menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Paul Ries

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Anders Bording
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Biografi
Manden i tiden

Bordings liv og levned adskiller sig fra de fleste samtidige digteres, idet han ikke som disse gjorde karriere indenfor gejstligheden langs den slagne kirkevej, som han humoristisk karakteriserede som de 3 k'er "Det er Kald/ Kiortel/ Kone" (nr. 2, SS I 7). I stedet var han en "Verdslig, Verdslig, Verdslig Mand" (nr. 55, SS I 127), der nok med sine salmer kunne bevidne, at også han havde absorberet tidens religiøse dogmer, men som valgte at skaffe sig sit udkomme ved hjælp af sin lærdom, sin klassiske dannelse og sit udstrakte kendskab til livet i den verden, der omgav ham.

Hjemmet og skolen

Anders Bording fødtes 21.1.1619 som næstældste søn i en af kulturbyen Ribes dannede og formuende borgerfamilier, hvor der var tradition for, at man kunne mere end sit fadervor. Faderen, dr. med. Christen Lauridsen Bording (1578-1640) var provincialmedicus for Ribe Stift, men havde som ung efter studietiden ved universitetet i København været lærer ved latinskolen og derpå som 30-årig ledsaget en ung adelsmand på dennes treårige dannelsesrejse gennem Europa. Undervejs havde de besøgt universiteterne i Padua, Siena og Leipzig, alle velkendte for deres medicinske fakulteter, og Christen må have tiltrukket sig Christian IV's opmærksomhed, idet denne 1610 udnævnte ham til den udvalgte prins Christians (1603-47) livlæge. Christen var ikke digter, men som så mangen lærd mand kunne han ordne sine tanker retorisk og udtrykke dem metrisk korrekt i det til genren passende sprog, hvilket bl.a. fremgår af det latinske mindedigt over den unge adelsmand, der blev trykt 1612 i den unge adelsmands ligprædiken. 1615 havde han ægtet Ingeborg Klyne (1593-1668), en datter i en af Ribes pengestærke familier, der blandt sine aner talte berømte og indflydelsesrige personer og litterater, herunder historikeren Hans Svaning (1500-84), dennes efterfølger som kongelig historiograf, Anders Sørensen Vedel (1542-1616), ribebispen Peder Hegelund (1542-1614), samt, i Anders Bordings levetid, Hans Svane (1606-68), gejstlighedens mægtigste mand og kongemagtens urokkelige støtte i teologisk teori og politisk praksis både før, under og efter statsomvæltningen i 1660.

Efter at Anders og hans ældre broder Laurids (1617-75) var blevet "efter Alders maade i sine Forældres Huus Gudeligen underviist" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv), begyndte de 1626 i den traditionsrige latinskole, hvor de i de næste 11 år modtog en undervisning, der ikke blot gav dem adgang til universitetet, men som fra allerførste færd fik betydning for Anders' forhold til den "Sang-Gudinde", som han senere hævdede at have dyrket med "møysomhed fra barns been op" (nr. 46, SS I 101). Også Bordings første biografer, Peder Terpager og Hans Gram, var overtydet om, at den centrale forudsætning for Bordings levned og forfatterskab var den kristelige opdragelse og klassiske dannelse, han modtog i hjemmet og i skolen, og som fortsattes på universitetet i 1630'erne, og de nedslag, som denne religiøse opdragelse og klassiske dannelse senere gjorde i hans værker, viser ham da også både som en luthersk rettroende, ufravigelig kongetro undersåt og som en velskolet digter, der til fulde, men med en enestående sprogkunst, mestrede digtekunstens mange discipliner.

Grunden til såvel Bordings religiøst funderede, politiske livssyn som til hans digterkarriere blev lagt i latinskolen, hvor lærerne i de første klasser fortsatte hjemmets gudelige opdragelse, dels ved brug af en såkaldt katekismus-abc med fadervor, de ti bud og nogle bønner, dels ved indterpning af Luthers lille katekismus på dansk, og dels ved salmesang og deltagelse i alle mulige hellige handlinger. Fra 8-årsalderen introducerede man tillige katekismen på latin, og det kontrolleredes ved regelmæssige eksaminationer, at børnene havde tilegnet sig dette stof, samt indholdet af de mange prædikener, der måtte høre til. Denne indoktrinering fortsatte skoletiden ud, men i de højere klasser tjente latinen tillige til indførelse i nogle af de klassiske forfattere - Cato (234-149 f.v.t.), Caesar (100-44 f.v.t.), Cicero (106-43 f.v.t.), Vergil (70-19 f.v.t.), Ovid (43-18 e.v.t.), og Martial (40-104) - som Bording senere henviste til i sin digtning. Disse forfatteres værker tilegnedes ved øvelser baseret på uddrag, eksempelsamlinger og antologier, som man skrev af eller skrev ned efter diktat, men at formålet med denne undervisning var mere end at give eleverne mulighed for blot at snuse til den klassiske litteratur fremgår af, at de, månedlig og ofte i konkurrence med hinanden, fik til opgave at fremsætte en

grammatikalsk, dialektisk og rhetorisk Fortolkning af den sidst hørte Forelæsning, selv sammensætte en (latinsk) Stil eller ex tempore oversætte en Opgave, deklamere udenad, omskrive et bekjendt Digt til Prosa eller til et andet Versemål, variere et Stof paa flere Måder ("aliis atque aliis lusibus"), danne Centoner (Sammensætninger af enkelte, løsrevne Vers, hentede fra samme eller forskjellige Digtere), skrive Parodier, Anagrammer, eller Epigrammer, behandle Paradoxer (Sætninger, som i sig selv synes urimelige), holde Strids-, Lov- eller Straffe-Taler osv.

(Kinch: Ribe Bys Historie og Beskrivelse II,1884/1985, s. 744).

Den danske latinskole, den såkaldte 'sorte skole', karakteriseres oftest i dag ved fremhævelsen af dens hårde, korporlige disciplin og åndeløse terperi, men det bør ikke overses, at de mest opvakte peblinge ved sådanne øvelser må være blevet små specialister i at ryste metrisk korrekte vers ud af ærmet. I Slagelse anvendte metrikeren Hans Mikkelsen Ravns (1610-63) elever hans forlæg, "Regulæ prosodicæ Pro incipientibus Secundanis & Tertiani" (1644), dvs. prosodiske regler for begyndere i anden og tredje klasse, og da det tillige hørte til skolehumanismens program, at eleverne lærte at anvende disse regler på digtning på modersmålet, fremmede Ravn, der ved sin skole havde oprettet en betydelig musiksamling, denne proces ved at kæde den sammen med nodeeksemplerne i sin Heptachordum Danicum (1646), eller syv danske strengelege. Til samme formål havde præsten og metrikeren Peder Jensen Roskilde (1575-1641) allerede 1627 udarbejdet en latinsk lærebog i dansk prosodi, Prosodia Danicæ Linguæ, hvori han slog to pædagogiske fluer med et smæk ved at strukturere den som en katekismus og dermed kæde den metriske indlæring sammen med opøvelsen i den rette kristendom, idet han hentede de "huos følgende danske exempler, fornemlig i blandt andre aff den ærverdige, oc hoytt med gaffuer oc lerdom opliuste D. MORTEN LUTERS aandelige visers lille bog vddragne, oc rett effter rhijme konst mensureret, Gud till ære. Hans menighed till opbygelse, dett danske maall til prydelse, oc Alle gudfryctige Rhijmere til nogen anleding" (Roskilde: Prosodia, 1627, her citeret efter Arnholz m.fl. (udg.): Danske Metrikere I, 1953, s. 15).

Da samarbejdet mellem rektorerne ved de bedste latinskoler, ikke mindst siden Peder Hegelunds initiativer, var udstrakt, har lignende undervisning sikkert også fundet sted i Ribe, hvor skolens bibliotek, der opbevaredes hos brødrene Bordings slægtning, rektor Anders Romdrup (1605-49), blandt meget andet indeholdt "kostbare Udgaver af eller Kommentarer til latinske Klassikere, fremdeles Calepinus's latinske Lexikon, som ved en Jærnlænke var fastgjort til Skolekathedret, et græsk Lexikon (Hadr. Junius's), Gemma Frisius's Landkårt, indrettede til at ophænges på Vægen, m. m.", samt, i musikafdelingen, 45 bøger, inklusive "6 Bøger nürnbergske Moteter [...], 4 Bøger Sange eller Moteter, udgivne i Antwerpen, "Magnificat" for 8 Stemmer (toni) med 23 Variationer" (Kinch: Ribe Bys Historie og Beskrivelse II, 1884/1985, s. 757-758), og naturligvis Thomesens salmebog. Desuden dyrkede peblingene her musikken, når de sang ved bryllupper og begravelser, eller på et mere afslappet plan, når de på årets markedsdage underholdt med sang, ledsaget af egne instrumenter eller af stadsmusikanten og hans instrumentalister, hvoraf nogle endog kom udenlands fra (Degn: Rig og fattig i Ribe I, 1981, s. 318).

Når hertil føjes muligheden for at optræde i, eller i det mindste overvære opførelsen af, scener af skuespil på både dansk og latin, og at eleverne i de højeste klasser, hvor latinen suppleredes med græsk, tillige kunne indføres i discipliner som aritmetik, astronomi, etik, fysik, geometri og metafysik, er det klart, at udbuddet af lærdom ved en af periodens bedre latinskoler ikke blot kunne indføre interesserede peblinge i grundreglerne for digtning på både latin og dansk, men også forberede dem til universitetet. Terpager bevidner da også, at brødrene Bording, der i de 11 år, de besøgte skolen, var blevet unge mænd, havde gjort så god brug af den undervisning i "Gudsfrygt og Boglige Konster" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv), de havde modtaget her, at de efter bestået afgangseksamen 9.4.1637 kunne indstille sig til den ved Københavns Universitet 1629 indførte examen styli et artium, som de begge bestod 27.5.1637.

Universitetet og kongens København

Københavns Universitet på denne tid beskrives oftest primært som en luthersk præsteskole for omkring 400 studenter af borgerlig herkomst - unge adelsmænd kunne lade sig indskrive, men modtog i praksis deres uddannelse andetsteds, bl.a.. ved akademiet i Sorø og under dannelsesrejser - og med rette for de flestes vedkommende. Om noget frit studium var der ikke tale, for hvad man end studerede, måtte udkommet stemme overens med lutheranismens lære om alverdens ting, og til yderligere sikring af lutheranismens eneherredømme i åndslivet havde man 1619 oprettet et professorat i metafysik, der skulle holde øje med studierne ved alle 4 fakulteter og indordne deres undervisning i det religiøse system. Denne intellektuelle og emotionelle spændetrøje var ikke noget nyt for de peblinge, der allerede havde gået i 'den sorte skole', og som efter bestået optagelsesprøve i katekismen, latin og retorik kunne begynde at studere ved Det Filosofiske Fakultet. Lærdomssystemet havde to hovedveje, hvoraf den første, tredelte lærdomsvej, trivium, bestod i øvelser i latinsk grammatik, retorik og logikkens regler for argumentation; derpå fulgte quadrivium med de fire lærdomsveje musik, aritmetik, geometri og astronomi. I praksis fuldførte kun få studenter hele dette program, da flertallet efter et års indlæring af de fra skolen kendte trivialfag gik over til Det Teologiske Fakultet, hvor man efter to års studium af biskoppen kunne forsynes med en attestats, der berettigede til ansættelse i gejstlige embeder. Ligesom peblingens i skolen, var studentens arbejdsdag på universitet lang og begyndte og endte med bøn og salmesang, men optoges ellers af dikterede forelæsninger, der excerperedes til udenadslæren, retoriske diskussioner over temaer valgt af professorerne m.v. på samme måde, men på et højere, mere krævende plan end latinskolens. Men ligesom det var tilfældet ved 'den sorte skole', kunne en opvakt og interesseret student ved denne 'præsteskole' suge en god del viden til sig, også om akademiske discipliner, der gav dem adgang til en intellektuel verden udenfor lutherdommens snævre horisont, og begge brødre, der tilbragte mindst 6 år ved universitetet, synes at have benyttet sig af denne lejlighed til under en præceptors vejledning at forfølge andre studier. Således kunne Laurids med historikeren Ole Worm (1588-1654) som præceptor endnu som student bidrage med materiale om Ribe amt til dennes Monumenta Danica (1643), men valgte derpå at gå kirkevejen med teologisk attestats fra biskoppen og støtte fra Worm,. Om Anders vides det derimod, at han i 1643 ikke gjorde brug af den bistand med råd og karriere, som Ole Worm også tilbød ham (SS II 11 f.), men at "Paa Academiet har hand sig en Tidlang opholdet og flittig studeret" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv). Hans præceptor var sprogmanden Thomas Bang (1600-61), der underviste i hebraisk og teologi, men tillige vejledede studenterne i brugen af universitetets bibliotek, fra 1649 som dets bibliotekar, og som ved sin død efterlod en personlig bogsamling på ca. 5.500 bind. Hvad Bording så flittigt har studeret fremgår af det skudsmål, som Gram gav ham ved at henvise til hele hans produktion som bevismateriale for

hvor lærd og velbelæst en Poët Bording haver været, hvor stærkt øvet, og hvor vidt bevandret og erfaren i de gamle Poëter, saavelsom i andre Skribentere, og hvor mesterligen hand har forstaaet at føre sig saadan Lærdom til Nytte. At hand haver vidst de fornemmeste Latinske Poëter paa sine Fingre, have de forsikret, som kiendte hannem

(Gram: "Fortale", SS 1735, s. xxx).

Bordings senere henvisninger i sin digtning til græske forfattere som den legendariske Homer, matematikeren og musikteoretikeren Pythagoras (580-500 f.v.t.), den metrisk raffinerede odedigter Pindar (ca. 520-440 f.v.t.), og filosoffen Platon (427-347 f.v.t.) peger i retning af, hvilken anden lærdom han har stiftet bekendtskab med på universitetet, og det samme gælder de senere henvisninger til kendte polyhistoriske encyklopædier og kommentarer til den nordeuropæiske renæssances kulturgods sammenskrevet af forfattere som J.C. Scaliger (1484-1558), J. Dousa (1545-1604), J. Lipsius (1547-1606), G.J. Voss (1577-1649), og C. Salmasius (lat. for Claude de Saumaise) (1588-1653). Og endelig synes Bording, i et miljø ikke ganske fokuseret på de gængse bibelske personer fra Ahasverus til Zebaoth, at have stiftet bekendtskab med betydelige folk inden for mange forskellige discipliner, herunder arabiske, europæiske og naturligvis danske læger, italienske jurister, moderne engelske, franske, italienske, tyske og nederlandske digtere, samt forfattere af ældre dansk historie, nyere fransk historie, persisk historie m.v.; for slet ikke at tale om det udvalg af verdenshistoriens største skurke, som han i en alder af 44 år stadig fingernemt kunne opregne i sin fordømmelse (nr. 48, SS I 108-111) af adelsføreren Corfitz Ulfeldt (1606-64), og som krævede en videre læsning end den, der kunne indhøstes fra udvalg af Plutarchs (46-119) og andre opslagsværker.

For en moderne læser, ikke mindst med Holbergs Erasmus Montanus (1731) in mente, kunne Bordings henvisninger tage sig ud som studentikos bravur, men kun fordi disse navne er os fremmede i dag eller for længst er blevet udrangeret af andre, mere tidssvarende koryfæers. På Bordings tid var de faste holdepunkter og argumenter i de obligatoriske diskussioner på latin, der var en vigtig del af læreprocessen, og den student, der mestrede dem, kunne vinde sig et renomme som en lærd, alsidigt uddannet person, der, som Bordings fader havde gjort det - og det var der i Christian IV's regeringstid omkring 2000, der gjorde - kunne få en fod på den verdslige rangstige ved at begynde som huslærer for adelige børn og måske senere ledsage dem som præceptor under deres udenlandsrejser. En sådan stilling fik man imidlertid ikke ved ansøgning, men fordi man havde gjort sig heldigt bemærket i de rigtige kredse, og det var netop det, Bording gjorde, dels ved i studietiden i København at have "underviist Adelige Børn" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv), og dels ved i 1642 og 1643 at offentliggøre to sprænglærde poemata på latin (nr. 119, SS I 210-211 og nr. 120, SS I 211-213; fordansket SS II 238-240). Med disse to digte, et "Thalassio" (bryllupsdigt) til en slægtning og en "Lavrea Apollinaris" (apollinsk laurbærkrans) af lovprisende, med anagrammer forsynede epigrammer over nogle studenterkammerater ved afsluttet eksamen, viste Bording, hvor dygtigt han mestrede den lærdom, retoriske elegance og metriske kunnen, han havde erhvervet sig siden sine første skoleår, og da han ikke vides at have skrevet andre digte på latin på denne tid, har disse alene medført, at hans navn allerede 1650 optoges i en lille tryksag med navnene på 61 danske latindigtere (jf. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst I, 1969, s. 92).

Gram var af den opfattelse, at det var Bordings klassiske viden, der på dette tidspunkt udgjorde summen af hans færdigheder, idet han om Bordings tid ved universitetet tilføjede: "Om hand ogsaa haver hængt sig til nogen af de nye Poëter, lader jeg være usagt, og skulde neppe troe det" (Gram: "Fortale", SS 1735, s. xxx). Denne tvivl var vel begrundet, eftersom der hverken undervistes i nye poeter eller moderne fremmedsprog ved 'præsteskolen', men som det fremgår af Bordings senere henvisninger, kendte han alligevel til moderne digtere som Johann Rist (1607-67), Gabriel Voigtländer (1596-1643), Søren Terkelsen (død 1656), Martin Opitz (1597-1639), Andreas Tscherning (1611-59), Joachim Rachelius (1618-69), renæssancedigtere som englænderen Philip Sydney (1554-1586), franskmændene Guillaume Du Bartas (1544-90), Pierre de Ronsard (1524-85) og Honoré d'Urfé (1567-1625), nederlænderne Jacob Cats (1577-1660) og Karel van Mander (1609-70), italieneren Trajano Boccalini (1556-1613), samt den i hele Europa fashionable roman om den forelskede Amadis' liv blandt Arkadiens hyrder, der alle omtales i hans digte.

Gram synes at have overset, at interessen ikke blot for de nævnte digtere, men for verdslig, moderne litteratur, kunst, dans og musik i det hele taget, var særdeles levende andetsteds i hovedstaden, nemlig ved Christian IV's strålende og toneangivende hof. Her havde studenterne naturligvis ikke deres daglige gang, men kunne netop ved skuespil og andre musiske optrin bidrage til festlighederne her (jf. Heiberg: Christian IV og Europa, 1988, s. 73-152; Wade: Triumphus nuptialus danicus, 1996, s. 15 ff.), og dertil havde de bedste af dem tillige som huslærere adgang til de københavnske hof- og adelskredse, der ønskede at være med på hoffets noder og moder. Denne verdslige kunst bibragtes også en større offentlighed ved fyrstelige og adelige bryllupper, fremmede gesandters indtog og andre festlige optog, hvorunder begivenhedens betydning udlagdes i digterisk regi ved oplæste hyldestdigte, men også emblematisk med klassiske kulisser, gevandter, fyrværkerier m.v., der symbolsk illustrerede f.eks. venskabet mellem to nationer, foreningen af to fyrstelige personer osv. Og alt dette blev, ligesom de populære maskeballer, balletter og syngespil sat i scene af de ved hoffet ansatte danske og udenlandske kunstnere, herunder nederlandske, engelske og nordtyske malere, musikanter, balletmestre og teaterfolk.

Som udgiver af avisen Den Danske Mercurius fik Bording senere lejlighed til oftere at beskrive sådanne herlige tilskikkelser, men allerede i hans studentertid var der blandt disse mangfoldige kunstnere i det mindste to, der snart skulle blive en afgørende inspiration for den unge digter: sangeren, musikeren og hyrdedigteren Gabriel Voigtländer (1596-1643), der, for øvrigt ligesom Bordings fader tidligere, var knyttet til den udvalgte prins Christians hof på Nykøbing Slot, og hvis samling af Allerhand Oden und Lieder blev trykt i Sorø i 1642; og den holstenske digterpræst Johann Rist (1606-67), der var velanskreven ved hoffet i København for sine salmer og hyldestdigte til kongehuset og samme år udsendte sin samling af hyrdedigte, Des Daphnis aus Cimbrien Galathee, der ligesom Voigtländers kort efter antoges af Bording som forbillede.

Brusgård, Sorø, Skåne

Det vides ikke, hvor længe Bording opholdt sig i København som student og huslærer for adelige børn, efter at han i 1643 ikke havde gjort brug af den bistand om råd og dåd ved valg af karriere, som broder Laurids' præceptor Ole Worm også havde tilbudt ham. Hans første forsøg som hyrdedigter, en oversættelse fra 1645 af en af Johann Rists hyrdeviser, "Daphnis gik for nogle Dage" (nr. 133, SS I 232-233), kan hidrøre fra københavnertiden, mens en salme skrevet til julen 1647 - "Ørnen med sin lette winger" (nr. 189, SS I 313-319) og et læredigt om lærde kvinder fra samme år - "Scutum Gynaicosophias" (nr. 1, SS I 1-6) - viser, at hans dannelse senest i dette år havde skaffet ham ansættelse hos den ansete adelsfamilie Juel på herregården Brusgård nær Randers, hvor han "to Aar og der over, i Gudsfrygt oplærde nogle Adelige Jomfruer" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv). På herregården var Bordings situation imidlertid den, at der ikke var sønner på godset, og da adelsfrøkener ikke sendtes udenlands på dannelsesrejser, var der ingen udsigter til, at han herfra kunne opnå at slægte sin fader på ved at blive præceptor på en udenlandsrejse. Han tog derfor et skridt, der ville være tjenligt, hvis han ikke agtede at tilbringe resten af sine dage som huslærer i det fjerne Jylland, idet han omkring 1650, hvis man da kan gå ud fra Terpagers noget løse tidsangivelse, drog af til Sorø Akademi for at erhverve sig en magistergrad.

Sorø var ikke noget egentligt universitet, men et ridderligt akademi, hvor unge adelsmænd i alderen mellem 15 og 19 år med et tilstrækkeligt stort gods som finansiel rygdækning modtog en uddannelse, der skulle gøre dem vejen lettere til vigtige embeder som diplomater, officerer, politikere eller diplomater senere i livet. Her lærte man ride-, fægte- og dansekunstens finesser, men da akademiet tillige var en forskole for de adelsmænd, der efter et par års ophold ville drage ud på en dannelsesrejse, havde akademiet også professorer, heriblandt adskillige udlændinge, der tilbød undervisning i flere moderne sprog og tillige kunne bibringe deres elever kundskaber i mangfoldige discipliner som historie, stats- og samfundsforhold, geografi, matematik, geometri, arkitektur, malerkunst og musik (jf. Steensberg:, Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede, 1969, s. 621-623; Heiberg: Christian IV og Europa, 1988, s. 409-421; Hougaard m.fl.: Dansk litteraturhistorie 3: Stænderkultur og enevælde 1620-1746, 1983, s. 145-150). Mangen en ung adelsmand fandt det imidlertid vanskeligt at løsrive sig fra boldhuset eller ridebanen, så for at han ikke skulle blamere sig for groft under dannelsesrejsen ved de dannede hoffer og berømte universiteter, der besøgtes undervejs, ledsagedes han af en præceptor, ofte en lidt ældre, borgerlig akademiker med de nødvendige religiøse og personlige kvalifikationer, så hvis Bording var kommet til Sorø for at opnå en sådan stilling, var han kommet til det rette sted. Det vides ikke, hvor længe han opholdt sig her, hvorledes opholdet finansieredes, eller hvad han studerede, blot at han med den lærde polyhistor Niels Aagaard (1612-57) som vejleder affattede en lille latinsk afhandling om jordklodens inderste substans, der blev trykt på akademiet i 1653.

Med en magistergrad fra et akademi, for hvis alumner vejen fremover enten kunne gå udenlands eller op af den verdslige rangstige, stod borgersønnen Bording i 1653 stærkere karrieremæssigt end nogensinde før, men i modsætning til nogle af hans adressater, Mogens Friis (nr. 2, SS I 7-8; nr. 67, SS I 160-161) og Vitus Bering (nr. 9, SS I 23-24), havde han ikke heldet med sig i første omgang. Gejstlige embeder stod ham åbne, men dem søgte han ikke, og da andre tilbud udeblev i første omgang, må den nybagte magister være vendt tilbage til broderen. I hvert fald angives en hyrdevise at være "componeret af M. A. Bord. I Ulfborg Præstegaard 1654. En meget liflig siungende Dame til Ære. Melodien:Lucidor. Voigtlännders. 71" (nr. 138, SS I 239-240). Det var imidlertid en vigtig politisk begivenhed, der fik Bording til at forsøge sig i en ny digterisk genre, nemlig med et "Fryde skrig" (nr. 43, SS I 84-88) i anledning af, at de jyske stænder i Viborg 20.9.1655 hyldede Frederik III's 9-årige søn Christian (1646-99, konge fra 1670) som "Danmarckis oc Norgis / Udvaalde PRINTZ" (nr. 43, SS I 84). Digtet blev trykt samme år i Hans Skonnings (1579-1651) værksted i Århus, men adressaten var naturligvis kongehuset i hovedstaden.

På dette tidspunkt var Bording "for sin Lærdom og Riim-Konst bleven meget navnkyndig, saa at den Højædle og Velbaaren Herre Tage Tott til Eriksholm, Ridder og Danmarkes Riges Raad, som meget elskte Lærde Mænd og deres Omgængelse, har og kaldet vores Bording til sig" (Terpager: "Levnet", SS 1735 , s. xxxvi). Dermed optoges han i huset hos en af rigernes mest indflydelsesrige adelsslægter, hvor der allerede var to andre amanuenser, den jævnaldrende historiker og digter Vitus Bering (1617-75) og den yngre jurist Jørgen Fogh (1631-85). Af disse var Bering begyndt som huslærer her og havde derpå som præceptor ledsaget sin elev først ved Sorø 1641-43 og derefter på en fem år lang dannelsesrejse. Efter hjemkomsten var han 1649 blevet magister og 1650 professor i historie ved Københavns Universitet, samt kongelig historiograf, men han var blevet fritaget for at forelæse og kunne derfor blive hos grev Thott som amanuensis, indtil han i 1655 fik sin egen herregård ( SS II 98). Dette sidste kan meget vel have været årsagen til, at Thott, eller Bering selv, "som var Bordings altid fortrolige Ven og Velynder" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxvi), var begyndt at se sig om efter en afløser. Også Jørgen Fogh var først huslærer for en ung adelsmand her, indtil denne med Fogh som hovmester 1655 drog af til Sorø og derpå studerede i Heidelberg 1658-60. Alle tre huslærere betragtedes som medlemmer af den nærmeste familiekreds og var 1658 tilstede på godset, da de sammen med familien kaldtes til Tage Thotts kammer, da "de fornam Døden at være forhaanden" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxvi).

Mæcenens død og Sveriges angreb på Danmark samme år var et dobbelt slag for Bording (nr. 64, SS I 152-154), og hans situation kompliceredes kort efter både personligt og politisk af Skånes erobring, Københavns belejring og statskuppet i 1660. Men fra Skåne har han fulgt så godt med i denne rivende politiske udvikling, at universitetstrykkeren i København inden udgangen af 1660 kunne udsende hans næste politiske digt, et nyt "Fryde-skrig" (nr. 44, SS I 88-91), hvori han både fejrede hovedstadens mirakuløse befrielse og arvehyldningen 18.10.1660.

København, Slagelse, København, Ribe, København

Bordings nye frydeskrig udkom på et tidspunkt, da det nye regime nok kunne gøre brug af et så uforbeholdent, offentligt udtryk for loyalitet, for skønt kongemagten ikke blot havde overlevet, men stod stærkere end nogensinde før, var det københavnske borgerskab, der havde støttet statskuppet og nu forventede at få afgivne løfter honoreret, begyndt at røre på sig (jf. Bøggild Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936, s. 193-228). Således meldte svenske gesandter i 1662 om uro i borgerskabet over, at kanonerne på de genopførte volde og på kastellet var opstillet således, at de kunne bestryge byens gader, samt at man havde hørt en borger i et københavnsk vinhus højrøstet udtale, at "Det er os, som har holdt kronen på kongen, og vi kan rive den af igen, når vi vil" (citeret efter Olsen: Danmarks historie 8: Den unge Enevælde, 1964, s. 118). At dette af myndighederne ikke blev opfattet som det rene mundsvejr fremgår af, at krigskollegiets sekretær Herman Meier (1631-85) - en af Bordings adressater i 1664 (nr. 10, SS I 25-27) - overfor sin chef kunne bekræfte, at "Den ringe militie, som er den reelleste assurance for det kongelige arvehus, lægges overalt for nid og had" (citeret efter Olsen: Danmarks historie 8: Den unge Enevælde, 1964, s. 62), hvortil denne, generalauditør Paul Tscherning (1627-66) - en anden af Bordings adressater i 1664 (nr. 58, SS I 132-137) - sekunderede: "Går militsen til grunde, vil civil-etaten snart følge efter, thi som forholdene nu er, må den fremtidige regeringsform i alle henseender opretholdes ved kården" (citeret efter Olsen: Danmarks historie 8: Den unge Enevælde, 1964, s. 62). Dertil viste regeringen sin nervøsitet ved at indskærpe de verdslige myndigheder deres pligt til "at erfare og fornemme, om nogen uformodelige Forsamlinger, Forædderi eller Oprør kunde være forhaanden ... eller om nogen skulde understaa sig os eller vores kongelige Arvehus med forsmædelig Bagtalelse at forulempe" (citeret efter Holm: Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720 I, 1885, s. 29 f.), samtidig med at den beordrede præsterne til fra prædikestolen at pålægge deres menighed at "entholde sig fra at censurere om det, de ikke forstod, men i alle Maader skikke sig, som det ærlige og tro Undersaattere vel sømmer og anstaar, saafremt Kongen ikke imod sin Vilje skulde foraarsages til at bruge de Midler imod de gjenstridige, som Guds og Naturens Lov medfører" (citeret efter Holm: Danmarks-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720 I, 1885, s. 30 f.).

Bordings reaktion på denne tingenes tilstand var straks efter hjemkomsten og i de følgende år at dedicere mere end 20 digte til kongen og det nye regimes indflydelsesrige politikere - rigets feltherre, admiral, kongens førsteminister, adskillige kancellisekretærer m.v. - i håb om eller med direkte bøn om, at de ville støtte hans ansøgninger om en stilling ved hoffet. Hvad han selv synes at have haft i tanken - og endog påstod at have været på tapetet under et foretræde for kongen selv - var en stilling ved hoffet, hvori han "Til eders Førstlig lof anvende allen stund [...] min Danske Sang-Gudinde" (nr. 46, SS I 101), hvilket sammen med henvisningen til den franske hofpoet Ronsard (1524-85) lyder som en bøn om at blive ansat som dansk digter ved hoffet, hvor man i juristen Adam Fr. Werner allerede havde en tysksproget hofpoet, der aflønnedes med 300 rigsdaler årligt (Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, s. 24, fodnote 2). Ved hove havde man imidlertid andet end hofpoesi i tanken og tildelte ham i stedet stillingen som rektor ved latinskolen i Slagelse (1662), et embede han som magister var kvalificeret til, men som han prompte forlod; og selv efter at han i endnu et ansøgningsdigt samme år så tydeligt som overhovedet muligt havde informeret myndighederne om, hvem han var, og hvad han ønskede, ved at bedyre, "At jeg er [ret en] Verdslig Mand, / Saa god som een til Hove" (nr. 55, SS I 127), blev udkommet endnu en gejstlig stilling, denne gang i det fjerne Ribe (1664), som han dog ligeledes forlod i utide for at vende tilbage til København ( SS II 25-29).

Mens Bording ventede på, at kongen og hans mænd skulle få ham indrangeret på rette plads, og måske for at sætte skub i foretagendet på regeringsplan, affattede han i 1663, med hele nationen som adressat og som endnu et vidnesbyrd om den politiske korrekthed, hvormed han også ville forvalte embedet som kongens poet, det rabiate smædedigt (nr. 48, SS I 108-111) rettet mod den undvegne Corfitz Ulfeldt (1606-64), der 24.7. samme år var blevet dømt til døden in absentia og henrettet in effigie 13.11. til skræk og advarsel for det nye regimes potentielle modstandere. Om dette politiske digt medvirkede til Bordings udnævnelse til avisudgiver kan ikke afgøres, ej heller vides det, hvem denne ide kunne stamme fra. Det åbne brev af 30.6.1666, der tilskrev Bording kongens personlige andel i korntienden fra nogle sogne i Norge, blev udfærdiget i rentemester Mogens Friis' kontor, men dette satte ikke aflønningen direkte i forbindelse med Mercurius, hvilket først skete et år senere i det forbud af 23.6.1667 mod eftertryk af avisen, der ifølge en bevaret kladde udarbejdedes af Peder Schumacher eller i det mindste udstedtes "effter Sec: Schums ordre" (citeret efter Ries: Den danske Mercurius, 1973, s. 233). Men den kendsgerning, at det ikke var avisens trykker, men Bording som redaktør, forfatter og udgiver, der beskyttedes mod pirattryk (Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, s. 334, aktstykke 3), viser, at myndighederne mente at have fundet den ideelle ansvarshavende redaktør. For dette arbejde oppebar Bording en årlig indkomst på 200 rigsdaler, fra 1672 forhøjet til 250, men også i redaktørtiden fortsatte han med at holde sine politiske og sociale forbindelser ved lige ved at opvarte en socialt bred skare af adressater med ikke mindre end 39 hyldestdigte af forskellig art. I marts 1677 må han have følt, at døden nærmede sig, eftersom han 8.3. nedskrev nøje bestemmelser om sin begravelse (Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, s. 26-27 og aktstykke 5, s. 336-337), men han fortsatte sit arbejde som kongens poet, så længe han kunne, ved 18.4. i rappe bordingvers at forsvare Christian V mod et svensk smædeskrift (nr. 4, SS I 13-14) og ved kort efter 1.5. at indlevere sidste nummer af sin aleksandrineravis ( SS III 533-536). Han døde 24.5.1677 og blev af aviskollegaen Daniel Paulli med rette mindet som "vor vjtberømte Danske Poet M. Anders Bording/ som var Auctor til den maanedlige Danske Mercurius" (Paulli: Extraord. Maanedlige Relationer, 1677, s. 532).

 

1619 Født i Ribe
1626-37 Ribe Katedralskole
1637 Københavns Universitet
1646 Huslærer på godset Brusgård
1653 Magister i filosofi ved Sorø Akademi
1654 Ophold hos broderen Laurids i Vestjylland
1655 Amanuensis hos rigsråd Tage Thott i Skåne
1660 København
1662-63 Slangerup
1664 Ribe
1666 Udgiver af avisen Den Danske Mercurius
1677 Død i København
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345