menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Flemming Lundgreen-Nielsen

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Forfatterskabets efterliv
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside N.F.S. Grundtvig
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Forfatterskabet

Program

Grundtvig indfører i sin dagbog 25.8.1804 et citat af Horats (fra Sat. II,1, v. 57-80) sammen med sin egen danske oversættelse, som skal signalere den 21-årige ynglings program for sit liv: Hvordan han end færdes på "Livets Slagmark", vil han altid "skrive" ("scribam") ( US I 64). I titlen på det litterære testamente, som Grundvig, dømt for injurier og dermed ramt af livsvarig censur, udfærdigede og offentliggjorde som 44-årig i 1827, nøjagtigt midt i sit liv, betegner han sig selv som "Skribenten" ( US V 154).

Men allerede tidligt kommer et andet udtryk ind i Grundtvigs begrebsverden: "Skjalden". Det er lånt fra oldislandsk poesi og sagakultur samt fra genoplivelsen af denne i det 17.-18. århundrede lige fra Ole Worm (1588-1654) til Johannes Ewald (1743-81). Mens skribenten er ordhåndværkeren, er skjalden kunstneren, spåmanden, profeten, seeren, der i dunkle og antydede vendinger og i usikre syner er redskab for en ånd over hans eget menneskelige niveau.

Spændvidden i Grundtvigs litterære virke angives i disse to professionsbetegnelser. Samtidig repræsenterer de den dobbelte baggrund fra samtiden. I den konstante udmøntning af sin belæring og forkyndelse i alment fattelige og til dels veldrejede digte, sange, rimkrøniker og (pseudo)samtaler er Grundtvig oplysningens mand. I visioner og formuleringer førende ud over de fem sansers verden og ind i et poetisk-religiøst billedsprog er han romantiker. Som purung var Grundtvig kirkelig rationalist, men snart blev et luthersk-evangelisk syn på jordelivet, døden og det evige liv hans faste grund, om end med forskydninger i vægtningen af enkeltheder gennem årtierne. Politisk var han oprindeligt fransk-revolutionær, men gik snart over til at være en tilhænger af den danske enevælde med en faderligt sindet konge, der som den eneste i riget var upartisk og således efter at have hørt de forskellige stænder evnede at forene dem til et folk - et program, han i en sang fra 1839 formulerede i udtrykket "Konge-Haand og Folke-Stemme" (PS VI 232-234, VU 8 151-152).

De utrykte skrifter før 1806

Faderens bogsamling i Udby præstegård gav tidligt Grundtvig et indblik i fagene teologi og (kirke)historie. Fra 1791 fulgte den lille dreng de aktuelle europæiske krigsbegivenheder i Berlingske Tidende, og en ny skoleholder i Udby, Bertel Faurskov, lod ham bl.a. lære Jacob Badens Forelæsninger over det Danske Sprog, eller Resonneret Dansk Grammatik, 1785, udenad - den rummer på sine 55 sidste sider en verslære, som Grundtvig genlæste i sommeren 1802 for at få styr på sine vaklende versefødder. Som skoleelev i Tyregod præstegård fik Grundtvig lov at læse de skrifter, hans privatlærer, pastor Laurits Feld (1751-1803), fik som medlem af et læseselskab. Grundtvig slugte ukritisk alt, hvad han kunne få fingre på, med særlig forkærlighed for vittig og satirisk digtning. Drengen skrev referater og uddrag af meget og forsøgte lidt senere mere energisk end talentfuldt at udmønte sine ideer i tidstypiske genrer.

I årene frem til sin litterære debut på tryk i 1806 oprettede Grundtvig en veritabel forfatterskole for sig selv, i stigende bevidsthed om, at det var skribent, han skulle være. Læsning, oversættelse og utrættelige forsøg var hans læremidler. I de ikke videre frugtbare studieår ved Københavns Universitet 1800-03 fortsatte han fritids- og morskabslæsningen uden nogen sikker smag for litterær kvalitet. Han orienterede sig bredt i den danske samtidslitteratur i 1780'erne og 90'erne, fx komedieforfatteren P.A. Heiberg (1758-1841), festspildigteren Thomas Thaarup (1749-1821) og sørgespilsdigteren O.J. Samsøe (1759-96), satirikerne M.C. Bruun (1775-1826) og T.C. Bruun (1750-1831), som brød med henholdsvis politiske og seksuelle tabuer, prosafortælleren og historikeren P.F. Suhm (1728-98), kritikeren Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og den åndfulde og åndrige, men svært styrbare lyriker Jens Baggesen (1764-1826). Hovedværker af tyskerne Goethe (1749-1832) og især Friedrich Schiller (1759-1805) fordybede han sig også i. Hertil kom ældre danske skribenter fra det 18. århundrede som Ludvig Holberg (1684-1754), Johannes Ewald (1743-81) og Johan Herman Wessel (1742-85), der havde vundet rang af hjemlige klassikere i den danske litteraturhistorie, som netop op mod Grundtvigs studietid blev etableret på Københavns Universitet (1796 ff.).

Resultatet af Grundtvigs næsten maniske fritidslæsning er et ungdomsforfatterskab, der bortset fra korte uddrag og citater i forskningen er utrykt, men for en stor del endnu bevaret i Grundtvig-arkivets fascikler (pakker) i mere eller mindre læselige manuskripter, rangerende fra renskrifter til kladder og udkast.

I Tyregod begyndte Grundtvig i et stilehefte at oversætte Terents' komedie Andria fra latin (Fasc. 483), i et andet oversatte han i første halvår af 1798 hele femte bog af Ovids Breve fra Ponto (Fasc. 484), hvorefter han ekspederede 13 af 16 breve i sjette bog. Ovid-teksten får et omhyggeligt skrevet titelblad, hvor den 15-årige skoledreng lancerer sit forfatternavn: "N.F.S. Grundtvig". Som discipel i Aarhus Katedralskole 1798-1800 oversatte han af Lucrets' læredigt De rerum natura Liber V, som rummer en hedensk kosmogoni (skabelseslære), og en del af Liber VI (Fasc. 486). Oversættelserne glatter den latinske stil ud og præges af en tendens til at fordanske emnerne - de er for frie til at kunne bruges som hjælpetekst i skoletimerne. P.F. Suhms bog Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden, 1771, lånte han fra skolens bibliotek, og ud fra den udarbejdede han sit livs første oversigt over nordisk gudelære, "til egen Afbetiening", som titlen meddeler (Fasc. 488).

Som teologisk student i København 1800-03 tog Grundtvig sig tid til at skrive ufuldførte og ufuldbårne rim om historisk stof fra Suhm: om Erik og Roller, om Sigurd og Brynhild og om Knud den Stores drab på Ulf Jarl (Fasc. 489b). Tonen er ironisk eller spottende i Wessels og Baggesens smag, uden respekt over for emnerne. Det samme gælder et par digte om begivenheder omkring slaget på Reden 2.4.1801. Det oplevede Grundtvig som medlem af Kronprindsens Livcorps, der dog aldrig kom i aktion. Den nationale vækkelse, som fx Oehlenschläger har beskrevet (Erindringer, I, 1850, s. 157-159), havde Grundtvig på dette tidspunkt ingen sans for - først i foredrag fra 1840 skulle han udråbe 2.4. til danskhedens fødselstime, fædrelandets genopstandelse, en verdslig parallel til kirkeårets påske (i 1801 var datoen jo Skærtorsdag). 29.3.1802 bekender Grundtvig i et kladdehefte, at skønt han hverken har evne eller stadighed til historisk digtning, kan han ikke lade være med at rime.

Sommeren 1802 blev Grundtvig angrebet af en ny rimeraptus og forfattede en række komiske versfortællinger (Fasc. 488) "Til eget Sinds Qvægelse" og alene med det sigte "at fremlokke et Smiil"; de er stærkt afhængige af Wessel, M.C. Bruun og T.C. Bruun. Et hefte, Rimerier, betegnes på titelbladet som det niende (Fasc. 489a), de otte forudgående er tabt. Grundtvigs 6-7 bevarede fortællinger er spinkle anekdoter, hvis pointe mere ligger i fortællemåden end i handlingen, men Grundtvig evner ikke den elegante stilistiske jonglørkunst, genren kræver.

Den utrykte ungdomslyrik fortsætter således genrer fra de sidste 30 år af det 18. århundrede. Grundtvig synes ikke at have gjort forsøg på at få noget af den offentliggjort. Det formelle forbillede er navnlig den voltaire'sk radikale og erotisk vovede satiriker T.C. Bruun, også engelskprofessor på Universitetet, med hans regelrette, men stivbenede versifikation med mange brud på naturlig ordstilling. Teknikken forstærkes hos den umusikalske Grundtvig, så han langt senere, i 1837, kan overgå sin læremester i kantet sætningsbygning med begyndelseslinjer som "Aanden opgav Enkesønnen" (dvs. sønnen opgav ånden og døde; 1853, GSV II 240) og "Aarene tolv var Jesus fyldt" (dvs. Jesus var fyldt tolv år; 1855, GSV IV 421). Grænsen til omvendte ordstillinger, der giver poetisk mening, er dog flydende: "Blomstre som en Rosen-Gaard / Skal de øde Vange!" (1837, GSV I 300).

1802-03 præges af dramatik, som Grundtvig inspireres til ved læsning af O.J. Samsøes historiske sørgespil Dyveke, 1796. En plan fra ca. forsommeren 1802 til et sørgespil med olddansk emne, Ali (Fasc. 494), skal være blevet udført i to nu tabte akter, mens et par bevarede fragmenter fra juli 1803 af et sørgespil om Sigurd Fafnersbane (Fasc. 493) ingen vegne kommer.

To samtidskomedier i prosa bliver faktisk færdige. Den første, Skoleholderne (Fasc. 490), der er afsluttet i november 1802, satiriserer i den fhv. skopudser, nu eksamensløs seminariestudent Fichte over de nye romantiske ideer inden for pædagogik og digtekunst, som Grundtvig siden skulle stå adskilligt venligere over for - stykkets Jeronimus-skikkelse, den gammeldags solide landsbylærer Svetonius, betegner denne nye Erasmus som pleninar, en "Heelnar", i stedet for kun en semi-nar (dvs. halvnar). Den anden, Brevet (Fasc. 491), der er skrevet fra 1.12.1802 til 29.7.1803, udstiller i en intrigekomedie en moderne spradebasse, en slags ajourført Jean de France. Dramatikeren Grundtvigs kunstneriske forbillede er navnlig den nyligt landsforviste samfundskritiker P.A. Heiberg, hvis skuespil litteraturhistorisk fortsætter traditionen fra Holbergs narre- og familiekomedier. Det var imidlertid ikke komedier, der skulle bære Grundtvigs navn frem. Han indsendte anonymt Skoleholderne til Det Kongelige Theater 28.11.1802 og fik den igen 9.12 med en afvisning dateret 4.12. Ifølge fortaleudkast har Grundtvig så villet fremføre teksten for det læsende publikum, men har åbenbart ikke fundet en villig forlægger. Brevet gik ikke til teatret, men opførtes af et privat dramatisk selskab 11.9.1803 med Grundtvig selv i rollen som modejunkeren, men (ifølge hans dagbog) uden held.

Grundtvig havde nu erfaret, at han ikke var skuespilforfatter. Han spillede dog som dilettant to komiske roller i andres dramatik, kusken Jochum i Chr. Olufsens Gulddaasen, 1793, 25.9.1803 og nok nogenlunde samtidig forvalter Tøraf i P.A. Heibergs Virtuosen No. 2, 1789. Som deltager i en sammensværgelse mod opførelsen af L.C. Sanders historiske skuespil om Lavard, Knud, Danmarks Hertug, 1808, var Grundtvig i hvert fald i Det Kongelige Teater endnu 4.2.1809. Ellers holdt han sig i resten af sit liv langt væk fra den praktiske scene, ja, han hævdede med bulbiderstyrke ved en privat sammenkomst hos konseilspræsident C.C. Hall - engang mellem 1857 og 1863 - i en samtale med Johanne Luise Heiberg påtvunget ham af fru Hall, at skuespilleren efter den første udførelse af en rolle kun bedriver en mekanisk, udvendigt tilegnet og altså sekundær kunst (Johanne Luise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 4. udg. ved Aage Friis, bd.II, 1944, s. 129-130).

Sidste genre at afprøve var prosaen. I foråret 1803 slappede Grundtvig af fra eksamensrepetition med omfattende læsning af udenlandske romaner i dansk oversættelse, hjemlånt fra Universitetsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek. Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre i Rahbeks oversættelse, 1801-02, finder han behagelig, ikke mere, og undtager udtrykkeligt fra rosen dagbogen med den skønne sjæls bekendelser, hvorpå han uden at registrere nogen kvalitetsforskel vender tilbage til den rørende brevroman hos den tyske underholdningsforfatter August Lafontaine. Som arbejdsløs cand.theol. siden oktober 1803 fordybede han sig i foråret 1804 i et studium af Holbergs værker uden for komedierne, i Joseph Addisons tidskrift The Spectator (i et udvalg på dansk fra 1743) og i Baggesens rejsebog Labyrinten, bd.II, 1793.

Allerede under sin eksamenslæsning i 1803 havde Grundtvig besluttet at slå ind i modegenren den nordiske fortælling. Det var samtidens betegnelse for populære prosagengivelser af oldnordiske sagn, skrevet af P.F. Suhm, C. Pram (1756-1821) og O.J. Samsøe og trykt i årene 1771-96. Grundtvigs første af arten, Ulfhild, er blevet til fra februar til ind i efteråret 1803, han filede og polerede den i november hos broderen Otto i Torkildstrup og sendte den i januar 1804 til vennen P.N. Skougaard i København, der dog endnu i juli ikke havde fundet en risikovillig forlægger. Hovedpersonen, den engelske kongedatter Ulfhild, er en historisk figur, men hendes forelskelse i Svend Tveskægs søn Harald og hendes misforståede ægteskab med englænderen Ulfketil er Grundtvigs konstruktion for at få en spændende og følsom roman ud af stoffet. Grundtvig hæver sig ikke over genrens traditionelle brug af en medræsonnerende, vurderende og hele tiden tilstedeværende alvidende fortællerinstans. Kun et kvad, Harald fremfører som englændernes fange for at hylde Ulfhild, viser en overraskende drejning til en romantisk-oldnordisk stil, med allittererende 2-slags kortvers uden enderim, emfatiske inversioner og nogle nordisk klingende gloser, hvoraf to - "Norner" og "Kesier" - tilmed forklares i fodnoter. Ulfhild skulle have været forfatteren Grundtvigs debut, men renskriften (Fasc. 492) på 168 sider er stadig utrykt (og nr. 2 og 8 af de 13 hefter, den har fyldt, er tabt).

Medens Grundtvig afventede denne sin datter Ulfhilds skæbne, gik han ufortrødent i første halvdel af 1804 videre med flere følsomme nordiske noveller. Ragnhild, uden titelblad og ufuldført (Fasc. 495), henter historisk stof i Suhms Danmarkshistorie fra begyndelsen af Frode Fredegods regeringstid med bl.a. nordmændene Erik og Roller; den jomfrueligt bly kvindelige hovedperson er Grundtvigs egen opdigtning, og spændingen ligger i vekslende attentater på hendes dyd. I indlagte kvad, som måske er fra sommeren 1804, fornemmes i ordvalg og stil en bevidst efterligning af norrøn poetisk diktion; fra en kladde rettes fx "Sørøvere" til "Vikinger", og kenninger indlægges, fx "Bølgens kaade Elge" for "skibene" (hvor tillægsordet dog er uden hjemmel i oldislandsk).

Næste nummer hedder Aslaug. En Fortælling af Ragnhilds Forfatter (Fasc. 495), påbegyndt i Torkildstrup i marts 1804 og uafsluttet. Hovedpersonen er Regnar Lodbrogs anden hustru, også kaldt Kraka, kilden er atter Suhm. Historien river i stigende grad fortælleren med sig, så den vante moderne kærlighedspsykologi skydes i baggrunden til fordel for nordisk mytologi hos Aslaug, hvorefter den tapre kong Regnar nærmest bliver hovedpersonen med sit velkendte dødskvad og endeligt i ormegården og med den påfølgende sønnehævn. Et sidste, titelløst forsøg over Suhm fra foråret 1804 omhandler Roar og Helges hævn over deres faders drabsmand og (fragmentarisk) Helges kærlighedsaffære med dronning Olufa - det stof, hvis udformning ved Oehlenschläger i Helge, 1814, Grundtvig i 1818 skulle kritisere som alt for kødelig-sanselig. Med udgangen af april 1804 ender denne historiske raptus.

I sin dagbog for 11.5.1804 overvejer Grundtvig originalitetsbegrebet i litteratur. I forlængelse af Horats' Ars poetica og en artikel af den engelske klassicist Joseph Addison fra det danske udvalg af hans Spectator-tidsskrift skelner Grundtvig mellem naturgeniet (fx Shakespeare) og det uddannede kunstgeni; han foretrækker den første, som også hans fætter, Henrich Steffens, havde gjort det i sine forelæsninger 1802-03, men forsvarer den sidste type med, at originaliteten her kan ligge i en personlig bearbejdelse af ældre og anerkendte forbilleder. Den virkeligt skønne natur skal beholde sine majestætisk uregelmæssige krumninger til bevis for en højere ordnende kraft, mens et højt knortefrit træ kan ses som et ønskeligt resultat af kunstens indsats. Grundtvig regner nærmest sig selv til sidste kategori, en kunstner, der arbejder med forbilleder.

Fjorten dage senere fortsætter Grundtvig i dagbogen med overvejelser over den historiske fortælling, som han, formentlig ifølge kap. 9 i Aristoteles' poetik, mener skal have "Sandsynlighed, ikke Sandhed" ( US I 55), så den kan udgøre et ideelt læsestof for et dannet menneske; der gives afkald på historiske værkers mange uvedkommende og uinteressante oplysninger og på romanernes trælse hverdagsgengivelser, som får læserne til at lede efter nøglefigurer og nøglescener. Den højeste intellektuelle nydelse kan, hævder Grundtvig, ligge i personer, karakterer og fakta fra historien gengivet i blomstrende sprog og komponeret i frapperende kombinationer lige indtil udløsningen af en romankatastrofe; den digteriske frihed til at sammentrænge og stilisere det historiske stof kan tillades, blot helheden ikke krænkes derved. Den psykologiske analyse er i denne teori stadig det overordnede, den historiske farve er blot en ekstra kolorit, en gevinst for læseren, ikke et program. Grundtvig citerer Suhm for hans prioritering af Herodots og Snorre Sturlusons reelle fortalte stil over Saxos alt for hyppige vævende ræsonnementer. Grundtvig henvender sig til "den sunde Smags - prosaiske - Dommere" (Fasc. 495.2, omslagets bagside r). Oehlenschlägers subskriptionsindbydelse til en nøjagtig og poetisk arkaiserende oversættelse af islandske kvad og sagaer fra maj 1804 fejer Grundtvig i dagbogen til side til fordel for en omarbejdelse, der med en harmonisk afbalanceret stil kan behage selv de ikke-entusiastiske almindelige læsere. Det er et humanistisk ideal fra det 18. århundredes venlige oplysning.

Et forsøg i en helt anden retning inden for moderne prosa gør Grundtvig 27.-30.5.1804, da han omarbejder ældre (og nu delvis tabte) dele af sin dagbog til en dagbogsroman ( US I 12-37), fortalt i 3. person af et udefineret "jeg". Ved ironiske hentydninger til antikken og nyere litteratur, ved drastiske billeder og ved tilstræbt åndrige sammenligninger giver Grundtvig et gemytligt portræt af en bondsk skoledreng og landlig student i hovedstaden, med afstandtagen fra denne umodne og halvkomiske "Frederik". Forbilledet er utvivlsomt den sprælske og springske psykologiske roman, som de følsomt-subjektive englændere Henry Fielding, T.G. Smollett og især Laurence Sterne lancerede en lille menneskealder før Grundtvigs fødsel. Den var overført til dansk i rejse- og udviklingsbogen Labyrinten I-II, 1792-93, af Jens Baggesen, en af den purunge Grundtvigs yndlingsforfattere. Stilen ligger med det beregnede kaos og den gennemgående lethed aldeles ikke for Grundtvig, men bliver et yderligere bevis på hans klassicisme: Han forsøger som kunstgeni under uddannelse en original efterligning af moderette forfattere.

To oplevelser sætter skel i den unge Grundtvigs liv og bevirker en markant ændring i hans retning som forfatter: opdagelsen af det gamle islandske sprog og opholdet som huslærer på godset Egeløkke på Langeland med den håbløse forelskelse i adelsfruen.

Datoen for den netop nævnte dagbogsnotits om den historiske fortælling er 1.6.1804. Umiddelbart efter begynder Grundtvig selv at øve sig i, hvad han fraråder Oehlenschläger: en tæt efterligning af oldislandsk sagasprog. 31 sider i hans dagbog er derpå tabt, men i midten af juni 1804 er han ved hjælp af en islandsk kirkehistorie på nylatin fra 1770'erne fra faderens righoldige bibliotek i Udby i fuld gang med at lære sig selv oldislandsk. Han skriver simpelthen ud fra værkets latinske oversættelser af citater på islandsk en alfabetisk indrettet liste over islandske ord og deres betydning. Bevæbnet med den oversætter han dele af broder Eysteins kvad Lilja fra det 14. århundrede til dansk. Emnet er Kristi nedfart til dødsriget og den følgende befrielse af Djævelens lænkede fanger, og gendigtningen er den første vision i Grundtvigs forfatterskab, med mange selvstændigt tilsatte detaljer (de 8 islandske verslinjer fylder 24 lige så lange i Grundtvigs version). I København igen fra 10.7. prøver Grundtvig så kræfter med egentlige sagatekster, lånt på Universitetsbiblioteket i trykte udgaver, og konstaterer med glæde og lettelse, at det går glat.

Efteråret 1804 tilbringes i Udby med udnyttelse af indsamlet materiale og to ugers ophold i København i oktober med supplerende biblioteksforskning. Sigtet er stadig at skrive noveller om gamle Nord, men emnet er forskudt fra kvinder i nød til mænd i kamp, med vendepunkt i fortællingen Palnatoke (Fasc. 495) fra maj-september 1804. Udførlige bearbejdelser af to handlingsgange fra Njals Saga (Halgerd; Njalssønnerne og Kari) sluttes på Grundtvigs fødselsdag 1804, hvor han modvilligt må tage hjem til Udby. Her splittes på samme vis Orkneyinga Saga i to dele efter personerne Sven Asleyfasøn og Røgnvald Jarl, fulgt af en fordanskning af Thorsten Vikingsøn (alt i Fasc. 495). De tre sidste fortællinger har det ifølge omhyggeligt udskrevne titelblade og noter med real- og sprogkommentarer været Grundvigs hensigt at debutere med. Det skete dog ikke, og Grundtvig var da også for uafklaret med hensyn til balancen mellem en realistisk-psykologisk roman ved en trivielt medræsonnerende moderne fortæller og en mere konstaterende og objektiv handlingsroman i arkaiserende dansk prosa.

Vigtigst er det, at Grundtvigs studier i islandsk sprog og uoversat islandsk litteratur er udtryk for et romantisk sprogprogram: tilbage til sprogets kilder. Sammenfattende kan man sige, at med det gennemløbne pensum i oldislandsk i ni sommeruger af 1804, omfattende omkring 1500 tryksider, har Grundtvig tilegnet sig det gamle sprog. Han har på egen hånd skabt et fundament for senere filologiske bedrifter i også gammeldansk og angelsaksisk og så småt åbnet for en symbolverden forskellig fra den accepterede antikke dannelses. Og han har lagt sin egen digteriske stil om i en alvorligt-arkaiserende retning - med andre ord, den vækkelse til nordisk mytologi, den asabegejstring, han oplever i det næste femår, er sprogligt velforberedt.

Men: Grundtvig savner den sikre beherskelse af stof og udtryksmidler, som han med en blanding af begejstring og ærgrelse kunne se udfoldet så let som ingenting hos den fire år ældre rival, naturgeniet Adam Oehlenschläger, hele den romantisk sindede ungdoms helt, der fra sensommeren 1805 var på europæisk dannelsesrejse med kongelig støtte. I stedet slingrede Grundtvig af sted i sit hjemmegjorte forfatterkursus uden fortrolige venner eller rådgivere. Udviklingen skete inde i ham selv, mens han sad ved sit skrivebord.

Selv om intet blev trykt og intet rigtigt duede af forfatterskabet før 1805, havde Grundtvig forsøgt sig med næsten alle kurante litterære genrer og fundet, at han ikke kunne hævde sig med dem. Det eneste, Grundtvig gik uden om i sin radikale og rationalistiske ungdom, er salmen. Den egnede sig aldeles ikke for den nyvundne oldnordiske diktion. Med Thomas Kingos kristelige lyrik (1676-1699) var den danske salme kommet op på europæisk baroks niveau, mens det 18. århundrede tilsyneladende ikke begunstigede salmedigtning. Den danske oplysningstids største salmist, H.A. Brorson (død 1764), gled i baggrunden efter den pietistiske kong Christian VI's død i 1746, og Evangelisk-kristelig Psalmebog, 1798, gav alt andet end poetisk grundlag for en rehabilitering af genren. Det skulle Grundtvig indse i foråret 1811 i et forord til offentliggørelsen af barnesangen "Deilig er den Himmel blaa" ( US II 80-82, GSV II 197-200) fra december året før, den første, han gav præg af en salmestil, der var både enkel-barnlig og romantisk.

De tre år på Egeløkke gav Grundtvig smertelig anledning parret med god tid til at fordybe sig yderligere i studierne af det gamle Nord. Det skete nu fra en romantisk vinkel, idet Grundtvig i 1803-trykket af Steffens' 9 indledningsforelæsninger fra 1802 genopfriskede fætterens slagord, samtidig med at han genlæste sine gamle uforstående aforistiske notitser fra hans utrykte Goethe-forelæsninger i foråret 1803. I en udførlig dagbogsafhandling om poesiens væsen 9.-11.9.1805 ( US I 77-84) ender Grundtvig med på Steffens'sk at definere poesi som alt, hvad der bærer præg af det evige, alt, hvori der hersker en intellektuel (åndelig) anskuelse af naturens højere betydning. Dog mener han, at eftersom mennesker aldrig kan opnå andet end en tilnærmelse ("Assimilasjonen" (US I 80)) til poesiens absolutte kulmination, kan også lavere grader af poetisk væsen beregnet for et bredere publikum gøre god virkning. I denne interessante afhandling, som ikke offentliggøres i Grundtvigs levetid, skrev han sig til klarhed over sin opfattelse af den nyere skole, den tyske romantik.

Men Grundtvigs romantik er dybest nede kristen. Det fremgår af en dagbogsovervejelse fra 17.7.1806 angående Schillers historiske tragedie Die Braut von Messina fra 1801. Schiller påstod i sin fortale, at den højeste kunstnydelse opstår i og gennem sindets frihed under alle kræfternes levende spil - en æstetik, der bl.a. forfægtedes af Immanuel Kant i Kritik der Urteilskraft, 1790, som det uinteresserede behag ("das Wohlgefallen (...) ohne alles Interesse", 1. Teil, § 59). Over for denne teori sætter Grundtvig, med eksempler i Schiller-figurerne Don Carlos, Karl Mor (dvs. Moor) (fra Die Räuber) og pigen fra Orleans (Jeanne d'Arc) og frem for alt Shakespeares Hamlet en modsat tese: alene dem, der kæmper med den usle eksistens, kan moderne læsere engagere sig i, slutte sig inderligt til, sammensmeltes med. Hvis de mangler den antikke ro, der er et resultat af de gamles tro på skæbnen, er det just denne disharmoni og mangel på fuldendelse, vi moderne tiltrækkes af, fordi mangelen på den højeste kunst mere end opvejes af en fylde af poesi, altså deres anelse om og længsel efter det evige. Ikke når indtrykkene på alle vort væsens dele er lige stærke, men når vi tager del i noget med vort hele væsen, som helt, har vi den højeste nydelse, hedder det frontalt imod Schiller. Selv om evigheden kun kan anes i korte glimt og ikke fastholdes, er det dog en forsmag på, hvad der venter efter døden, og virkningen er meget stærk; vor hele sanselige natur er da opløst i en tårestrøm, men anelsen af det evige omgiver den med sin strålemur, så intet af det endelige og usle kan røre den, og mennesket lever da ikke i en forædlet jordisk tilværelse (som Goethe og Schiller foregøglede sig), men i en overjordisk sfære. Og i dagbogen belægger Grundtvig dette med Paulus' erklæring om al skabningens længsel efter Guds børns herlige frihed (Romerbrevet 8.19-23). Da overvejelserne over Schillers antikiserende tragedie trykkes i 1807 i tidsskriftet Ny Minerva under titlen "Om Schiller og Bruden fra Messina", udelades dette bibelcitat til fordel for en blødere formulering om tro på liv efter døden. Denne engagementets poetik med udgangspunkt i skabelsen og udblik til evigheden er Grundtvigs nye kristelige kunstlære.

Debut og trykt romantik frem til 1810

I Egeløkketiden suppleres denne æstetik af erobringen af nordisk-mytologisk stof, ja, hele femåret 1805-10 er arbejdsmæssigt stærkt præget af Grundtvigs førstehåndsstudier i den nordiske mytologi og sagnverden. Dagbogsoptegnelser 1806 taler om fortsat beskæftigelse med nordiske oldskrifter. Teologen Jens Møllers skæmtende gendigtning af eddadigtet Skírnismál, "Skirners Reise" i Ny Minerva for maj 1806, udløste et svar fra Grundtvig i september-nummeret, "Lidet om Sangene i Edda" ( US I 117-134), hans debut som litterat. Efter kritikken af Møllers letsindige og respektløse tone slutter Grundtvig med håb om snart at levere et totaloverblik over asalæren. Det er sandsynligt, at digtet "Freis Kærlighed", trykt 1808 ( US I 295-317), er blevet til på denne tid som Grundtvigs modstykke til Jens Møllers ilde anbragte morsomheder.

Fra 1630'erne havde oldforskerne Ole Worm og Stephanus Stephanius arbejdet med arkæologi, runologi og kildeudgaver, P.H. Resen udgav i 1665 Snorres mytologiske (Yngre) Edda på islandsk, latin og dansk, og eddakvad på islandsk blev citeret og gengivet på latin i Thomas Bartholins digre afhandling fra 1689 om årsagen til de gamle hedenske daners dødsforagt (Antiqvitatum Danicarum de causis contemptæ a Danis adhuc gentilibus mortis libri tres ex vetustis codicibus & monumentis hactenus ineditis congesti). Et bud på helheden i den nordiske myteverden lod dog vente på sig. Nogle opstillede myterne og deres figurer i alfabetisk orden, andre opfattede dem som forklædt historie- eller naturvidenskab, andre afledte alt af klassisk mytologi. Omkring Grundtvigs fødsel brugte digterne dem til demonstrationer af moderne lidenskabspsykologi (Johannes Ewalds syngespil Balders Død, 1775), moderne økonomi (C. Prams epos Stærkodder, 1785) eller moderne ironi (Jens Baggesens komiske versfortælling om skjaldskabens mjød, Poesiens Oprindelse, 1785). Myternes mening blev ganske vist taget anderledes alvorligt i Adam Oehlenschlägers tre ungdomsværker, Digte, 1803 (med "Guldhornene" og "Hakon Jarls Død"), Poetiske Skrifter, I-II, 1805 (med Vaulundurs Saga) og Nordiske Digte, 1807 (med eposet Thors Reise til Jothunheim og tragedien Baldur hin Gode), men Oehlenschläger foretrak snart at nøjes med at trække farve- og kontrastrige enkeltepisoder ud af mytologien.

Det blev Grundtvig, der offentliggjorde det første helhedsvue over de nordiske myter, da han i afhandlingen "Om Asalæren", trykt i Ny Minerva for maj 1807 ( US I 204-223), på grundlag af fem eddakvad skitserede betydningen og handlingsgangen i Den Ældre Edda: fra verdens skabelse af Ginnungagap over dens tilintetgørelse i Ragnarok til dens genskabelse i Gimle. I stedet for som tidligere oldforskere at stirre sig blind på ruinerne af de hedenske templer i håb om, at de af sig selv ville genopstå, er det Grundtvigs erklærede middel at ane den tabte helhed, hvorefter de bevarede rester kan indpasses, hvor de har hørt hjemme. Metoden er således spekulativ og forudsætter en ind- og medlevende, en aktivt medarbejdende forsker. At Oehlenschläger i sine Nordiske Digte, 1807, ikke har forstået det, kritiserer Grundtvig i en artikel, "Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode", i Ny Minerva i december 1807 (hvis udsendelse dog forsinkedes af krigen til april 1808).

Indsamlingen af kildeskrifter og oprensningen fortsætter det næste år. Efter flytning til hovedstaden i maj 1808 udgav Grundtvig i december sin banebrydende håndbog Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer ( US I 243-368). Her rykkes den nordiske mytologi ud af specialisternes snævre kreds og gøres til et spørgsmål om almindelig dannelse. Ud fra især eddakvadet Vluspá, som Grundtvig - med urette - regnede for det ældste og mest hedenske af dem alle, indrangerede han samtlige kendte myter i en episk-dramatisk linje. Alfader (det Evige) skaber aser til at indknibe det selvtagne liv i massen (materien eller jætterne), men også aserne fristes til at etablere deres eget jeg og løsriver sig fra Alfader (altså et syndefald). Mytologien handler derpå om, hvorledes Alfader, bl.a. gennem Nornerne, kan gøre aser og jætter lige stærke, så de kan udrydde hinanden totalt i Ragnarokskampen; herefter kan der atter skabes en ren og syndefri verden. Asalæren sættes tilmed ind i en humanistisk ramme: den er, foreslår Grundtvig, komponeret af en gammel hedensk vismand og digter til forklaring af det kaotisk kæmpende og polariserede univers, mennesket lever midt i - man kunne sige, at den i Grundtvigs øjne er et førkristent forsvar for Gud (en teodicé). Modellen stammer fra Bibelen og det lineære historiesyn hos den tyske romantiske filosof F.W. Schelling (1775-1854). Ved tanken om Kristi inkarnation aflyser Grundtvig dog sent i bogen Ragnarok og peger til en anden løsning på konflikten, nemlig den dogmatisk begrundede forsoning med den vrede Gud gennem Kristus. I stedet for at hentyde til offerdøden på korset tillægger Grundtvig imidlertid Guds søn en aktiv heroisme: han styrtede aserne, uskadeliggjorde jætterne og pustede den døende guddomsgnist i mennesket til lue igen. Grundtvig holder sig i øvrigt så strengt, han kan, til eddakvadene, sådan som han nu forstår dem. Han har selv nyoversat hele 53 strofer af dem til formålet. Både Snorres og Oehlenschlägers fortolkninger af stoffet kasseres med hård hånd, fordi ophavsmændene ikke har set den helhed, Grundtvig aner. Trods et detaljerigt filologisk grundlag er Grundtvigs helhedsoverblik nærmest et trosspørgsmål. Senere, første gang på tryk i 1815, kalder han perioden sin "Asarus" - snart med vægt på entusiasmen, snart med vægt på den vildledende beruselse, han befandt sig i.

De højspændte videnskabelige ambitioner var dog blot Grundtvigs fundament for et kolossalt digterværk, som kunne fordunkle Oehlenschläger på myternes og sagnhistoriens felt. Det skulle bestå af dramatiserede historiske optrin og sagabearbejdelser og i stof og handling række fra guden Odins og dermed asatroens ankomst til Norden over Vølsunge- eller Nibelungensagnene til Jomsborgs undergang ved vikingehøvdingen Palnatokes død og kristendommens sejr. Med den historiske autoritet i Grundtvigs opvækst, P.F.Suhm, kan omfanget i tid dateres til fra 50 f. Kr. indtil 1002 e. Kr., altså godt 1000 år. Grundtvig indså i en Indbydelse til Gamle Nordens Venner ( US I 374-379), ligeledes fra december 1808, at udførelsen måtte tage hele hans liv og afvikles stykkevis i hefter. Realiseret blev af denne storslåede plan den omtalte gendigtning af eddakvadet Skírnismál, "Freis Kærlighed", trykt i Nordens Mytologi, 1808 ( US I 295-317), to bind Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord, 1809-11 ( US I 383-744), om henholdsvis Palnatoke og Sigurd Fafnersbane, skrevet som dramatiske samtaler i frit varierede jambiske vers uden rim, og et par sagaer i arkaiserende prosa, "Sværdet Tirfing" (uddraget af Hervarar ok Heiðreks Saga), trykt 1810 i Idunna, og "Gunlaugs og Rafns Saga", trykt 1811 i Saga; andre kortere brudstykker af dramatik og sagabearbejdelser er bevaret. Projektet gik endeligt under i den religiøse julekrise 1810-11.

Efterretningen om Københavns bombardement i september 1807 og den store dansk-norske flådes udlevering til den engelske sejrherre i oktober betød et gennembrud af en nationalt vækkende digtning hos Grundtvig og samtidig en udvidelse af hans verskunst. En lille serie mindedigte over søhelten Peter Willemoes, der var faldet 22.3.1808 i en håbløs kamp mod britisk overmagt ved Sjællands Odde, trykkes lidt tilfældigt i løbet af årene 1808-10; de opviser så forskellige udtryk som en hård og huggende gammelnordisk kvadtone, en noget mat folkevisestil og en blidt idylliserende romantisk balladediktion ( US I 753-755, 759-763, 757-759). I digtet "Gunderslev Skov", trykt 1808 i avisen Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (jf. PS I 37-41), tolkede Grundtvig en udflugt til en oldtidshøj (og et formentligt alter for asatroen) i en midtsjællandsk skov som billede på sin besværlige forskerbane til det gamle Norden: intellektet bringer ham ikke til målet, først da hans øjne blændes af en længselsfyldt tårestrøm, skuer han den rette vej i skoven til det hellige. I et digt om drabet på Knud Lavard, "Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)", trykt i samme avis 1809 (jf. PS I 133-136), sluttede Grundtvig sig til både nytysk og hjemlig balladedigtning (Goethe og Schiller; Oehlenschläger, Baggesen).

Aktuelle politiske begivenheder under Danmarks fatale alliance med Napoleons Frankrig kommenterede Grundtvig i sære småskrifter. Den dengang oversete lille debutbog Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn ( US I 225-234) er nærmest referat af et tænkt allegorisk teatertableau, hvor han håner trangen til materielle nydelser midt i fædrelandets fortvivlelse, og prosaberetningen "Saga om Nor og hans Æt. Med et Kvad til mit Fædreland den 28. Jan. 1809", et avistryk til Frederik VI's første fødselsdag som dansk-norsk konge (jf. PS I 109-122), går noget trivielt fra en myte om oprindelsen af de tre nordiske riger til et angreb på resterne af den florissante tids luksusforbrug.

Et lyrisk højdepunkt nåede Grundtvig i indskriften på det nationale, men privat rejste monument på Odden kirkegård over Willemoes og hans mænd. Den er vist skrevet 1809 og indhugget i marmor til indvielsen 22.3.1810. Mindesmærket tager form af en dorisk søjle, forsynet med en romersk skibssnabel (rostrum), en laurbærkrands og på kapitælet tre våbenskjolde (for de faldne officerer) omvundet med dødens cypresguirlande. På en tavle taler bautastenen, som Grundtvig lader den kalde sig selv, nordisk arkaiserende i jeg-form til beskueren om de snekker, der mødtes i kvæld på hav til et vikingesøslag ( US I 756). Den korte teksts to afsnit må have forekommet samtiden temmelig eksotisk, fx målt med den klassicistisk værdige og abstrakt holdte indskrift af digteren Thomas Thaarup på den københavnske Frihedsstøtte 14 år tidligere. Grundtvigs varigste minderune over Willemoes skulle dog blive "Kommer hid, I Piger smaae!" ( US I 764-768), en elegisk ballade om søheltens korte liv og ufortrødne død, skrevet på bestilling til K.L. Rahbeks Danske og Norske historiske Mindesange, oktober 1810, som illustration af borgerdyden Kiækhed. Willemoes' heroisme præsenteres i en ramme af en Strandvejsidyl, hvor Øresunds sagte bølger slikker sandet, mens små piger plukker martsvioler; den oldnordiske tone fra monumentet er erstattet af hverdagsstemning fra en bleg og tåreblændet dansk forårsnatur. C.E.F. Weyse (1774-1842) komponerede i 1837 den gode melodi, der den dag i dag følger teksten.

Julekrisen 1810-11

I 1810 lagde Grundtvig fortsat langsigtede planer for en litterattilværelse i København. Han ville levere en ny og samlet oversættelse af Den Ældre Edda og udgive et nyt tidsskrift for filosofi og poesi, Odin og Saga (sammen med kollegiekammeraten F.C. Sibbern), han påbegyndte studier i Baggesens forvirrende forfatterskab, han forberedte en stor samling lyrik, og endelig blandede han sig med en pjece i det svenske tronfølgespørgsmål til fordel for Frederik VI. Ud på efteråret fik han pludselig ideen til en digtkreds om middelalderens korstog og hjemlånte lærde værker om dem fra Det Kongelige Bibliotek. Nogenlunde samtidig udkastede han i en da utrykt afhandling tanken om, at de syv engle i Johannes' Åbenbaring kunne tolkes som seks historiske folkemenigheder og en kommende syvende, en forståelse, der bliver central i den modne Grundtvigs teologi.

Imidlertid skruede de forskellige impulser og tendenser i Grundtvigs skribentliv sig nu sammen i en veritabel malstrøm, så brat, at de trykte resultater ikke kunne følge med hans indre udvikling. Op mod jul 1810 udkom to titler af Grundtvig, der hver på sin måde vidnede om turbulensen.

Deres fortaler er dateret henholdsvis 5.12.1810 og 31.12.1810, hvad der markerer Grundtvigs opfattelse af deres indbyrdes forhold snarere end de reelle tidspunkter. Den første, Idunna. En Nytaarsgave for 1811, udkom den 29.12.1810 og er formentlig den ujævnest sammensatte bog i hele forfatterskabet. I fortalen af 5.12 (jf. PS I 191-193) erklærer digteren, at indholdet "paa en vis Maade udgør et Heelt", skønt det er "Syner fra forskelligt Fodfæste"; samtidig lover han sig selv og læserne ikke mere at ville udsætte sig for "de mangehaande Fristelser, der møde paa ethvert Feldttog mod litterære Synder" - med andre ord opgiver han ambitionen om at blive en førende litterær kritiker. Fortalens tone er i øvrigt rolig og dæmpet; mens fortalen til Nytaarsnat i arabertal indordnes under bogens ordinære paginering, er Idunna-fortalens romertalspaginering måske tegn på, at den er affattet lige inden udgivelsesdatoen. De to indledende numre på i alt 50 sider er ikke inkluderet i pagineringen og er heller ikke med i alle eksemplarer. Det drejer sig om et kort allegorisk digt, "Nytaarsaften" (jf. PS I 265-266), og 12 månedsrim (jf. PS I 220-229) skrevet til forhåndenværende kobberstik, der betoner, at bogen er beregnet på årskiftets gaveudveksling. Rimene angriber, i nogen modsætning til stikkenes idylliske emner, det spidsborgerlige livs materialisme- og nyttelære. Den egentlige bog begynder derpå med en bearbejdet sagatekst på dansk om sværdet Tirfing (jf. PS I 447-492), der som en stump af den nordisk-historiske totaldigtning stammer fra 1809 og i forvejen forelå trykt fra et andet trykkeri. I en tredje afdeling følger tre "Skemtevers", komisk-satiriske rimerier i Holbergs, Jens Møllers og navnlig Baggesens smag om Grundtvigs forhold til aserne ("de gamle Drenge"), om Idunnas Æbler og om græsk mytologis guldaldermyte (jf. PS I 190-219). Tonen skiftes ganske i sidste afdeling, "Sagakvad", med et alvorligt ment nordisk-mytologisk tankedigt i balladestrofer om historiens betydning for åndsmennesket, "Odin og Saga" ( US II 32-34), vel nok et programdigt for det strandede tidsskrift af samme navn, antagelig fra marts 1810, før Grundtvig i april i fortalen til sin trykte Dimisprædiken prioriterede troen over romantisk-humanistisk historieskrivning. Dernæst trykkes de tre digte af en cyklus om korstogene ( US II 34-39), Grundtvig fik skrevet i sensommeren og efteråret 1810. Et hyldestdigt til den glemte senbarokke digter Jørgen Sorterup ( US II 39-41) for hans nationalkristne holdning i Nye Helte-Sange, 1716, om sejre til søs i Store Nordiske Krig fører Grundtvig videre til, som en nutidig Sorterup, at aftrykke to ballader om Peter Willemoes' bedrifter i 1801 og i 1807 ( US I 757-763). Den sidste, i folkevisestil, ender i tåreløs fortvivlelse over den ødelagte hovedstad og den tabte flåde, uden trøst.

Den anden bog, Nytaarsnat eller Blik paa Kristendom og Historie ( US II 46-68), udsendt allerede juleaftensdag 1810, indeholdt digte, der ikke var blevet plads til i Idunna. Titlen sigter dels til, at hoveddigtet "Sorø Kirke" er henlagt til en nytårsnat, dels ifølge Grundtvigs senere selvkommentar i Kvædlinger, 1815, til, at han i årsskiftet 1810-11 stod på grænsen mellem to vigtige år af sit liv. Et Paulus-citat om, at verdens visdom er dårskab i Guds øjne (1. Kor. 3.18), danner motto. 5.12.1810 havde Grundtvig hyldet sin fader på hans 50-års-jubilæum som præst ved et håndskrevet digt; det blev nu trykt med ændret strofefølge, så portrættet af den fromme Johan munder ud i digterens beslutning om at stille sit forfatterskab i kristendommens tjeneste. Fortalen opridser både Grundtvigs tidligere hovmodige og arrogante digterdrømme og hans nyvundne kristelige historiesyn. Ved Guds nåde har Grundtvig indset, at indsigt i kristendommen for sjælens frelse må være målet for al videnskab og digtning. "Kalde og varsle i Herrens Navn" med Bibel og historiebog som ledeblus vil han nu i fremtiden. Bogen indeholder tre eksempler herpå. "Livets Æbler" omtolker Idunnas mytologiske frugter med evig ungdom til frugter fra livets træ, nedbåret af Kristus, hvad der udløser forkyndende strofer til opvækkelse og imod hovmod. "Sorø Kirke" beskriver i form af en rundgang til gravmælerne Danmarks historie fra Hviderne (Absalon), med hvem Grundtvig mente sig beslægtet, til dronning Margrethes søn Oluf. Digtets hovedskikkelse er imidlertid Ludvig Holberg, der forsøges karakteriseret som et åndsmenneske i en åndløs oplysningstid, der tvang ham til "Med Sorgen dybt i Sind at mæle Latters Ord". Efter dette åndfulde, men næppe holdbare forsvar for den store humorist og satiriker ender vandringen i kirken med midnatsstrofen af de barokt-kristelige vægtervers om Kristi fødsel som eneste trøst i verden. Sidste tekst er logisk nok en "Julesang" med en vis farve af Kingo.

Det varierede udvalg af lyrik, Grundtvig fyldte de to bøger med, afspejler meget godt hans formåen i det femår, hvor han boede på Egeløkke og på Valkendorfs Kollegium - en gæld både til det 18. århundrede (Sorterup, Holberg, Wessel, Baggesen) og det 19. (Oehlenschlägers oldnordiske romantik). Men Grundtvig har tilsyneladende ingen klar fornemmelse af, hvilken vej han som digter skal slå ind på. Omverdenen havde det heller ikke. Ingen af de to digtsamlinger gjorde opsigt, ingen blev anmeldt. Grundtvig stod som en selvhøjtidelig og selvoptaget skribent, trættekær og pedantisk. Han lovede gang på gang store bedrifter og ombestemte sig kort efter, han var til grin. Tilmed var det ind under jul 1810 blevet bekendt i København, at Grundtvig var brudt fysisk og psykisk sammen og af vennen Sibbern var ført til Udby.

Sindssygeanfaldet standsede dog ikke den utrættelige skribent. Efter krisens kulmination 16.-21.12.1810 skrev Grundtvig i de følgende uger en række bekendelses- og bodssalmer samt mere almene gudelige digte. De er ganske vist oftest ufuldførte, men vidner ellers ikke om sammenbrud i sprog eller stil. Forbilleder tages i ældre kristelige lyrikere. Foruden Luther og den danske Hans Thomissøn gælder det navnlig Thomas Kingo og Johannes Ewald. Sidstnævnte var genstand for Oehlenschlägers første forelæsningsrække som professor, hvis begyndelse fra 21.11.1810 Grundtvig påhørte og måske brugte som udgangspunkt for egne studier i Ewalds lyrik. Ingen af krisedigtene trykkes før efter Grundtvigs død.

Først i det nye år skulle Optrin af Norners og Asers Kamp afleveres til trykning. Trods al skrøbelighed forsynede Grundtvig i januar-februar 1811 den oprindelige handling fra Vølsungesaga med næsten grotesk kristelige tildigtninger til demonstration af, hvorledes de ramhedenske personer, bl.a. Sigurd Fafnersbane og Gudrun, Gunnars og Hognes søster, imod al sandsynlighed omvendte sig til kristendommen, takket være energisk forkyndelse af den tilsatte kristne missionær Thorkild. I et nyskrevet tilegnelsesdigt til Povel Dons ( US I 549-551) vedgår Grundtvig denne drastiske ændring, da bogen omsider udsendes 28.12.1811. Vennerne i København, Dons, Svend Hersleb og C. Molbech, havde besørget korrekturen.

Da offentligheden igen hørte fra Grundtvig, gjaldt det et digt, "Anholtstoget", om et mislykket forsøg den 27.3.1811 på at befri den engelskbesatte ø Anholt; det tryktes i tidsskriftet Sandsigeren den 22.5.1811 (jf. PS I 305-314) og bar i forbløffende grad præg af oldnordisk både i ordforråd og navnestof. Grundtvig redder sig ind i det objektive.

Selvopgøret fortsatte alligevel. 23.12.1811 offentliggjorde Grundtvig digtsamlingen Saga. Nytaarsgave for 1812 med en dansk version af "Gunlaugs og Rafns Saga" og en sektion lyrik, "Minder og Sagakvad". "Minder" omfatter 16 ældre og fortrinsvis utrykte digte om Grundtvigs indre udvikling 1807-11, heriblandt "Udby Have" ( US II 127-145) med vidtløftige tilbageblik på barndoms- og skoleårene og "Strandbakken ved Egeløkke" ( US II 98-101>) om et åndeligt gennembrud; sagakvadene består af en ballade om Morten Borup/Børup ( US II 145-150) og et tankedigt, "Sværmeriet" ( US II 150-164), om den ideelle stræben hos bier og mennesker. Bogen tegner en stigende linje fra den blindt endende islandske kærlighedssaga over Grundtvigs egen forvandling til sand kristen og frem til et håb om en tid, hvor han måske skal være en moderne Morten Børup, lærer for kommende reformatorer af den danske kirke.

Udby-årene 1811-13

Som fortalen til Optrin af Norners og Asers Kamp, 1811, dateret 8.9. (Grundtvigs fødselsdag), beretter, stræbte han lige efter julekrisen mod en asketisk og pinligt billedfattig stil i sin religiøse lyrik, men Paulus' Areopagos-tale (Ap.Gern. 17.28) og forgængere i kristelig digtning som Kingo, Ewald og Jonas Rein (1760-1821) belærte ham snart om, at poetisk pragt ikke behøvede at være ensbetydende med ugudelighed. Poesien skulle blot være sikkert styret af budskabet.

I et langt episk digt om Roskilde domkirkes historie som symbol på den danske kristendoms faser fra Ansgar til biskop Balle (dvs. fra 826 til 1812) fyldte Grundtvig ustrofiske krønikerim med vildtvoksende og overvældende rose- og kilde-symboler i snart middelalderlig, snart romantisk smag. Som i "Sorø Kirke" udgjorde en spadseretur i kirken fra gravmæle til gravmæle den røde tråd. Grundtvig læste teksten højt efter sit manuskript Roskilde (Fasc. 400, 3.444 verslinjer og endnu utrykt) i oktober 1812 på det sjællandske landemode i domkirkens riddersal. Digtet forøgedes til 7.103 verslinjer i løbet af 1813, navnlig med profetier om Norges rolle i Danmarks kirkehistorie, og tryktes 1814 som Roskilde-Riim ( US II 427-608), senere samme år kom en selvstændigt udformet, men langtfra tilstrækkelig kommentar til det i arkaiserende prosa, Roskilde-Saga til Oplysning af Roskilde-Riim ( US II 610-693). De to bind blev faktisk Grundtvigs eneste Danmarkshistorie - efter hans eget udsagn i indledning til Nordens Mythologi, 1832 ( US V 470), fordi han ikke vidste, hvad han som historiker skulle stille op med oldtidssagnene og alligevel ikke kunne udelade dem.

Universalhistorien fik til gengæld sit i Grundtvigs værk, Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng ( US II 167-422), der udkom i sidste uge af 1812. I rap, knap og skrap stil berettede han om historiens gang lige fra skabelsen i 1. Mosebog til den politiske og åndelige situation i København i udgivelsesåret. Kristeligt positive begivenheder skildres i billeder fra den organiske natur (især planteverdenen), mens kristeligt negative tildragelser sammenlignes med uorganiske naturfænomener (fx oversvømmelser, storme, jordskælv). Som romantisk helhedsmodel fyldt med gammelluthersk lære var bogen et mesterstykke af koncentration om det, Grundtvig nu betragtede som det væsentligste: ethvert folks forhold til Gud. Åndsliv, kultur og kunst spillede en stor rolle i fremstillingen, så der på bogens 450 sider faktisk gemmer sig den første verdenslitteraturhistorie på dansk, også selv om Grundtvigs mange selvsikre og summariske vurderinger stødte både akademiske kolleger og dannede læsere. Varmest omtalte han Shakespeare og Kingo, mens Goethe, de tyske romantikere og danskerne Baggesen og Oehlenschläger fastholdtes i formlen: først lød herlige åndelige toner, så stivnede digterne i åndløs dyrkelse af verdslig sanselighed - ville de dog omvende sig til niveauet fra deres egne ungdomsbedrifter! Krøniken blev en skandalesucces, hurtigt udsolgt i 450 eksemplarer. Den fremkaldte ikke alene et offentligt opgør med C. Molbech, som afsluttede de tos venskab, men stod også i vejen for en mulig akademisk historikerkarriere.

København 1814-15

Efter faderens død i januar 1813 bosatte Grundtvig sig sidst i oktober 1813 atter i København og gik i gang med at reparere på sit ry som historiker uden at indrømme nogen uvederhæftighed. Han satte sig for at dokumentere alt så grundigt, at han i den reviderede 1814-udgave af krøniken med lignende titel som før, Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng, nu tilføjet det truende Første Bind, på tæt ved 600 sider kun nåede fra skabelsen til jødernes historie til og med slutningen på det babylonske fangenskab. Bindet rummer interessante overvejelser over sprogets oprindelse og adskillelse i forskellige stammer. En fortsættelse kom aldrig, og teksten er heller aldrig optrykt i helhed.

En offentlig polemik i 1814 med den besindige og harmonisøgende filosof og naturforsker H.C. Ørsted om prioriteringen af tro over for videnskab øgede Grundtvigs ry som gammeldags fanatiker. En aldrig optrykt udenrigspolitisk pjece, Europa, Frankrig og Napoleon, 1815, skrevet efter kejserens tilbagekomst fra Elba, men først udkommet lige efter hans endelige nederlag ved Waterloo og dermed umulig i profetien om hans nye rolle som europæisk-kristen fredsfyrste, bedrede heller ikke på Grundtvigs position. Den lille bog indeholder dog også Grundtvigs første uforbeholdne hyldest til Danmark og det danske som et væsentligt bidrag til åndslivets udvikling i Europa.

Grundtvig fortsatte samme sommer sit selvopgør. 49 digte, med undtagelse af 7 alle trykt tidligere enkeltvis 1808-15, optryktes i kronologisk orden i digtsamlingen Kvædlinger eller Smaakvad, udsendt 1.7.1815. Teksterne var forsynet med nye, delvis afstandtagende kommentarer, der tilsammen ajourførte Grundtvigs forestilling om sin placering i litteraturhistorien. Hvor Saga fra 1811 beskrev Grundtvigs indre liv, udtrykte Kvædlinger hans mere objektive forhold til fænomener og begivenheder i omverdenen. Det 100 strofer lange nyskrevne digt "Thrymskvide eller Hammervisen" ( US III 121-142) har eddakvadet af samme navn til forlæg, men Grundtvig udbygger sin version til det dobbelte antal strofer. Begivenheden - tabet og generobringen af Thors hammer Mjølner - forstås som en allegori på Nordens skæbne 1814: Danmark er Freja, Norge er Thor og Sverige er jætten Thrym, der stjæler hammeren, dvs. ødelægger den 400-årige forening af Danmark og Norge. Digteren har på ingen måde forsonet sig med tabet af Norge og henvender sig i første strofe til "Danske, Norske Drenge!". Denne næppe tilladelige politiske tendens kamufleres af et satirisk-litterært Holbergsk udgiver- og kommentatorapparat, der listigt henlægger handlingen til dronning Margrethes dage. Først i slutvisionen om hammerens genkomst, altså Norges genforening med Danmark, anslås profetisk alvor. I 1808 havde Grundtvig benægtet, at hammertabet havde dybere eller nødvendigere betydning i den nordiske mytologi i dens vej frem til verdens ende i Ragnarok. Nu kan han tolke myten løsrevet fra sit asasyn og indsmugle en aktuel mening i den. Fra en videnskabelig kodeskrift er den nordiske mytologi i Grundtvigs forfatterskab ved at blive frigjort til en aktuel sindbilledskrift af ægte national herkomst.

Opgivelse af direkte forkyndelse

26.12.1815 meddelte Grundtvig fra Frederiksberg Kirkes prædikestol sit afkald på fremtidigt at optræde som gæsteprædikant i hovedstadens kirker. Samme dag stod der i avisen Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, at han også som digter ville opgive den virkningsløse direkte forkyndelse for at nedsænke sig i Gud og historien på sin egen måde og lade hverdagslitteraturen sejle sin egen kås.

Det betød i praksis en stigende overgang til en subjektiv, fantasifuld og frit associerende poetisk stil, som han allerede havde anslået i slutstroferne af "Thrymskvide". Stilen udbyggedes yderligere i Grundtvigs sidste digtsamling i 1810'erne, Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816, udsendt 28.12. 1815. Den rummer prosateksten "Norne-Giæst (et Skiemtesagn)" ( US III 171-177) efter Olaf Tryggvasons saga, men hovedbidragene er to lange profetiske digte om Danmark og om Norge, hvoraf især den lange episke ballade "Et Blad af Jyllands Rimkrønike" ( US III 196-247) virkelig boltrer sig i et billedprog, der er fortættet og indforstået og forudsætter betydelig viden og kombinationsevne hos læseren.

I de følgende år fremkom Grundtvigs lyrik i de fire små tykke oktavbind af hans eget tidsskrift Danne-Virke, 1816-19. Højdepunkter af den nye stil var bl. a. to dramatiske digte om henholdsvis opstandelsen (Paaske-Lilien, indrammet af bekendelsesdigtet "Siig mig, Blomst! hvad vilst du her!") ( US III 438-459) og om den hedenske dommedag (Ragna-Roke (et dansk Æmter)), begge i 1817. I tidsskriftet blomstrer endvidere den særlige Grundtvigske genre Efterklang, hvor tolkninger af følelser ved litteratur bliver til ny litteratur under fri udnyttelse af elementer fra de oprindelige tekster, mere som samordning af anslåede hørte toner end som kombinationer af sete billeder. En lyrisk nyklassiker bliver til i "Bjarkemaalets Efterklang" ("Soel er oppe") ( US III 507-508), også fra 1817.

Den tætte Grundtvigske stil udvikles videre i manuskriptet til digtet "Jeg kiender et Land" (Fasc. 388, GSV III 145-148) fra 1824. Denne storladne kristelige myte bevæger sig fra hedenske utopier (guldalderforestillingen fra Det Gamle Testamente og antikken) til forkastelse af romantikkens anende længsler, barnlige drømme og digteriske illusioner (bl.a. ved hjælp af hulelignelsen fra femte bog af Platons Staten). I strofe 7, tekstens midte og vendepunkt, bliver den forgæves higen opefter mødt fraoven med et svar fra "Kiærligheds Aand", der bringer en forjættelse om fremtiden. Digtets jeg giver sig hen i troen med et barnligt kys på nådens nedrakte hånd (strofe 8). Med fingre som guld rører Gud menneskets øje, så det får evne til at se det dejlige land, hvad der er en efterklang af to tilfælde, hvor Jesus helbredte blinde ved at røre deres øjne (jf. Matt. 9.29 og 20.34). Den nedstigende ånd kan levendegøre jordelivets visnede løv, og gennem tro, håb og kærlighed får menneskene skænket en vished om evighedens land. Det metriske forlæg for Grundtvigs digt, Thomas Kingos "Keed af Verden, og kier ad Himmelen" (fra hans Aandelige Siunge-koor, 1681, Thomas Kingo: Samlede Skrifter, III, 1939, s. 214-218), ender i bekræftelse af en dualisme, da jeget i Himlen, "Abrahams Skiød", forglemmer verden. En anden mulig inspirationskilde, Johannes Ewalds "Til Sielen. En Ode", 1780, lader på lignende måde sjælen i skikkelse af en hjælpeløst nedfalden ørneunge blive reddet fra afgrundens mørke, omspændt af "Kierligheds Flamme" og opløftet af "Lysets Aand" til "Algodheds Throne" i det himmelske (Johannes Ewalds Samlede Skrifter, III, 1916, s. 262). Grundtvig er endnu dristigere, når han som troende fastholder det guddommeliges realitet også i denne verden, om ikke i en paradishave, så dog i menneskenes indre: "Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat, / Det lever dog i os, det føle vi godt" (i de tre sidste strofer er Grundtvig definitivt gået over til "vi"-form). Ligesom Paulus (1. Kor. 13.13) lægger Grundtvig størst vægt på kærligheden, hvis hjemland er både "Himmel og Jord". Grundtvig lod i 1832 digtet trykke i omarbejdet stand som en salme med titlen "De Levendes Land" (i L.C. Hagen: Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom, GSV III 196-199); i 1853 forkortede han den til kirkesalmen "O Christelighed!" (Fest-Psalmer, 5. oplag, nr. 740, GSV IV 346-347).

Et absolut højdepunkt når Grundtvigs lyrik i det store og enestående profetiske, visionære og bekendende kvad Nyaars-Morgen, 1824 ( US IV 238-343), der dog hverken vakte interesse eller opsigt i hans levetid. Dette digt bølger mellem drøm, erindring, nutidsvirkelighed og fremtidshåb, skildret snart episk, snart dramatisk, snart lyrisk-monologisk. Det foregår i et univers af egen lovmæssighed med elementer fra Grundtvigs udstrakte læsning og med ham selv som hovedsymbol på det åndelige Danmark, omringet af fjendtlige dele af den uorganiske natur, men bistået af forskellige handleduelige og kærlige kvindeskikkelser fra sagn og myter. Dets kimpunkt synes at være kong Hadding i Liber I af Saxos Gesta Danorum ("Dane-Folkets Historie in nuce", havde Grundtvig i 1819 kaldt hans rejse til underverdenen); i slutningen får Helligånden det sidste ord. Digtet er en kæde af ugribelige syner, sanset i et urimeligt håb om Nordens genfødelse, står der i Grundtvigs fortale. Selv forstod han det knap nok, men fortalte i et brev til Ingemann (7.9.1824, Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859, 1882, s. 26-27), at dets åndelige landskab var udstrømmet fra Gud og således mere end en drøm. En kommentar, "Glar-Øine" (Fasc. 388), måtte Grundtvig opgive at føre til klarhed. En moderne tidssvarende udgave med kommentarer eksisterer ikke.

Det var ikke symbolistisk poesi, der skulle gøre Grundtvig til folkelig digter og sanger. Undertiden stivner hans digtersprog da også i gentagelser af et fast pensum med fx havfruer og føniksfugle og bliver til en art hieroglyf-skrift. Men hvor Grundtvigs billedstil er bedst og mest personlig, ligner den ikke nogen som helst anden i samtiden, hverken Schack Staffeldts, Oehlenschlägers eller Ingemanns. Nogle dybtgående dødsdigte - over Jens Baggesen (1826) (jf. PS V 470-476), Povel Dons (1843, trykt 1867) ( US IX 6-8), Bertel Thorvaldsen (1844, trykt 1848) ( US IX 9-13) og Henrich Steffens (1845) ( US IX 45-48) - illustrerer, hvorledes han benytter mangetydighed til sin og digtenes fordel. Han danner på grundlag af sin vidtfavnende læsning sin egen symbolverden af figurer og billeder, som kan tillægges flere betydninger og udløse helt forskellige associationer.

Som eksempel kan man tage strofe 2 og 3 fra digtet "Povel Dons. F. 19de November 1783. d. 8de April 1843" (af i alt 12, US IX 6-8). Det er skrevet ved den jævnaldrende ungdomsvens død i 1843, efter at han havde levet en skineksistens som sindssyg i næsten 25 år, efter sigende først knækket af oplevelsen af Grundvigs sindssygdom i 1810-11, derpå ledt ud i en grænseløs "Forliebelse i den kiødelige Blomst" i et efter Grundtvigs vurdering dårligt ægteskab (brev til Gunni Busck 15.4.1843, Breve til og fra Grundtvig, II (1821-1872), 1926, s. 370-372); hertil kom et stigende alkoholforbrug, indtil han omkring 1819 sank hen i en uhelbredelig sløvhedstilstand. Grundtvig offentliggjorde først teksten i 1867 i en digtantologi udgivet af Chr. Richardt til fordel for trængende slesvigere (Fra danske Forfattere. Digte og Skizzer). Grundtvig tegner et varsomt portræt af den ambitiøse og stræbende, men kun alt for skrøbelige kammerat, der var gjort til at være en trofast hjælper af de store skjalde, en Skirner, guden Frejs tjener i eddadigtet Skírnismál. Dons tog imidlertid fejl, da han troede, at han som Ikaros kunne flyve mod solen og som Phaëton kunne styre solens vogn. Resultatet var, at han i sit liv styrtede, visnede, brændte op og brændte ud og endte som en skygge i en skyggedal. Først nu, da døden har tilintetgjort hans legeme, kan han opstå i sit sande ranke jeg fra ungdommen, "Sjæleglad i Aandelag" (strofe 11). I strofe 2 og 3 skildrer Grundtvig sin og Dons' fælles baggrund i århundredets morgentime:

2

Efter Kongedybets Torden,
Efter Kongeskyens Lyn,
Opgik Solen over Norden,
Til et prægtigt Morgensyn:
Som en Glød, der havde ulmet
Under hele Verdens-Mulmet,
Den sit Fængsel giennembrød!

"Kongedybets Torden" er slaget på Reden 1801, men stednavnet Kongedybet udløser både en parallel og en modsætning i næste linjes sammensætning "Kongeskyens", som er et selvgjort ord. Grundtvig lader ikke sit billedsprog genere af, at lyn i naturen kommer før tordenen, for i denne del af Danmarkshistorien var det omvendt. Kongesky er naturligvis en særlig frugtbar skyformation, og dens "Lyn" må være Steffens' forelæsninger i november-december 1802 (Grundtvig har flere gange tidligere sammenlignet den ældre fætter med påskeenglen, der væltede stenen fra Kristi grav - i skikkelse af en "Lynildsmand"). Ifølge Grundtvigs noter fra Steffens' timer forstod han ham rigtigt nok kun i enkelte (lyn)glimt. De to gange "Konge" understreger det majestætiske i morgensynet, der desuden med solopgangen anslår klang af Kingos opstandelsessalme "SOm dend Gyldne Sool frembryder, / Giennem dend kulsorte Sky, / Og sin straale-Glands udskyder, / Saa at Mørk og Molm maa fly" (Vinter-Parten, 1689, nr. 241, Thomas Kingo: Samlede Skrifter, IV, 1941, s. 313). Det romantiske gennembrud ved århundredets begyndelse bliver således dansk åndslivs parallel til Kristi opstandelse påskesøndag. Det passer også til, at søslaget mod Lord Nelson indtraf 2.4, hvad der i 1801 var skærtorsdag. Lydligt lykkes det Grundtvig i de første fire linjer at få anbragt 8 o'er og 4 y'er til understregning af vekseldriften af torden og lyn. I de sidste tre linjer drejer han ind i en anden sfære: solen, der brat - med et "giennembrød!" - lyser prægtigt, sammenlignes med en glød, der har ulmet i nattemørket og nu blusser op; gammeldanske ordsprog tilbage til middelalderens Peder Laale forsikrer, at vil man have ild, bør man søge i asken. Grundtvig ændrer dog billedet, så der i stedet for aske indføres et sprængt "Fængsel". Det kan være almen platonisme som så tit hos Staffeldt til demonstration af modsætningen mellem materie og ånd, det kan også være hentydning til apostlen Peter, der blev reddet fra et fængsel i Jerusalem af en Herrens engel (Ap.Gern. 12.7-10). Gennembruddet var en befrielse af noget godt med meget langtrækkende følger. Det var så det åndelige landskab omkring 1800, malet med træk fra naturen, men med betydningen prioriteret over sansningerne, i en art ekspressionisme.

3

I sin Glands, fra Moder arvet,
Skjalde-Solen, født paany,
Til Skinfaxe regnbufarvet
Skabde om den sorte Sky,
Klædte Bjergene i Lue,
Saaed Guld paa hver en Tue,
Sleb til Speil det store Hav.

I denne strofe bliver solen til et åndeligt fænomen, "Skjalde-Solen" (fremhævelsen er Grundtvigs). Solen bringer ikke noget nyt, tværtimod præges den af genkommen "Glands", nedarvet fra "Moder". Moder kan være sproget (modersmålet), det kan være de forskellige Danmarkskvinder, Grundtvig ynder så meget (Thyra Dannebod, Havfruen, Freja, Gefion), og det kan være en henvisning til en af de gængse forklaringer på ordet Edda, nemlig oldemoder (P.H. Resens Edda Islandorum, 1665). Skjaldesolen har forvandlende kraft og skaber den sorte drægtige sky (fra Kingo?) om til solhesten Skinfaxe (navnet betyder "skinnende manke") fra eddadigtet Vafþruðnismál og fra Oehlenschlägers digt "Guldhornene". Grundtvig gør solhesten regnbuefarvet, vel med diskret henblik på regnbuen som forsoningssymbol efter Syndfloden (1. Mosebog, 9.13-17). Trods det oldnordiske navn er solhesten i strofe 3 med til at forberede en identifikation af Dons med Phaëton, søn af Helios, senere i teksten (stroferne 5, 8 og 11). Sollyset breder sig over hele det åndelige landskab, konkret fra oven og nedefter (sky > bjerge > tue > hav). Bjergene kan være en hentydning til, at Dons var født af norske forældre - eller til strofe 1 af Kingos sjette morgensang, 1674 ("Forgylder Klippens Top / og Biergets side"); luer på bjergtoppe som varsel om indvielse kan bibelsk kædes sammen med Helligåndens pinseluer (Ap.Gern. 2.1 ff.) eller forklarelsen på bjerget (Matt. 17.1-9). I strofe 1 kaldes Dons i sin ungdom en blomst (skrøbelighed og skønhed) med "Luekalk" (inspirationen), men i strofe 8 har han prøvet sig selv over evne, er følgelig "Giennemluet", svimler og "Blussed som en Selvantændt". I digtets strofe 4 bruges om solluerne i morgenen udtrykket "Straale-Dands paa Taget" og i strofe 5 "Ælve-Dands paa Dovre-Toppe, / Landse-Brud som Lyn med Lyn" samt "Straale-Buer", man kan age ned ad (som Thor med gedebukkevognen?). Tilbage til strofe 3: Solen sår endvidere - med et befrugtningsverbum - guld på hver en tue (de mindre imponerende danske bakker); i digtets strofe 6 kaldes guldet for "Lynilds-Sæden", der er en variant af det Steffens'ske lynnedslag, måske med Zeus' befrugtning af prinsesse Danaë i græsk mytologi som sidebetydning. Ydermere strøede i Snorres Edda Rolf Krake guldsmykker efter sig på Fyrisvold for at få den forfølgende, meget gerrige svenske konge og hans mænd til at stoppe op, hvorefter man dannede en ny kenning for guld: "Krakes eller Fyrisslettens sæd"; Grundtvig har i givet fald gjort dette billede positivt. Strofen ender med, at skjaldesolen sliber havet til et spejl - der så må afspejle den himmel, solhesten og lyset kommer fra. I strofe 5 siges, at Dons efter et bad i morgenluer "Dykked i det dybe Hav". Det kan være en dåbshandling, men ikke en videre kristen, eftersom den i strofe 10 leder til en identifikation af ham med vovehalsen Ikaros, hvis voksvinger smeltede på hans flugt mod solen, så han ramte havets bund. Faldet i havet får Grundtvig til at fortsætte med Phaëton, søn af Helios, broder til Heliaderne ("Soelsikker mange"), hvis løbskkørsel med solvognen Zeus standsede, hvorpå Phaëton styrtede i Eridanos-floden - den fordanskes med en urigtig etymologi til "Øresund". Hele strofe 3 er en symbolladet fantasi over en solopgang, hvis detaljer har samtidshistoriske såvel som mytiske dimensioner. Et muligt forbillede er også Apokalypsens vældige engel, der svøbt i en sky og med regnbue om panden og et ansigt som solen, sætter én fod på jorden og én i havet og med røst som et løvebrøl suppleret af syv tordener gør Johannes til profet (Johannes' Åbenbaring 10.1-11). Lydligt illustreres den åndelige solopgang med 7 bragende a-vokaler.

Strengt taget kan alle disse toner i de to strofer ikke verificeres hver for sig. Men Grundtvig havde en usædvanlig litterær horisont og en lige så usædvanlig beget hjerne, og det kan i hvert fald påvises, at ingen af de fremdragne enkeltbetydninger ligger uden for hans forestillingsverden. Hans læsere, der ikke kan alt dette på intuitionen, har derimod nok et problem (hele digtet er gennemgået i Grundtvig-Studier 1981, s. 69-76).

Afsked med den litterære institution

Efter 1815 tabte Grundtvig mere og mere interessen for den litterære verdens daglige tumulter, med "det elendige Spil, Man driver med Bog og Skrift, med Roes og Daddel til Tidsfordriv og for at vinde, tilhøkre eller tilliste sig en Stol paa Parnas eller et Rum paa Athenes Bænke" ("Om Baggesen og mig" i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 26.12. 1815, US III 590). Han følte sig fremmed for den nærværende slægt og lyst i band af det gode selskab, men havde dog endnu et par fejder til gode.

En af dem, Valhalla-legen ( US III 581-601), udspilledes mellem Grundtvig og Baggesen i indviklede offentliggjorte rimbreve 1815-16, hvor Grundtvig, med anerkendelse af modstanderens åndelige stade, dog måtte bebrejde ham en tilbøjelighed til litterær selvnydelse og en afhængighed af ussel kritik. De to digtere kom ikke på ret talefod: Grundtvig fandt sandheden i den åbenbarede tro, mens Baggesen fandt den i den gudgivne fornufts funktion. En litterær fejde til afstrafning af den unge Johan Ludvig Heiberg, der havde gjort grin med B.S. Ingemanns højspændte idealisme og hængt Grundtvig ud i en parodi på de gamle ABC-rim, tabte Grundtvig efter de fleste udenforståendes skøn med glans i 1817. Eneste lyspunkt i samtiden var egentlig netop bekendtskabet med den seks år yngre Ingemann. Det indledtes med Grundtvigs læsning af hans allegoriske epos De sorte Riddere, 1814, i juni samme år under poplerne ved Torkildstrup præstegård - som var Ingemanns barndomshjem og nu broderen Otto Grundtvigs bopæl. Venskabet fortsattes med samkvem i København indtil Ingemanns Italiensrejse 1818-19 og mundede ud i en langstrakt og særdeles værdifuld brevveksling mellem København og Sorø 1821-59 (trykt ved Svend Grundtvig i 1882).

Endelig følte Grundtvig i oktober-december 1818 sig kaldet til at dømme i den mere og mere ophidsede strid mellem Baggesen og tolv af Oehlenschlägers unge tilhængere ("Tylvten") ( US III 602-650). Baggesen havde i 1813 lagt ud med ubarmhjertige og vittige påvisninger af Oehlenschlägers tilbagegang som poet og siden ofret utrolig energi på at følge hver senere publikation af digterkongen til dørs. Grundtvig giver overvejende Baggesen ret i hans diagnose, men efterlyser samtidig hans ret til at have ret, med andre ord et fast åndeligt stade hos Baggesen selv som digter. Fejden sluttede, da Baggesen i september 1820 forlod hovedstaden for stedse, og Grundtvigs indgriben forblev ubesvaret af Oehlenschläger. Det blev Grundtvigs sidste deltagelse i rent æstetiske anliggender. Det er karakteristisk, at den evigt rastløse og omskiftelige Baggesen af Grundtvig tillægges udviklingsmuligheder, den stagnerede digterkonge Adam Oehlenschläger mangler. Derfor bliver den uglesete og uberegnelige ironiker et muligt spejl for høje ideer, også om det evige. Endnu i 1843 kan Grundtvig i et mytologisk foredrag minde positivt om Baggesens Loke-vid ( US VIII 624).

Udførlige, men uafsluttede og derfor utrykte udkast til en litteraturhistorisk afhandling om "Den Danske Literatur-Giæring i Det Nittende Aarhundrede", altså gennembruddet omkring 1800 og Steffens', Oehlenschlägers, Baggesens, Grundtvigs og Ingemanns roller heri, er bevaret (Fasc. 180). Ligeledes utrykt i samtiden er et litteraturhistorisk manuskript fra ca. 1822, "Blik paa Poesiens Historie og Bernhard Severin Ingemann" (Fasc. 175.1, trykt 1985 ved Flemming Lundgreen-Nielsen). Grundtvig mener her, at Oehlenschläger kunne overgå Shakespeare som historisk digter og Ingemann Goethe som naturens digter, hvis begge ville anlægge et kristeligt synspunkt på deres emner og søge forsynets plan henholdsvis i universalhistorien og i naturen.

Poesiens væsen

Især i sin ungdom og indtil Nyaars-Morgen, 1824, tænkte Grundtvig meget over poesiens væsen, men fik aldrig skrevet en systematisk poetik, fordi han ufravigelig gled over i historiske betragtninger over vækst og udvikling i menneskeligt åndsliv. Desuden satte han personlighedens udfoldelse og indgriben i livet over frembringelsen af kultiveret kunst, og som moden mand foretrak han til enhver tid et frugtbart gærende kaos frem for en i klarhed stivnet harmoni - altså levende sandhed for død skønhed. Grundtvig satte pris på mennesket Thorvaldsens stræbende personlighed, men ikke på de forstenede skikkelser i hans kunst, der var resultatet af hans arbejde.

En Grundtvigsk poetik kan rekonstrueres fra spredte tekster, bl.a. det tungt symbolmættede indledningsdigt til Roskilde-Saga til Oplysning af Roskilde-Riim, 1814, "Skjalde i den usle Døgn!" ( US II 618-626). I et ubrugt udkast til fortalen til digtsamlingen Saga, 1811, arbejder Grundtvig med to kendte digtertyper: den passive (romantiske) digter, der ganske rives med af sine fantasier, og den aktive (oplysnings)digter, der intellektuelt sætter sig og forfølger et bestemt mål. Dem søger Grundtvig at forene i en tredie type, med en skolevits benævnt den deponente digter, altså en størrelse med passiv form og aktiv betydning. En sådan digter styrer sin fantasis retning, før han giver sig hen til den, og Grundtvig tilføjer, at da den rigtige retning kun kan føre til Gud og evigheden, må deponente digtere nødvendigvis være "religiøse eller kristelige". Han afviste derimod romantikkens ideer om den skabende kunstner og hans originalitet. Kunstnerens personlige sjæleliv havde kun interesse, hvis det kunne tillægges almen betydning. Efter 1824 blev lejlighedsdigtet som kommentar til det aktuelle hans verdslige yndlingsmedium. Det jævne og muntre og virksomme menneske kom i fokus i stedet for de romantiske genier.

Retning mod humanisme

Grundtvigs énmandstidsskrift, Danne-Virke, I-IV, 1816-19 (i alt 1.564 sider), førte en titel, der røber formålet: at udgøre åndelig grænsevold mod den farlige tyske romantiske enhedsfilosofi, der kunne lede til ateisme og materialisme. I udførlige prosadrøftelser søgte Grundtvig at bestemme menneskets plads i verden og leverede dermed en række idéskitser til sin endnu ikke opfundne folkehøjskole.

I 1817, 300-året for Luthers reformation, genudgav Grundtvig sin krønike fra 1812 med den demonstrative titel Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum. Teksten var indtil 30-årskrigen et ret uændret optryk. Men den efter-reformatoriske fremstilling er udvidet med en grundigere behandling af nyere engelsk og især tysk litteratur (US III 674-729 med to udeladelser). Bogen ender med en krise: den forkastelige romantiske tyske naturfilosofi griber om sig, samtidigt med at den fromt kristelige og enfoldige tyske digter, Matthias Claudius, dør i 1815, men i slutafsnittet tilbyder Grundtvig sig selv som bolværk i kraft af en status som den sidste ægte lutheraner. Teksten kom let forkortet og bearbejdet i tysk oversættelse i Nürnberg i 1837.

De tre 1810'er-krøniker - i alt 1.758 tryksider - angriber alle den pragmatisk-humanistiske histories bestemmelse af mennesket som fornuftsvæsen eller statsborger, hvad enten det drejer sig om antikken eller det 17.-18. århundrede, til fordel for en forestilling om historien som den gudskabte menneskeheds skæbne mellem skabelsen og dommedag. Det kolossale stof ordnes i store linjer og lange sammenhænge til en kristen universalhistorie, i hvilken enkelte begivenheder og individer må bøje sig under helheden som fornuften under troen. Men i 1817-versionens billedsprog i den nytilkomne del mærkes en orientering i retning af humanisme. Handlinger, der er positive i Grundtvigs historiesyn, beskrives nu i sammenligninger hentet fra menneskelivets mange aktiviteter (fx handel og håndværk), men negative elementer sammenlignes med menneskeligt forfald (fx i sygdom og død). På den måde forbereder metaforikken Grundtvigs program fra 1830'rne om, at man ikke kan blive rigtig kristen, hvis man ikke først er blevet menneske.

Nationalfilologi i 1810'erne

Grundtvigs først stærkt urolige, så næsten alt for rolige forfatterliv i 1810'erne har en filologisk underbund.

Allerede i juni 1812 var Grundtvig af Det Kongelige Selskab for Norges Vel (i København) blevet opfordret til at fordanske de vanskelige skjaldekvad i Snorres Heimskringla til en nyoversættelse af Paul Arnesen, i maj 1813 overtog han hele projektet og gik omgående i gang, hvilket kan læses af en fornyet norrøniserende tendens i hans eget digtersprog. Umiddelbart efter Kielerfreden i januar 1814 frasagde han sig arbejdet, fordi Norge ikke længere udgjorde et dobbeltmonarki med Danmark, men et utrykt udkast til et forord, "Et Ord til Danske om Snorros Norske Krønike" (Fac. 246.6), viser, at opgaven trods alt blev fastholdt.

Det stod fra 1814 Grundtvig klart, at uden Norge måtte man omdefinere begrebet danskhed. Han dyrkede fra samme år forberedende, men alligevel indgående studier i den danske rimkrønike-tradition og kunne derfor i 1826 anmelde C. Molbechs nye udgave fra 1825 af Rimkrøniken overmåde grundigt i avisen Nyt Aftenblad, på baggrund af udførlige og systematiske optegnelser; han gjorde i 1834 også et enkelt forsøg på ajourføring af genren i "Prøver af Den Gammel-Danske Rim-Krønike i en ny Skikkelse" (i tre numre af Nordisk Kirke-Tidende og derefter som særtryk), men fulgte det aldrig op. Rimkrøniken påstod han ved samme lejlighed at have gennemlæst over 200 gange. Lige så grundige studier i middelalderlige ordsprog på dansk afsatte 362 kvartsider med eksempler i 1816 og en protokol med yderligere 1200 numre i 1822 (Fasc. 291, 292, 295 og 303).

I begyndelsen af januar 1815 sad Grundtvig med oversættelsen af Snorres kapitel 96 af Olav den Helliges saga. Pludselig oplevede han et åndeligt gennembrud, som han først beskrev godt 3 år senere: "Fædrenelands-Kiærligheden vaagnede med en mig hidindtil af Erfaring ubekiendt glødende Ild og seierrig Vælde i mit Bryst" (fortalen til Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus, 1818, US IV 96). Til Snorre måtte han nu absolut føje en oversættelse af Saxo, hans eget lands historieskriver; et manuskript over fordanskede passager fra Saxos Liber I har han selv foroven dateret til 14.4.1815, og dermed var han begyndt. Da Københavnsafdelingen af Selskabet for Norges Vel 3.8.1815 på grund af statsræson blev tvunget til at kappe forbindelsen til Norge, er Grundtvig medstifter af et nyt selskab til udgivelse af nordiske oldskrifter, som arver begge initiativer. I september udsendte Grundtvig et hefte, Prøver af Snorros og Saxos Krøniker i en ny Oversættelse samt et Ord til Danske og Norske. Programmet var at gengive de gamle skrifter i "et let, fatteligt og trohjertet Sprog" og at omsætte kvadene for nutidslæsere uden historiske forudsætninger, med særligt henblik på "Aand og Indhold (...) Livlighed og Velklang" ( US IV 22 og 24). Den sagkyndige københavnske akademiske kritik brød sig imidlertid ikke om de friheder, Grundtvig tog sig med teksterne, og modtog prøverne køligt og syrligt.

Men det var endda ikke alt. I juni 1815 udgav den 63-årige islandskfødte forsker G.J. Thorkelin i København en længe ventet videnskabelig udgave af det angelsaksiske kvad om Beowulf med en ret fejlfuld latinsk paralleloversættelse og med kommentarer på latin. Grundtvig lærte sig i en ruf angelsaksisk med udgangspunkt i oldislandsk, og efter en heftig og ufrugtbar avispolemik med Thorkelin fik han af den formuende fynske adelsmand Johan Bülow til Sanderumgård i opdrag at fordanske også dette værdifulde udsagn om det gamle Norden. Grundtvig kunne med rette trække sig tilbage til lange arbejdsdage og -år i studerekammeret.

Det første resultat af Grundtvigs flid, Bjowulfs Drape. Et Gothisk Helte-Digt fra forrige Aar-Tusinde, udkom i 1820, og kvadet, der mere er gendigtet i romantiserende balladestrofer end strikte oversat, var dermed for første gang overhovedet tilgængeligt på et levende europæisk sprog. Dets indledningssang havde Grundtvig korrekt identificeret som et sagn om kong Skjolds ankomst og død, der ikke stod hos Saxo. En 2. udgave i 1861 ledsagede Grundtvig af en tekstkritisk udgave af originalen, og selv om den på udgivelsestidspunktet var overhalet af britisk forskning, regnes han stadig for en af pionererne i Beowulf-forskningen. Den danske Bjowulf er dog aldrig, som Grundtvig havde håbet, blevet et nationalt, endsige populært monument. Grundtvig var levende engageret i angelsaksisk litteratur resten af sit liv. I 1840 fordanskede han kvadet Phenix-Fuglen ledsaget af kommentarer og et lyrisk efterklangsdigt. Indslaget af angelsaksisk i Grundtvigs poetiske univers er vægtigt og venter endnu på en dækkende undersøgelse.

Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus og Norges Konge-Krønike af Snorro Sturlesøn i hver tre bind kunne sendes ud over riget med bind I i årsskiftet 1818-19, bind II i december 1819 og bind III i sommeren 1823 (med 1822 som trykår). Saxo havde skrevet på sølvalderlatin, Snorre på oldislandsk. I stedet for at respektere de to middelalderforfatteres egen og indbyrdes meget forskellige stil fordanskede Grundtvig dem i en tredie tonart, Borgestue-stilen. Han stræbte efter at gengive krønikerne, som en sydsjællandsk bonde i hans barndom ville have fortalt dem. Det betød et lavere niveau og en større bredde, forøgede eksempler på direkte tale, humoristisk ræsonnerende omskrivninger så vel som mere partitagende ordvalg, tilsatte djærve sammenligninger, øget brug af ordsprog. Træk fra talesprogets syntaks, som ellers først kommer ind i skønlitteraturen med H.C. Andersen, er ligeledes karakteristisk. Og trods alt dette har vist nok samtlige kendere af de to grundtekster måttet medgive, at Grundtvig på sin specielle måde er loyal over for forlæggene. Det er dristig romantisk nationalfilologi, når Grundtvig hævder at skrive dansk, som Saxo og Snorre ville have gjort det, hvis de havde kunnet.

Praktisk romantik er også den stort tænkte subskriptionsorganisation. Fra 1815 var der indsamlet frivillige bidrag til produktionen ved hjælp af lokale repræsentanter, især sognepræster, bøgerne skulle derpå distribueres fra København via kontaktmændene til køberne, der skulle have dem til kostpris eller endog billigere, kort sagt: subskribenterne skulle yde efter evne og nyde efter behov. Grundtvig så et sigte i "at lade de gamle Folkebøger gienføde sig i en folkelig Skikkelse, og i det Hele at gribe ind i Folkedannelsen, saa at sige, med Tidernes Haand" (Fasc. 246.5). Det skulle være forskelligt fra udgivelsespolitikken i de traditionelle boglærde akademier, som han havde nedvurderet i sin 1812-krønike ( US II 410-412). Desværre strandede projektet - Danmarks første bogklub - på 1820'ernes landbrugskrise og på forbrugernes materialisme. Restoplaget (godt 1.800 eksemplarer af 3.000) blev i 1834, Frederik VI's 50-års-regeringsjubilæum, skænket til kongerigets almueskoler. Det var en dyb skuffelse for Grundtvig, men udbyttet var ikke så ringe endda. Dels fik han bogstavelig talt til grunden fordansket sig selv i de syv drøje arbejdsår, dels blev han overbevist om, at man ikke kunne vække et folk og en tid med pennen alene. Grundtvigs forgæves ansøgninger om et professorat i mytologi eller historie resulterede i øvrigt fra 1818 i en årlig kongelig støtte til oldforskning, som kom til at løbe indtil 1842.

Grundtvigs filologiske folkeopdragelse sætter også et par sene frugter lige før røret om en grundlov, da han i 1845 udsendte Danske Ordsprog og Mundheld for at ophjælpe en folkelig talekunst i de nye stænderforsamlinger og i 1847 på bestilling kom med et udvalg af folkeviser, Danske Kæmpeviser til Skole-Brug.

1832-72

Efter en dom for injurier i en fagteologisk debat med professor H.N. Clausen, der som bivirkning pådrog Grundtvig livsvarig censur, affattede han i tilsyneladende fortræffeligt humør Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente ( US IV 155-180), 1827, med betoning af, at skriftsproget ville dø, hvis ikke det fornyedes ved mundtlig tale. Det var en verdslig fortsættelse af hans teologiske, "mageløse" opdagelse fra 1825 af, at det levende (mundtlige) ord i trosbekendelsen og nadverindstiftelsen stammede direkte fra Kristi mund, mens han derimod ikke selv havde skrevet et eneste ord af Det Nye Testamente.

I de sidste 40 år af sit forfatterliv viste Grundtvig kun marginal interesse for, hvad der foregik i den hjemlige skønlitterære institution. Efter at han i to årtier havde vogtet og våget over dansk digtnings renhed og åndelighed, havde han i realiteten omkring 1822 opgivet at følge de skiftende litterære moder. Skønt han senere nu og da kunne falde ind i biedermeierkulturens harmoniserende poetiske realisme, afviste han i resten af sit liv samtidens foretrukne genrer: den individualistisk-psykologiske roman og novelle, kunsteventyret, den så yndede teaterdramatik (medregnet balletten), den historiske roman à la Walter Scott. Den intense dyrkelse af kvindens og naturens skønhed, som mange af de samtidige romantikere skrev på og om, er sjældnere hos Grundtvig. Det korte lykkelige ægteskab med Marie Toft 1851-53 afsatte dog en gruppe lyriske digte om glæden med hende og sorgen ved hendes død - digte, som ikke er fortvivlede, men kristeligt accepterer Guds vilje i det skete. Han ser Marie som den tredobbelte rose i sit liv, med en rosensymbolik som i sin tid i Roskilde-digtene. De fleste af Marie-digtene trykkes først i 1929 (PS VIII).

I stedet gik Grundtvig i sit eget valg af digteriske udtryksformer demonstrativt mod strømmen. Han vendte tilbage til middelalderens og reformationens læredigtning, gendigtede således i Krønike-Riim til Børne-Lærdom, 1829, hovedtræk af verdenshistorien fra jordens skabelse og paradisets have til det moderne Danmark, væsentlig igennem fiktive monologer af historiske aktører (konger og helte, bjerge og have, lande,

stater og byer, hovedbegreber) i moderniserede rimkrønikevers; en heldigt forøget udgave kom i 1842.

Af ældre folkepoesi som navnløse salmer, kæmpeviser (Volkslieder) og ordsprog tilegnede Grundtvig sig fynd og enkelhed til sin sangbare lyrik. Hans sange om almindelige menneskers hverdagsliv her på jorden og om det danske folks særlige gudgivne rolle i verdenshistorien tilhører henholdsvis 1830'ernes kampagne for en folkelig højskole til oplysning af den ikke-akademiske del af befolkningen og 1840'ernes kamp imod den sproglige og politiske tyskhed i Slesvig og den kulturelle tyskhed i mange danskeres hjerter. Disse sange blev fra og med 17.10.1838 sunget i forbindelse med offentlige foredrag og taler af Grundtvig, på Borchs kollegium og på møder i hans københavnske foredragsforening Danske Samfund fra 1839 og derfra på massemøder rundt i landet og blev hurtigt populære i form af småtryk og tryk i lokale sangbøger. Også salmesangen i Grundtvigs Vartov-menighed (1839 ff.) var speciel: en voksende skare af tilhængere, der var begejstrede til randen af fanatisme, sang hans salmer af fuldt bryst, højt og hurtigt (i såkaldte Vartovsgaloppader), ofte på populære verdslige melodier, indtil sympatiserende komponister fik sat mere passende melodier til dem.

Grundtvigs litteraturkritik gik i stå. Han anmeldte Ingemanns Høimesse-Psalmer fra 1825 og et Kingo-udvalg ved P.A. Fenger fra 1827 (i sit eget Theologisk Maanedsskrift, III, 1825, og XIII, 1828). Ellers skrev han efter 1820'rne kun tre litterære anmeldelser, nemlig af H.P. Holsts nationaldigt Den lille Hornblæser, 1848, og Clara Raphaels Tolv Breve, 1850 ( US IX 288-293), og Et Besøg. Nye Breve, 1851; en påtænkt anmeldelse af H.C. Ørsteds hovedværk Aanden i Naturen, 1851, måtte han gøre til et causeri over titlen, da bogen selv var bortkommet under flytning. Disse bidrag stod alle i hans ugeblad Danskeren i de nævnte udgivelsesår.

I bogen Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst ( US V 378-767), 1832, bekræftede Grundtvig atter sin friere digteriske holdning til de nordiske myter - det var regnet fra 1808 Grundtvigs sølvbryllup med stoffet. Han behandler de ærværdige kilder i blandede stemninger, filologien er nok forbedret, men Grundtvigs associationer er også blevet forøget. En humoristisk og snusfornuftig jævnhed med gemytlige indslag af filosofi over hverdagen breder sig i hans forsøg på at indføre nordisk-mytologiske navne og træk som et nyt hjemligt og alment sindbilledsprog (symbolsprog) - hvad der dog ikke lykkedes. Fra det digre værk huskes især programdigtet "Rim-Brev til Nordiske Paarørende" på grund af forsvaret for det ikke-troende åndsmenneskes taleret: "Frihed for Loke saavelsom for Thor" ( US V 385). Det er dog forkert, når denne mundrette formulering ofte i vor egen tid tolkes som en tolerant sidestilling af godt og ondt, hvis kamp på liv og død bør afvikles under demokratisk ens vilkår. Det fremgår nemlig utvetydigt af Grundtvigs tekstsammenhæng, at man ikke skal give nogen frihed til jætter, drager, ulve, bjørne og andre rovdyr, der står for materialisme og åndløs sanselighed. "Bundet kun være det glubende Dyr, / Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!", hedder det manende og alvorligt med hentydning til myten om Lokes afkom med jættekvinden Angrboða, Fenrisulven. I langt kådere form tolkede Grundtvig myter i sammenlignende foredrag 1843-44, en virksomhed, der blev afbrudt af et sindssygeanfald i det tidlige forår 1844, dog fredeligere end i 1810. De opstemte og frodigt associerende taler blev trykt i september 1844 som Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer ( US VIII 493-788).

En tilsvarende friere holdning findes i den særdeles omfangsrige Haandbog i Verdens-Historien på i alt 1.801 tryksider i tre bind, I (oldtiden), 1833, II (middelalderen), 1836, III (nyere tid til 1700), 1843(-56), med et tillæg på 15 sider om det 18.-19. århundrede i 1869 ( US VI 7-692 og VII 5-704). Grundtvig har ikke opgivet sit syn på historien som Guds førelse, men skudt det i baggrunden og i stedet leveret en grundig redegørelse for de faktiske forløb. Den verdslige historie vurderes først og fremmest som menneskelige gerninger, ja, selv Kristus betragtes udelukkende som en statshistorisk skikkelse. Værket er komponeret omkring tre kulturfremkaldende have: Middelhavet i oldtiden, Nord- og Østersøen i middelalderen, Atlanterhavet i nyere tid. Jøder, grækere, angelsaksere, schweizere, englændere og nordboer anses for positive hovedfolk i historien, mens ægypterne, perserne, romerne, arabere og tyrker og den romanske verden, især Frankrig, regnes for negative kræfter; i en mellemposition med potentiale til begge sider står Tyskland og Nederlandene. Indgangen til bind III flankeres af portrætter af den nyere tids førende opdagelsesrejsende, Christoffer Columbus i den reelle og Martin Luther i åndens verden. Luthers gerning indvarsles af Jan Huss' henrettelse i 1415 og fuldbyrdes i Gustav Adolfs sejr (og død) i slaget ved Lützen i 1632. Grundtvigs historieskrivning i moden alder er præget af en tæt brug af "de bedste Kilder", som der står på originaltitelbladene og som det fremgår af utallige saglige fodnoter. Trods det umådelige stof leverer Grundtvig mange gange en kortfattet og præcis karakteristik af mænd og bedrifter i et jævnt og letforståeligt dansk. Grundtvigs styrke som historiker er en belæsthed, som han selv uden at blive modsagt kaldte mageløs, og et dristigt greb til at slå ned på og nøjes med de væsentlige punkter; hans svaghed er ensidigheden, når en nation eller et folk først er sat på plads i den Guds plan, Grundtvig aner, og hans begreb om folkeånd udelukker nuanceringer i det økonomiske, juridiske og sociale, ligesom hans foragt for naturvidenskaber, matematik og teknik gjorde ham blind for meget i hans egen levetid. Musik, dans, bildende kunst og teater savnede han i sin høje prioritering af ordets kunst organ for. Filosofi, litteratur og kultur fylder i øvrigt langt mindre end i krønikerne fra 1810'erne.

Grundtvigs allersidste verdslige digtsamling, Nordiske Smaadigte, 1838, blev til på norsk forlæggerinitiativ som et optryk af hans digte og prosatekster fra før 1824 om Norge; et påtænkt bind 2 kom aldrig. Nye digte - dem skrev Grundtvig konstant - placeredes i udgivelser af venner og elever, i aviser og tidsskrifter, herunder i høj grad også i hans eget ugeblad Danskeren, I-IV, 1848-51 - endnu et énmandsforetagende (på i alt 3.136 sider). Her bringes også hans modne poetik i digtet "Skjaldelivet i Danmark. (En Mundsmag.)" (over fire numre i årgang 1851, jf. PS VII 392-426). Han plæderer for, at de hedenske myter om evig ungdom (Persephone, Idunna) må erstattes af kristendommens "Paradis-Skygger" (str. 26), hvad der bedst kan gøres i Danmark og allerbedst på Sjælland (sjælens og de lyksaliges ø). Efter en hyldest til det kvindelige kærlighedsprincip i dansk åndsliv fra Gefion over Saxos blufærdige Sigrid til nutidens Danmarks-havfrue (Møen med Dronningestolen!) opstiller Grundtvig åndsfrihed som et ideal, skønt den - i lighed med Guds skaberværk - medfører en risiko for menneskeligt misbrug.

Tilsyneladende planlagde Grundtvig ikke mere storladne digteriske værker. En undtagelse danner Christenhedens Syvstjerne, der fra november 1854 til juli 1855 tryktes i Dansk Kirketidende (i fem enkeltnumre og to dobbeltnumre). Digtkredsen består af intet mindre end 666 7-linjede episk-reflekterende balladestrofer, som endda i den definitive bogform i 1860 øges med 30 til 696. Det drejer sig om en gendigtning af hele kirkehistorien, hvor Grundtvig omsider udfolder sin tanke fra 1810 ff. om, at de syv menighedsbreve i Johannes' Åbenbaring kan forstås som profetier om syv kristne folkemenigheder: Ephesus er den hebraiske med apostlene og Stefanus, Smyrna den græske med Paulus, Pergamus den romerske med Gregor den Store, Thyatira den angelske med Beda, Sardes den tyske fra Winfrid til Luther, Philadelphia den nordiske i nutiden og Laodicea den kommende, måske indiske (de to sidste savner endnu hovedfigurer). Af det lange digts afsnit 6, "Den nordiske Menighed", udtages i 1866 13 strofer til at danne sangen "Ingen har Guld-Taarer fældet, / Som ei Glimt af Guldet saae" (strofe 71, 66-70, 72-73, 75-77, 79 og 83). Hele teksten er nyudgivet af Th. Balslev i 1955 med et lille Tekstkritisk Tillæg året efter.

Faktisk skrev og renskrev Grundtvig i forlængelse af Christenhedens Syvstjerne yderligere fire omfattende digtninge. Dansk Ravne-Galder, 1860, trykt i 1909 ( US X 362-484), ser i 216 7-linjede episke balladestrofer tilbage på udviklingen fra syndefaldet til Oehlenschlägers gennembrud i 1802 og går derefter over i en utopisk situation. Digtets jeg, en art fugl Føniks, sættes halvanden menneskealder ud i fremtiden, hvor han refererer en debat, der i ranglede 4- og 3-fodsjamber afvikles om bord på et skib på vej fra København til England. Seks mænd og tre kvinder af hver sin nationalitet har lige forladt et Danmark, som de bliver enige om er lykkeligst af alle lande i verden, i kraft af folkelighed og kvindelighed: "Det lille Danmarks Rige / Som et Vidunder mageløst / Paa Jordens runde Kugle / Med Fred og Frihed, Heltemod, / Med Folke-Sang og Glæde, / Med Viisdom bedst i Barne-Dragt, / I Kiærlighed og Sandhed, / Fordunkler hver en Stormagts Glands / Og dog misundes ikke!" (inderen Brahmaputras slutvers, US X 482).

Nordens Myther fra 1864 er en digtkreds, som i 18 digte med vekslende versemål genfortæller asalæren, med stadigt henblik på modstand mod tysk væsen, hvorved Grundtvig forstår selvhed og åndløs fornuft. Havamaal. Et Læredigt fra 1866 er ikke en efterligning af eddadigtet Hávamál, men et belærende kvad på intet mindre end 1019 6-linjede strofer - de første 218 daktyliske, resten trokæiske - om åndsmenneskets vilkår, især med vægt på ordets historie, væsen og funktion. Endelig stammer Højnordens Rimkrønike. Hundedagene 1867 (dvs. perioden 24.7.-24.8.) fra Grundtvigs sidste sindssygeår. Det er en gengivelse i 47 digte af nordisk sagnhistorie og historie fra aserne til Frederik VII. Der gennemføres ikke ét metrisk mønster, men veksles mellem rimkrønikemonologiske tekster (25) og tekster fortalt i 3. person (21), hvortil kommer 1 ubestemmelig. Disse tre omfattende digtninge blev først trykt i 1930 (PS IX 137-265, 293-499 og 499-607). Der er ingen forklaring fra Grundtvigs side på, hvorfor han lod dem ligge. Ville de måske i 1860'erne have virket som et for fjernt ekko fra romantikkens gennembrud et halvt århundrede tidligere? I sin nye fortale til 2. udgave i 1861 af Optrin af Nordens Kæmpeliv indrømmer Grundtvig i hvert fald, at nordiske myter og oldsagn ikke længere er på den litterære dagsorden, skønt mange emner står tilbage at gendigte ( US I 745-748). På den anden side havde den gamle Grundtvig mange tilhængere, som ivrigt tog hans skrifter til sig, så han kan næppe have haft på fornemmelsen, at han savnede et publikum. Ingen af disse tekster har fået den ønskværdige behandling i Grundtvig-forskningen.

Skal man bedømme Grundtvigs litterære position, må det i øvrigt ikke glemmes, at en række af hans digteriske arbejder oplevede nye oplag på hans gamle dage. Således kom Optrin af Nordens Kæmpeliv, I-II (1811-09), i en let revideret stand i 1861 med en ny fortale. Haandbog i Verdens-Historien optryktes 1862-69, Kong Harald og Ansgar i 1865, bind I af Sang-Værk i 1868, mens det i 1841 standsede bind II fuldførtes i 1870, Nordens Mythologi, 1832, genudsendtes også i 1870. I 1873, lige efter Grundtvigs død, var Sang-Værk I-II fremme i et nyt oplag, og det resterende salmemateriale udkom ved J.Kr. Madsen som bind III (396 numre), 1873, bind IV (300 numre), 1875, og bind V (162 numre), 1880-81 - alt ordnet af udgiveren efter (fortrinsvis) teologiske kriterier, ikke efter kronologi. Svend Grundtvig besørgede kritiske udgaver indtil sin egen død som 59-årig i 1883: i 1875 kom Krønnike-Rim, Danske Ordsprog og Mundheld og Danske Kæmpeviser til Skole-Brug, 1876 Brage-Snak, 1877 Mands Minde, 1883 Kristenhedens Syvstjærne og 1880-89 desuden Poetiske Skrifter, I-VII. Svend Grundtvig havde endnu flere planer med sin faders litterære bo, hvad der viser sig i efterladte renskrevne afskrifter af utrykt materiale, fx Roskilde, 1812 (Fasc. 401), og "Blik paa Poesiens Historie og Bernhard Severin Ingemann" (Fasc. 175.2).

Salmisten

En ganske særlig indsats gør Grundtvig som salmedigter for både samtid og eftertid, men atter uden om den herskende litterære institution. Han fornyede den tilsyneladende forældede salmegenre ved at gå baglæns og gribe tilbage til Bibelen, til urkirken, til kristenhedens hovedmenigheder, formal-litterært til middelalder, renæssance og barok. En række digtere fik nyt liv, da Grundtvig fordanskede og opdaterede dem alle, lige fra Martin Luther, Thomas Kingo og H.A. Brorson til den nulevende hjerteven i Sorø, B.S. Ingemann. Det skete uden sartere hensyntagen til kunstneriske og moralske forfatterrettigheder, fordi Grundtvig netop mente, at kirkesalmer hverken måtte være præget af litterær kunst eller af forfatterens psyke, "jo mere det Individuelle træder frem, desmere træder det Universelle tilbage, og des daarligere bliver altsaa Psalmen, som saadan, hvor mesterligt et Kvad for en snever Kreds den end maatte være" (anmeldelse af P.A.Fengers udvalg af Kingo, 1827, i: Theologisk Maanedsskrift, XIII, 1828, s. 28). Salmer skal skrives med følelse for det væsentlige og almindelige og med undertrykkelse af individuelle synsmåder og af for stor kærlighed til sig selv og sine egne produkter (Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, 1834, US VIII 84).

Salmen eksisterer ikke i Grundtvigs forfatterskab, før han i optakten til julekrisen pludselig 2.-12.12.1810 skriver en historisk fortællende barnesang "Deilig er den Himmel blaa" ( US II 80-82, GSV II 197-200). En plan i 1811 om en salmesamling - efter indholdsbeskrivelsen (i tidsskriftet Sandsigeren for 10. april 1811, US II 77-79) så at sige et mini-Sang-Værk - bliver ikke til noget, men enkelte mere regulære salmer følger spredt i de kommende år: "Et Barn er født i Bethlehem", 1820 (avistrykt som "Jule-Sang for christne Børn", efter en latinsk salme via den danske 1569-salmebog, GSV I 353-354), "Det kimer nu til Jule-Fest", 1817 (efter Luthers "Vom Himmel hoch", GSV III 126-129), "Velkommen igjen, Guds Engle smaa", 1824, trykt 1830 (original, GSV I 405-406), og "Den signede Dag med Fryd vi see", 1826 (efter svensk/dansk middelalderlig dagvise, GSV III 161-164). Endnu i 1820'erne var Grundtvig imidlertid ikke den, af hvem den litterære eller kirkelige offentlighed ventede en stor indsats på salmeområdet. Snarere håbede man på Ingemann (Høimesse-Psalmer, 1825), C.J. Boye (Aandelige Digte og Sange, I-IV, 1833-36, med yderligere to bind 1840-43) og H.A. Timm (Aandelige Sange, 1834, Søn- og Festdags-Psalmer, 1839, Aftensangs-Psalmer, 1843, og Huus-Psalmer, 1845). Og så blev Brorson og Kingo genudgivet i henholdsvis 1823-30 og 1827; sidstnævnte samling er af udgiveren, P.A. Fenger, tilegnet Grundtvig.

Et samlet fremstød med salmedigtning på bred basis fik Grundtvig mulighed for med Sang-Værk til Den Danske Kirke, I, 1836-37, hvortil han fra 1835 var blevet støttet økonomisk af venner. Til gengæld blev det med et "For-Spil" (59 strofer lånt fra Nyaars-Morgen, 1824, GSV I 13-32) fulgt af 401 numre en mageløs religiøs digtbog. Med ordet "Sang-Værk" hentyder Grundtvig til den københavnske betegnelse for det klokkespil i Vor Frue Kirke, der blev ødelagt af bomberne i september 1807 - Grundvigs salmedigtning skal være en erstatning for denne tabte musik.

Samlingen er gennemkomponeret. I en ramme anskues kirken som et universelt samfund (Nr. 1-146 og 396-401), mens indholdet deles efter de tre kristne hovedhøjtider, jul (nr. 147-204), påske (nr. 205-326) og pinse (nr. 327-395). Disse hovedafsnit struktureres atter hver for sig efter salmeskatten i de seks historiske folkemenigheder (den hebraiske, græske, romerske, engelske, tyske og danske). Det vældige arbejde med digterisk at udfylde alle disse kategorier stemte godt med Grundtvigs lyst til at overskue universalhistorien og derpå danne sig indtryk af mønstre, der kunne omsættes til visioner og situationer. Denne evne udfoldes fuldt ud, men indrømmet på bekostning af hensynet til den enkelte kristensjæls inderlige Gudsforhold - derfor er navnlig Grundtvigs moderniserede versioner af Brorsons salmer ikke lykkedes. Grænserne mellem Grundtvigs oversættelser, bearbejdelser og originaler i øvrigt er ikke altid let at bestemme. Endnu to hefter af bind II, der skulle bringe fortællende bibelhistoriske sange, kom 1839 og 1841, rækkende på 192 sider fra skabelsen til skøgen Rachab i Jeriko (Josvas Bog 2). Men herfra gik værkets udgivelse i stå, så det færdige bind II først forelå i 1870; yderligere tre tykke bind udsendtes posthumt 1873-81 (ved J.Kr. Madsen; jf. ovenfor). Den moderne tekstkritiske og gennemkommenterede udgave af Grundtvigs Sang-Værk, I-VI, 1944-64, omfatter 1.583 numre, medregnet oversættelser, bearbejdelser og varierede gentagelser. Andre Grundtvig-salmer optoges dog allerede før fremkomsten af Sang-Værk I i samlinger redigeret af hans elever og beundrere, fx L.C. Hagen (Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom, 1832), og Grundtvig fortsatte uden om Sang-Værk sin publikationsvirksomhed i Fest-Psalmer, 1850, som i 1870 nåede 10. stadigt forøgede oplag.

Officiel anerkendelse som salmist fik Grundtvig som 72-årig. Det begyndte med 68 af 570 numre (11,9 %) i den autoriserede Roskilde Konvents salmebog (Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, 1855), et antal, der blev øget i talrige tillæg i de følgende årtier. I næste autoriserede udgave, Psalmebog for Kirke og Hjem, 1899, er der optaget 172 salmer af eller ved Grundtvig ud af i alt 675 numre (25 %). Det kan tilføjes, at Den danske Salmebog, autoriseret i 1953, har 271 numre af Grundtvig ud af 751 (37 %); den danske katolske salmebog, Lovsang, har i 1982-udgaven 230 Grundtvig-salmer ud af 671 (34 %). Den endnu ikke udgivne nye autoriserede salmebog vil bringe 253 Grundtvig-salmer ud af 791 (31,98 %).

Grundtvigs salmer indoptager ikke det mangeartede og komplicerede symbolinventar fra hans verdslige digtning. I stedet henter han inspiration i enkle læredigte og åndelige viser fra reformationstid til oplysningstid. De kan bære en let farve af tidligt trykte folkeviser og romantisk balladetradition, mens norrøne og antikke myter selvsagt forekommer særdeles sparsomt, og også tørre forstandsallegorier holder Grundtvig nede. Salmerne bliver ofte til på bestilling og kan senere underkastes bearbejdelse af ham selv eller med hans tilsagn af venner og tilhængere; især forkortelser bliver en gevinst, både kunstnerisk og brugsmæssigt. Har Grundtvig forlæg, foretrækker han at understrege deres helhed og at forstærke deres holdning i retning af håb og lyssyn; dramatisk handlende verber giver dynamik til de substantiver, de forbindes med, i stil med Det Gamle Testamentes salmer. En nuanceret og præcis beskrivelsesteknik i originalt udvalgte eller ligefrem nydannede adjektiver ligger Grundtvig fjernere. Han kan godt lide at inddrage lokale træk, således minder han i en salme om julenatten ved Bethlehem om, at hyrderne på marken færdedes i et vinterklima svarende til dansk sommertemperatur ("Nat i Østen er ei saa lang", 1846, GSV IV 209-212) og i "Hyggelig, rolig" (1836, GSV I 150-152) udelader han morbærdalen fra forlægget, Davidssalme 84, og samler sig i stedet om velkendte danske fugle som spurve, svaler og lærker. Andre salmer bruger det danske løvspring i maj, "naar det grønnes" ("Du, som gaaer ud fra den levende Gud", 1837, efter engelsk forlæg, GSV I 625-627) og den danske pinseskov med nattergalesang til lovprisning af Gud og Helligånden ("I al sin Glands nu straaler Solen", 1843, trykt i ændret form 1853, GSV VI 268). Atter andre har typiske hjemlige vinterlandskaber med sne, is og "klingrende Frost" ("Velkommen igjen, Guds Engle smaa", 1824, trykt 1830, GSV I 405-406).

Sprogmesteren

En særlig evne udmærker Grundtvig frem for guldalderens andre forfattere. Verset er simpelt hen hans sproglige natur, på grænsen til det ustyrlige. Han udtrykker sig langt lettere i bunden stil end i prosa. Tidligt i sin ungdom konstaterede han i en bearbejdet og selvkommenteret dagbog (1802-04): "Nu flød det da dygtig fra ham" ( US I 31). Rytme og rim løber i rækker af strofer uden indre modstand sådan fra ham, at resultatet hyppigt bliver en slagkraftig koncis og prægnant præsentation af en idé eller tema. Hvis ikke niveauet kan holdes over de lange stræk, uddrager enten han selv eller venner med hans godkendelse værdifulde strofer og sætter dem sammen, hvad der ejendommeligt nok ofte føles naturligt og upåfaldende. Resultatet kan blive en tekst, der optages i den danske litterære kanon.

Som Grundtvig-forskningen har klarlagt, udspringer nogle af hans bedste salmer af hans talrige prædikener, hans bedste nationalsange af hans vidtløftige talekunst og politiske pamfletter, hans bedste læredigte af hans prosaiske skoleskrifter og historiefortællinger. I andre tilfælde, som bevarede udkast og kladder viser, kan han dog arbejde længe og omhyggeligt med detailrettelser og tilføjelser. Sit store læsende, lyttende og syngende publikum, som i hans alderdom og efter hans død i 1872 vokser til at udgøre en betydelig del af folket, vinder han med sin digtning - ikke ved at udgive talrige digtsamlinger, dramaer eller romaner, men ved at anbringe sine digte i praktiske sammenhænge, hvor de kan være til folkegavn og grøde. Det skal ikke forties, at Grundtvigs rimeevne også kan føre til en masseproduktion af ligegyldige og rent ud dårlige vers. Til gengæld insisterede han ikke på, at alt, han skrev, skulle være uantasteligt. Grundtvig skrev og gemte og skrev det gemte om igen, uden være romantisk imponeret af sin egen inspiration. I juli 1840 - Christian VIII's kroningssommer - var Thorvaldsen, Steffens, Oehlenschläger, Sibbern og Grundtvig gæster på herresædet Nysø. Oehlenschläger foreslog, at Thorvaldsen skulle læse hans En Reise, fortalt i Breve til mit Hjem, I-II, 1817-18, til oplysning om hans gamle misforhold til Jens Baggesen, hvorpå Grundtvig frarådede og kaldte værket "noget rigtigt Skidt". Oehlenschläger fór op og spurgte spidst, om da aldrig Grundtvig havde skrevet noget skidt. Grundtvig replicerede afslappet: "Jo, saamænd har jeg saa, men jeg forlanger ikke, at nogen skal læse det." (Johan Borup: N.F.S. Grundtvig, 1943, s. 134-135).

Næsten parodisk ses Grundtvigs skribentvirke i 1867 under hans sidste sindssygeanfald med påfølgende rekonvalescens: Grundtvig tvinges midt i de også legemlige smerter af en motorisk uro til at skrive vers den ganske dag, til han bukker under for træthed og beroligende medicin. Om ikke andet finder han det indre pres lindret ved blot at afskrive vers, sine egne eller andres. Forlanger hans læge under hensyntagen til hans borgerlige og digteriske ry, at siderne med de lange rablende verskæder puttes i kakkelovnen, adlyder han, men næste morgen tænder han piben og tager fat igen (jf. Grundtvig-Studier 1951, s. 13).

Grundtvigs prosa har ry for at være vidtløftig og uigennemsigtig. Han skal gerne have alle nuancer og forbehold med, før han vurderer. Men når han først har fældet sin dom, kan han omvendt godt udtrykke sig minimalistisk, med fynd og præcision, idet han efter sin vane undgår akademiske fremmedord. I Nordens Mythologi, 1832, karakteriserer han således den danske folkevise som "Kæmpevise-Bogen, hvori Kamp vel er Løsenet, men Elskov Sjælen" ( US V 687). Det kan ikke siges bedre, når man vil begrænse sig til blot ni ord.

I det hele kunne skribenten N.F.S. Grundtvig modsat Oehlenschläger ikke danne skole - dertil var hans forfatterstemme og karakter for særpræget, hans menneskelige baggrund for langt fra det gennemsnitlige borgerliv. Men hans versdigtning fik en usædvanlig udbredelse på hans elevers folkehøjskoler (1844 ff.), i kirken gennem salmebøgerne og i verdslige foreninger først i lokale sanghefter som Viser og Sange for Danske Samfund, så i Højskolesangbogen (1894 ff.), som trods navnet har vundet popularitet langt ud over grundtvigianernes egne kredse.

Afrunding

Grundtvigs digteriske forfatterskab løber ud i en deltaformet strøm af livsoplysning, med bund i det kristelige menneskesyn, at Gud har skabt mennesket som et guddommeligt eksperiment af kød og ånd, hvis ord og taleevne skiller det fra dyrene. Han sigter bredere end til skønlitteraturen, debatterer teologiske og kirkelige anskuelser eller i pædagogik og politik ændringer i opfattelsen af menneskelivet, dets samfundsindretning i denne verden, uddannelsen af borgerne, fornemmelsen af folkets identitet og rolle. Digtning var for den modne og gamle Grundtvig først og fremmest et redskab, til oplysning af menneskets, folkets og nationens bestemmelse, til udbredelse af en fællesskabsfølelse, ikke en forfinet kunstart.

Romantikkens fornemste erkendelsesmiddel og udtrykselement, symbolet, drog han ud af en overvejende værkrettet kunstnerisk sammenhæng og tog den i stedet i brug i hverdagens arbejde for sit folk. Det betød på ingen måde, at Grundtvig modvirkede kunstnerisk fuldkommenhed. Den var blot ikke hans mål. Ordkunst skulle ikke berolige eller kildre eller rejse beundring for søde sanselige klange, den skulle lades med aktivitet og kraft til at skabe, hvad den nævnte.

 

1783 Født i Udby
1803 Cand. theol.
1806 Debut: "Lidet om Sangene i Edda"
1811-13 Kapellan i Udby og Ørslev
1836-37 Sang-Værk
1839-72 Præst ved Vartov Hospital
1861 Rang og titel af biskop
1848-49 Medlem af den grundlovgivende rigsforsamling
1849-58 Medlem af Folketinget
1866 Medlem af Landstinget
1872 Død i København
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345