Studenterkomediernes idéindhold kan angives med ét ord: idealisme. Grundlæggende for enhver idealistisk konstruktion, den være filosofisk eller litterær, er som bekendt dualismen eller den spændingsfyldte kontrast mellem en "lavere", materiel sfære og en "højere" immateriel, åndelig eller ideal, og hos Hostrup hersker der jo sjældent tvivl om, at det er studenternes opgave eller ligefrem kald at værne om og repræsentere Ideen og de åndelige værdier, hvilket kun er muligt under et vist mål af afsondring fra det materialistisk sindede borgerskab, de åndløse "Filistre". At en sådan afgrænsning ikke er ensbetydende med manglende kommunikation eller kontakt, demonstreres (helt ud i titlen) i Gjenboerne, hvis happy ending består i den nærmest symbolske forlovelse mellem studenten Basalt og smededatteren Rikke. En sådan (mulig) brobygning mellem materialitet og idealitet er af litteraturforskeren Erik M. Christensen ("Guldalderen som idéhistorisk periode", i:Guldalderstudier. Festskrift til Gustav Albeck,1966, s.11-45) blevet benævnt "optimistisk dualisme"; den skulle være særlig karakteristisk for den såkaldte biedermeier-retning i dansk litteratur og kultur i det 19. århundrede. Såvel den principielle adskillelse som den faktiske forsoning mellem de to sfærer finder explicit udtryk i Gjenboernes slutningssang, hvor det hedder.

Gjenboerne førsteopførtes den 20. febr. 1844 på Hofteatret i anledning af sammenslutningen af Studenterforeningen og Academikum, en fra Regensen udgået akademisk læseforening, af hvilken Hostrup havde været medlem siden 1839, og som i stigende grad var blevet et forum for politisk opposition. Det har allerede været nævnt, hvorledes Kr. Mantzius, der varetog både løjtnantens og skomagerens (Ahasverus') roller, spillede stykket til succes; også den øvrige rollebesætning må forekomme interessant i eftertidens øjne: Blandt studenterskuespillerne sås matematikeren Adolph Steen (1816-86) som kobbersmeden, digteren Chr. K.F. Molbech (1821-88) som Klemme og filosoffen Hans Brøchner (1820-75) som Søren Kirk/Torp. Denne première fandt sted på Hofteatret, som de forenede studenterforeninger havde fået kongens tilladelse til at benytte til lejligheden. Efter successen søgte og fik man tilladelsen udvidet til at gælde endnu et par aftner, så at man kunne gentage forestillingen for studenterne med deres damer (et forhold, der krævede visse for indforståede eller grove replikker ændret). Det blev af betydning, at også flere medlemmer af Det kgl. Teaters direktion overværede disse succes-opførelser på Hofteatret. Men inden Gjenboerne nåede frem på nationalscenen, er der grund til at hæfte sig ved endnu en privat opførelse, nemlig den, der på initiativ af en elev på Sorø Akademi, C. St. A. Bille (1828-98, den senere redaktør af Dagbladet) opførtes som skolekomedie dèr i efteråret 1844 eller -45, eftersom stykket dermed blev kendt af Ingemann, der siden 1822 havde været lektor i dansk på stedet, og hvis digte jo var blevet snertet i komedien (nærmere herom i afsnit IV. 1.).

Ved skuespilleren Kr. Mantzius' mellemkomst - han havde selv i sept. 1842 med held debuteret som Erasmus Montanus på Det kgl. Teater - lykkedes det derpå at få stykket optaget dèr, til at begynde med dog uden for sæsonen, nemlig ved sommerforestillingerne, hvor Gjenboerne dermed fik sin offecielle premierère den 27. juni 1846 og spillede for fulde huse også den følgende sommer. Ved udgangen af 1847 indsendte Hostrup så manuskriptet til direktionen for at få en regulær antagelses- eller forkastelsesdom over det med henblik på dets optagelse på Det kgl. Teaters faste repertoire. Ansøgningen delte i nogen grad direktionens medlemmer (der var jo trods alt tale om en studenterspøg!), men den positivt indstillede fløj, tegnet af Jonas Collin, gik af med sejren, og Gjenboerne fik repremière som "fast" den 18. mrs. 1848, opnåede derefter 13 opførelser for så, under J.L. Heibergs periode som enedirektør, at blive holdt ude i seks år, ligesom det skete for Hostrups andre komedier; imens overlevede Gjenboerne på Kasino (1850-54); 1856 gik Heiberg af, og stykket og dets forfatter vendte tilbage til nationalscenen. På Det kgl. Teater har stykket siden været opført mere end 400 gange; Kr. Mantzius har siden haft så fremragende efterfølgere som Olaf Poulsen, Poul Reumert og Per Pallesen.

Også En Spurv i Tranedands opførtes oprindelig for et rent studenter-publikum og på Hofteatret, nemlig til fastelavn 1846; på Det kgl. Teater indførtes stykket den 17. aug. 1848 og har dèr oplevet op mod 100 opførelser, men over det tredobbelte antal på privatteatrene.

Derimod fandt Eventyr paa Fodreisen direkte vej til nationalscenen, hvor det straks antoges og opførtes med succes medio maj 1848 med L. Phister (1807-96) som Skriverhans, C.N. Rosenkilde (1786-1861) som assessor Svale og selveste fru Heiberg som Johanne; sangspillets senere opførelsestal måler sig nu omtrent med Gjenboernes.

Gjenboerne var nok Hostrups gennembrud, men ingenlunde hans début som dramatiker. Inden da havde han, muligvis inspireret af sin deltagelse i dilettantkomedier, forfattet en række små sangfarcer, først En Plade og Om Forladelse; derpå, alle i 1839: Regnvejr (senere med titlen: Den Tredie, omarbejdet og opf. på Casino 1853) og Pyt! (senere med titlen: Den gamle Elsker, privat opf. 1848, udg. 1852). Sidstnævnte indeholder, karakteristisk for Hostrup, flere Bellman(-musik-) lån (jvf. Jens Kr. Andersen: Bellman og de danske guldalderdigtere, 1996, s. 78f). Små studenterkomedier med revyagtigt aktualitetspræg er Frøkenens Pris og Damernes Besøg (begge fra 1840) samt En Buk (1841) og Et Forspil (1842).

Hostrups ikke-dramatiske, men stadig skønlitterære værker er af lyrisk karakter, mest sange skrevet til bestemte anledninger, men også personlige digte. Et udvalg findes i ADL's her benyttede tekst-korpus af Hostrup (s. 455-82). De digte, der ikke indgik i dramatikken - og vaudevillesangene er nok hans bedste - samlede han selv i Viser og Vers (1852), Sange og Digte fra tredive Aar (1872) og Sange og Digte fra de senere Aar (1884); posthumt kom hans Efterladte Digte (1893). Den ældste samling opnåede en vis autorisation ved sin optagelse i det afsluttende bind af Samlede Skrifter, skønt forfatteren i sin efterskrift hertil, dateret "Hillerød, i Oktober 1865", beskedent betragter digtene som ikke "stort andet end Affaldet af min Høst" (Samlede Skrifter IV, 1865, p. 425). Den kraftige selvkritik er dog kun delvis berettiget.

Hostrup var, især som ældre, produktiv i flere genrer, som ikke kan kaldes litterære i streng forstand, men hvor hans ved dramatik og lyrik øvede pen kom ham til gode. Som præst udgav han flere prædikensamlinger, Prædikener (1866, adskillige udgaver) og Opstandelsen og Livet (1883). Hans prædikentone er, som man kan vente hos en grundtvigianer, på én gang jævn og varm. Under inspiration fra højskolen holdt og udgav han en række Folkelige Foredrag (1882). De er unægtelig meget populære; den villede enfoldighed lurer. Læser man foredragene i den foreliggende, trykte form, som essays, forekommer prosastilen ganske net i sin jævnhed, men en smule anonym. Et fremherskende emne for disse foredrag er folkeminder: gamle danske ordsprog, folkeviser, sagn, og eventyr, men det siger sig selv, at jo mere pastor Hostrup fortolker denne ur-litteratur grundvigiansk og altså nærmer sine fortolkninger til prædikerne, des mere må de tabe i folkloristisk (og litterær) interesse.

I sine sidste år skrev Hostrup som nævnt, under kamp med tiltagende blindhed, sine Erindringer fra min Barndom og Ungdom (1891), posthumt suppleret af fru Elisabeth, der pietetsfuldt udgav Senere Livserindringer (1893) i mandens navn og med en selvudslettende efterskrift. Heri fortæller Hostrup ligefremt og detailleret om sin opvækst, Regenstid, tidligste venskaber og digtning samt om dennes modtagelse og afgiver herunder et væld af personal-, litteratur- og teaterhistoriske oplysninger, bl.a. sådanne, der kun findes her. Værket har dermed interesse som kildeskrift samtidig med, at det giver et charmerende og underholdende tidsbillede, fortalt af en iagttager, der har oplevet mange væsentlige begivenheder i kultur- og samfundsliv på nærmeste hold. Det tåler at læses fra ende til anden og fortjener genudgivelse - med register!