret i et væv af klassiske koder og henvisninger til samtidige personer og forhold. Det er et forfatterskab som kræver umage af sin læser, men en umage, som bliver belønnet.