Hvis det ellers lod sig måle, ville Georg Brandes komme ind på en af de allerførste pladser i en konkurrence om, hvilken enkeltperson der har grebet dybest ind i dansk livsforståelse, næppe truet af andre end Ansgar, Holberg og Grundtvig. Ved et afgørende kulturhistorisk vendepunkt, ved modernitetens møde med det statiske stændersamfund, bidrog han mere end nogen anden enkeltperson til at polarisere livs- og selvforståelserne i Danmark, samtidig med at han aggressivt og provokerende hjalp det danske samfund igennem en smertelig og uundgåelig omstillingsproces.

For et stort antal mennesker var han i en lang årrække den mest afskyede og hadede skikkelse, personliggørelsen af al den undergravning af gamle værdier, respekt, tradition, moral, kristendom og fædreland, der sivede ind alle vegne samtidig med, at landet forvandledes til et moderne konfliktfyldt industrisamfund, en undergravning som syntes at kunne bekæmpes ved at bekæmpe og fordømme hans person. For en lille, men aktiv tilhængerskare af vrede unge mænd og sværmeriske kvinder var han håbet om udfrielse fra alle undertrykkende normer, stive autoriteter og tåbeligt hykleri, et begejstrende forbillede ved sin utrættelige ildhu, sin stejlhed, sit mod på stadig fornyelse, sin legendariske og utrættelige arbejdsevne. Det samme gælder specielt for en række unge digtere og kunstnere, for hvem han blev den afgørende inspiration.

For det store flertal var han næppe mere end et navn, men dog så ofte nævnt af vrede autoriteter, at han også her blev et begreb, en fjern vag trussel fra denne moderne verden, der trængte ind overalt. Hen mod afslutningen af hans lange liv skiftede billedet ganske vist noget. De mindre standhaftige i den borgerlige lejr lod sig modstræbende påvirke af hans internationale ry (som hans hofblad Politiken gjorde alt for at udbrede kendskabet til), mens en hård kerne til det sidste fastholdt sin fordømmelse og f.eks. ikke drømte om at invitere ham med til genforeningshøjtidelighederne i Sønderjylland i 1920, skønt han mere virkningsfuldt end nogen anden havde gjort de betrængte sønderjyders stilling klar overfor udlandet.

For nogle af sine svorne tilhængere mistede han til gengæld i tiden op mod århundredeskiftet en del af sin glans - han tog direkte afstand fra dem og fra "brandesianismen" ved flere lejligheder, og netop hans indsats for Sønderjylland, traditionelt en sag for Højre, hans samarbejde med højrekredse også ved et par andre lejligheder og - værst - hans ja til et dansk militært forsvar i 1909, vakte skuffelse. Utrætteligt skrivende og provokerende til det sidste endte han i manges øjne som en anakronisme, et patetisk særsyn. Hans syn på disse mange var ikke mindre klart: magen til idioti var usandsynligt på nogen anden klode i verdensrummet.

Også hos sine kolleger, litteraterne, vakte han blandede følelser, splittede som de var mellem beundring for hans rige, levende sprog, hans engagement, hans friske blik, hans stadig overraskende tilgang til stadig nye forfatterskaber og hans evne til altid at slå ned på det væsentlige og sige det uden lærde omsvøb - og lysten til at finde noget at kritisere, var han måske ikke en selvoptaget mimose, en letfornærmet martyr, og når bøgerne blev ved at strømme fra ham så tilsyneladende veloplagt, var det så ikke med snyd, havde han ikke stjålet den tekst? (Det havde han nu og da). Videnskabernes Selskab optog ham aldrig som medlem, hvad der nagede ham til hans dages ende.

Selv mente han i sine sidste år, at han kun havde "skrevet i vand", men faktisk fik han flyttet Danmark et enkelt hanefjed: fremskyndet en uundgåelig polarisering, klargjort hvad et gennembrud til den moderne verden indebar, tvunget sin samtid til en ubehagelig stillingtagen.