|
Forfatterportræt
ved Jørgen Knudsen Indledning Biografi Forfatterskabet Tekstoplysninger Bibliografi Forfatterportrættet som PDF Forside Georg Brandes |
|
|
|
Annoteret bibliografi
Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi
Brev- og bogudgivelser
Hvad der er udgivet af Georg Brandes efter hans død er først og fremmest breve. I 1938 udgav Alf Hjorth-Moritzen et udpluk af Georg Brandes' breve til hjemmet 1870-1871. 1939-42 udkom hans og Edvards Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd - og med hinanden - redigeret af Morten Borup i otte store bind med fortræffelige indledninger til hver af brevvekslingerne - og med den kedelige mangel, at udgiverne har udeladt adskilligt uden at gøre rede for principperne herfor. Udeladelser i det enkelte brev er antydet med en stiplet linje, og læseren kan ikke vide, om udeladelsen skyldes, at det udeladte har forekommet udgiveren privat og ligegyldigt, eller om det blot har forekommet ham alt for pinligt (f.eks. Bjørnsons rygende antisemitisme). Heller ikke de udeladte hele breve gøres der rede for. Et alvorligt studium f.eks. af forholdet mellem Brandes og Bjørnson eller mellem de to brødre Brandes indbyrdes gør det derfor nødvendigt at gå til originalerne. Heller ikke Eva Seibæks supplerende Edvard og Georg Brandes' brevveksling 1866-1877 er fuldstændig. - 1952-66 udgav Paul Krüger Correspondence de Georg Brandes i tre bind plus note-bind, en anderledes nøjagtig udgivelse, dels af Brandes' breve til, dels hans brevvekslinger med en række forfattere og andre franske, tyske, engelske og russiske bekendte. Den tredje store brevudgivelse er kommet i to omgange: Breve til Forældrene 1859-71 udg. af Morten Borup i 1978, mens Breve til Forældrene 2. række 1872-1904 udg. af Torben Nielsen i 1994 omfatter de følgende breve frem til faderens, den længstlevendes, død. Brevvekslingen med Jeppe Aakjær tryktes 1941 i tidsskriftet Janus. I 1956 udkom brevvekslingen med Arthur Schnitzler - Georg Brandes und Arthur Schnitzler. Ein Briefwechsel, v. Kurt Bergel. I 1964 udgav Elias Bredsdorff Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En redegørelse for brevvekslingen med optryk af Brandes' breve til Pontoppidan, mens Pontoppidans breve må læses i Henrik Pontoppidans breve 1 - 2, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997. 1967-68 tryktes i Danske Studier brevvekslingen med Vilhelm Andersen, i 1980 udkom Georg Brandes og Emil Petersen. En Brevveksling. Udg. af Morten Borup. - Klaus Bohnen har i en række tyske tidsskrifter udgivet Brandes' brevvekslinger med Julius Rodenberg, Stefan Zweig, Wedekind, Gerhart Hauptmann, Hoffmannsthal m.fl.
- Alt sammen primært for forskere: os er der nok af! Brandes-læserne kniber det mere med, som det også gjorde, mens han levede, han klagede selv bestandig over det ringe salg. Kort efter hans død udgav Paul Rubow tre bind artikler og afhandlinger, Liv og Kunst, Store Personligheder og Kulturbilleder (1929, 1930, 1932). Dansklærerforeningen havde allerede i 1916 udgivet et udvalg til gymnasiebrug, som siden er blevet revideret og genudgivet flere gange. I 1966-67 udkom Hovedstrømningerne i en ny udgave, samme år blev både Søren Kierkegaard og Francois de Voltaire genudgivet. Ludvig Holberg blev genudgivet i 1969. I hundredeåret for Emigrantlitteraturen, 1971, blev den genudgivet som "Trane-klassiker" med den originale ortografi, mens endnu et optryk, fra 1999, med efterskrift af Peter Thielst, valgte at modernisere retskrivningen. Georg Brandes 1870-1890 - et udvalg kom i 1978. Et kortfattet Levned skrevet til Ordenskapitlet i 1909, da Brandes blev udnævnt til kommandør af Dannebrog, blev udgivet i 1981 af Tage Kaarsted. Ellers har kun en enkelt større udgivelse været forsøgt, da forlaget Tiderne skifter i 1984-87 udgav et fortræffeligt udvalg på ni bind Udvalgte skrifter, redigeret og indledt af Sven Møller Kristensen (som har valgt førsteudgavernes retskrivning). - Blandt mindre (gen)udgivelser kan desuden nævnes Il y a cent ans, la Belgique. Textes et documents de Georg Brandes,1990, udg. af Zsuzsanna Bjørn Andersen, og Elias Bredsdorff: H.C. Andersen og Georg Brandes 1994, rummende Brandes' afhandlinger om Andersen, dennes dagbogsblade om Brandes, deres brevveksling, alt kædet sammen af udgiveren. Også i 1994 udgav Jørgen Stender Clausen i Georg Brandes og Dreyfusaffæren Brandes' artikler om denne sag, fra Samlede Skrifter, med indledning og noter. Emil Aarestrup og Georg Brandes, 2000, med indledning af Poul Paludan kæder Brandes' to essays om Aarestrup sammen med de i disse citerede digte.
Listen over udenlandske udgivelser fra 1927 og fremefter er nok så imponerende. Engelsk-amerikanske udgivelser topper med i alt 17, heriblandt bøgerne om Shakespeare, Goethe og Voltaire, men så sent som i 1975 udkommer Hovedstrømningerne i New York. På spansk var de udkommet i 1946, på kinesisk i 1936-39. Tyskerne, der ellers oversvømmede markedet med Brandes-udgivelser, mens han endnu levede (Hovedstrømningerne alene i en halv snes udgaver), har derimod stort set fået nok, dog udgives Søren Kierkegaard både i 1975 og i 1992, bogen om Berlin i nyoversættelse i anledning af byens 750 års jubilæum i 1989 (Berlin als deutsche Reichshauptstadt. Erinnerungen aus den Jahren 1877-1883). Jørgen Stender Clausen udgav i 2000 første bind af en italiensk oversættelse af Brandes' breve fra Italien til forældrene, Fra mito e realtà. L'Italia del 1870-71 nelle lettere di un giovane critico danese I.
Vurderinger
Ved Brandes' død i 1927 var nekrologernes antal legio - i danske, skandinaviske, europæiske, nord- og sydamerikanske, jødiske, armenske, persiske, indiske og kinesiske blade og tidsskrifter. Selv om han altså også fremover har haft en hel del læsere ude i verden, er hans ry blandt fagfæller snart falmet de fleste andre steder end i Skandinavien. Hans kritiske metode begyndte at forekomme gammeldags i takt med, at kritikken udvikledes hen mod strukturalisme. Faktisk kan der kun anføres få seriøse ikke-nordiske omtaler af hans kritiske indsats efter hans død, således René Welleks kyndige artikel om The lonely Dane i History of Modern Criticism (vol. 4, 1965). Bertil Nolin har på engelsk udgivet en fortræffelig kort biografi: Georg Brandes, Boston 1976. Doris R. Asmusson: Georg Brandes. Aristocratic Radical New York 1981 føjer ikke meget nyt til billedet.
Det er for det første slående, at mens det videnskabelige arbejde med Georg Brandes lod vente på sig helt til hans sidste leveår - en udlovet pris fra 1902 kom aldrig til udbetaling - så har han inspireret et stort antal skønlitterære forfattere til portrættering, lige fra H.F. Ewalds ryggesløse Gustav i romanen Agathe 1873 og frem til Lars-Olof Franzéns Jens Feuer i De rätta älskarna fra 1983 (dansk udgave 1985). En sikkert ufuldstændig liste omfatter 30 romaner, noveller og skuespil, heraf 6 efter hans død (Jørgen Knudsen: Magt og afmagt 598). Kendtest er nok portrættet af Dr. Nathan i Pontoppidans Lykke-Per.
Georg Brandes er desuden beskrevet i en lang række erindringsbøger, oftest set i rollen som selskabsmennesket, der tryllebinder den beundrende skare, der flokkes om ham. Mangfoldigere og tættere på ser vi ham varmt beskrevet i hele seks af Agnes Henningsens syv erindringsbind, og så har hun endda fortiet det centrale, det kærlighedsforhold som bestod mellem dem først i århundredet, og som hendes breve til ham fortæller om (Hendes roman Polens Døtre fra 1901 rummer et af de mange romanportrætter af ham). Fra 1929 stammer Henri Nathansens ejendommelige, ordrige, stedvis meget oplysende erindringsbog om vennen Georg Brandes. Et Portræt. Den citerer desuden en række breve fra Brandes. Et vigtigt kildeskrift om den gamle Brandes er hans sekretær og veninde Gertrud Rungs Georg Brandes i Samvær og Breve, 1930. Endelig må nævnes Gerda Brandes' temmelig uhyggelige lille bog Lyse Minder, trykt i Georg Brandes Selskabets (eneste) årbog, 1976.
Det er dernæst slående, om end ikke synderligt forbavsende, at han også efter sin død har delt sine læsere i tilhængere og modstandere, og at også meget af, hvad der er skrevet om ham efter 1927, har været af polemisk karakter, for eller imod:
For -
To så forskellige mænd som Hartvig Frisch og Poul Henningsen forstod sig selv som arvtagere efter Brandes, det samme gjorde - mere eller mindre udtalt - mange, også mindre prominente medlemmer af Studentersamfundet, siden betegnet som kulturradikale, men der var kun en enkelt, Harald Rue, der skrev seriøst om ham. I korte, vægtige afhandlinger har Rue - første gang i 1924 - beskrevet Brandes som den kæmpende humanist, for hvem modsætningen reaktion - fremskridt var styrende. Det sker ofte i skarp polemik mod Rubow. Rues forskellige arbejder er samlet i Om Georg Brandes 1973.
I de ideologiske kampe i trediverne mellem socialdemokrater, kommunister og partiløse frisindede fungerede Brandes' navn som et nyttigt emblem, en shibbolet, skønt han selv næppe ville have fundet sig til rette i nogen af de eksisterende lejre, gennemført tvivler og drevet frem af en aldrig tilfredsstillet nysgerrighed som han var. "Det forfærdelige ved Dem, Poul Henningsen," havde han i 1923 sagt til den unge arkitekt, da de en dag var mødtes i Politikens forhal, "er at De altid har ret." En kompliment der i Brandes' mund rummer et diskret forbehold.
På hans 100 års fødselsdag i 1942 holdt Studentersamfundet - trods protest fra justitsministeriet - en mindefest for ham (Elias Bredsdorffs tale om "Frihedskæmperen Georg Brandes", se Kommer det os ved? Kulturradikale essays 1934-71. Harald Rues foredrag er trykt i pjecen Hyldest til Hovedstrømningerne 1945).
Som den frisindede kulturradikalisme i trediverne havde været i klemme mellem skeptiske kommunister, der mistænkte sådanne over vandene svævende intellektuelle for - som Nexø udtrykte det - at være "gildingevagten om de besiddendes harem", - og socialdemokrater og andre, der anså dem for at være naive kommunistiske medløbere, sådan gentog mønstret sig under den kolde krig. Det blev heller ikke lettere at tale Brandes' sag, da en militant marxistisk linje prægede universitetsmiljøet i 60'erne. Alligevel fik han netop her nye fortalere, som f.eks. Johan Fjord Jensen, der hentede inspiration i "Brandes' særlige form for isolation, det at han stod udenfor og som kritiker virkede ind på det vedtagne."
- og imod
I sin levetid havde Brandes lige fra 1872 givet anledning til adskillige polemiske bøger og småskrifter, med Alfred Ipsens Georg Brandes. En Bog om Ret og Uret I - III 1902-03 som (rodet) grundbog og Harald Nielsens Usurpatoren 1916 som eneste virkeligt talentfulde og til dels også rammende portræt, et billede af Brandes som charlatan, selvoptaget komediant og rodløs jøde. For Brandes selv stod også Vilhelm Andersen som en fjende, om end han dækkede sine angreb ind med perfide beundringsudtryk. I Tider og Typer, Goethe Bd. 2, 1916 giver Andersen varmt udtryk for stor beundring - og anbringer så sine nålestik, der handler om, at Brandes som jøde er fremmed for det specifikt danske som han, Andersen, har anderledes forstand på. Også Brandes' anden akademiske konkurrent, Valdemar Vedel var en mester i at klæde sit ubehag ved denne selvpromoverende martyr i beundrende udtryk, skarpest gør han det i sin anmeldelse af Francois de Voltaire.
En helt femte ihærdig modstander var den norske Chr. Collin, der polemiserede moralistisk mod Brandes allerede i 90'erne og siden under verdenskrigen. P. Lauritsen har i Chr. Collin og Georg Brandes I -II, 1958 refereret Collins synspunkter udførligt.
Den konservative kritik af Brandes fortsatte ganske længe efter hans død, ofte med en aktuel brod mod hans kulturradikale følge. Således anså Henning Kehler, som i trediverne fremstillede ham som drevet frem af forfængelighed og higen efter berømmelse, hans og broderen Edvards fædrelandskærlighed for at være jødiske postulater og mente, at "ingen har smædet Danmark som Brødrene Brandes, og ingen med mindre Ret." Som skribent var Georg glimrende, som tænker "værre end overfladisk". Brødrene Brandes ville politisere kulturlivet. Frugten blev den kulturradikalisme, der er et lige så uorganisk element i det danske samfund som de selv var. - Hakon Stangerup ligger på samme linje, når han i Kulturkampen I - II, 1946 søger at vise, at det moderne gennembrud var en kunstig, med ufine midler påduttet ideologisk bevægelse, som i 1883 brød sammen under vægten af sine indre modsigelser. Fremtiden tilhørte den frisindede grundtvigianisme (Stangerups bog blev skarpt imødegået af Henning Fenger i Orbis Litterarum 4, 1946 259-288).
Som en fortsættelse af denne linje kan man læse Søren Krarups Harald Nielsen og hans tid 1960 og ikke mindst Det moderne Sammenbrud 1789-1984, 1984, hvor Brandes skildres som den overfladiske romantiker og humanist, der ikke vil indse, at Vesteuropas forfald skyldes den afvisning af Kristus, der er en følge af forgudelsen af mennesket. Krarup er en mand af de store linjer: "Fra guillotinen til Gulag. Det er den linje på hvilken det Moderne Gennembrud er en lokal dansk station".
Brandes-forskning
Grundlaget for den videnskabelige behandling af forfatterskabet blev lagt med oprettelsen af Georg Brandes Arkivet på Det kgl. Bibliotek i 1912, hvortil hans papirer, manuskripter, bøger og breve efterhånden overførtes - det som ikke blev sorteret fra, dels af ham selv, dels efter hans død af hans datter Edith, som også med hård hånd har censureret - d.v.s. bortklippet, udkradset eller overstreget hvad hun ikke mente, eftertiden burde få indsigt i, således især i hans dagbøger. Arkivet, der er bibliotekets største privatarkiv, består af i alt 328 kapsler med breve, papirer og tryksager. Af brevene, der fylder i alt 191 kapsler, er langt de fleste breve til ham, af hans egne er færre indgået, mens andre kan findes på biblioteker rundt om i Europa.
En anden censor ved siden af Edith har den daværende leder af Det kgl. bibliotek Carl S. Petersen været: Efter Brandes' død lod han ukendte mængder af papirer, især vistnok avisudklip om Brandes, køre på lossepladsen.
Det må nævnes, at der i Georg Brandes Arkivet desuden findes en lige så nyttig som forbavsende registrant over Brandes' liv, der følges omtrent fra dag til dag med oplysninger om - og ofte citater fra - artikler, breve, anmeldelser, polemikker osv. Den akribiske forfatter hedder Aksel Madsen, var kontorchef og må have brugt år af sit liv på dette imponerende arbejde.
Ved Århus universitet oprettedes i trediverne et efterhånden meget omfattende Brandes-arkiv, af professor Paul Krüger. Her har bl.a. en betydelig registrering af manuskripter og artikler fundet sted.
Det videnskabelige Brandes-studium indledtes af Paul Rubow i Edda 1916, og Rubow har siden mangfoldige gange skrevet om Brandes, her er det nok at nævne Georg Brandes' Briller fra 1932, hvor det er en ægte Rubowsk pointe at påvise, at Brandes havde overtaget Taines og dermed i sidste ende romantikkens syn på oplysningstiden - hvilket får hans egen forestilling om at ligge i forlængelse af denne tradition til at fremstå som indbildning. Rubows beundring for den indfølende kritiker og den smidige sprogkunstner er ubegrænset, men i Brandes' livsanskuelse ser Rubow ingen anden kontinuitet end epikuræerens: han var "uden Lyst og Kraft til at gennemføre en Livsopfattelse og kæmpe for den... Han følte sig som ung kaldet til Profet, og maaske vedblev han at have Profetiens Gaver, men snart den ene snart den anden Gud talte af hans Mund. Det er en Digterskæbne." (Georg Brandes' Briller 110).
En nyttig ideologisk præcisering udkom i 1937 med Gunnar Ahlströms disputats Georg Brandes' Hovedstrømninger, der påviser Brandes' afhængighed af venstrehegelianismen og undersøger hans afstandtagen til dele af Taines idéverden.
Fra samme år en anden svensk publikation, Holger Ahlenius: Georg Brandes i svensk litteratur till och med 1890. En overordentlig nyttig gennemgang, som blot mangler sin fortsættelse - og ikke mindst sin norske pendant.
I Rubows spor disputerede Henning Fenger i 1955 med Georg Brandes' Læreaar. Læsning - Ideer - Smag - Kritik 1857-1872. Fenger dykker her ned i Brandes-arkivets skatte og gør derudfra rede for den unge Brandes' læsning og hele litterære baggrund og viser, hvordan han benytter det læste, sine steder ganske nærgående. Disputatsen følges op af den veloplagt skrevne Den unge Brandes fra 1957, der bl.a. fremdrager den for Brandes' udvikling afgørende forbindelse med den gifte Caroline David. For Fenger er Brandes interessant som menneske og som litterær, ikke som politisk skikkelse: den brandesianske propaganda er bundet til en tid, der er uhjælpeligt forbi, han har sejret sig til døde, de ideer han kæmpede for er blevet banale selvfølgeligheder.
Fra 1965 stammer Bertil Nolins Den gode europénmed undertitlen Studier i Georg Brandes' idéutveckling 1871-1893 med speciell hänsyn till hans förhållande till tysk, engelsk, slavisk och fransk litteratur. Nolin gør her grundigt rede for vekselvirkningerne: hvad Brandes lærte af mødet med de pågældende landes litteratur og mennesker, og hvad han kom til at betyde for dem.
Der skulle gå ca. fyrre år efter Brandes' død, før afpolitiserende behandling ad modum Rubow og Fenger samt bidsk polemik af den art, som f.eks. Stangerup på den ene, Rue på den anden side stod for, afløstes af en vis konsensus om noget, man kunne kalde kritisk beundring: et udgangspunkt i den selvfølgelige erkendelse af hans enestående format og hans betydning for sin tid - forbundet med en vis sympati for det, han stod for. En sådan holdning fik i 1971 - hundredeåret for Emigrantforelæsningerne - to forskellige udslag. For det første afholdtes på Københavns Universitet en række forelæsninger, der siden blev udgivet under titlen Den politiske Georg Brandes, redigeret af Hans Hertel og Sven Møller Kristensen: en samling studier om "Aktivisten Georg Brandes", med indlæg om hans syn på bl.a. socialismen, forfatningskampen og sexualmoralen. Det største og vægtigste arbejde er Hertels veldokumenterede kronologiske gennemgang af "Georg Brandes mellem socialdemokrater, marxister og kulturradikale".
- Samme år stiftedes "Georg Brandes Selskabet". I den første bestyrelse sad Harald Herdal (formand), Alf Hjorth-Moritzen, John Mott, Jørgen Henrik Lindstrøm, Hans Bendix, Birte Bruun, H.H. Hansen, Henrik Stockmann og Per Sonne. Yderligere oplysninger, se Alf Hjorth-Moritzen: Georg Brandes Aktiviteter. En Oversigt. 1977. Selskabet har siden sin stiftelse årligt afholdt flere medlemsmøder, ofte omkring aktuelle Brandes-relevante udgivelser, ligesom det har stået for enkelte udgivelser.
1973 udkom Elias Bredsdorffs Den store nordiske krig om seksualmoralen, en grundig og fascinerende gennemgang af Sædelighedsfejden og Brandes' rolle i den.
Et symposium om Brandes i 1978 - med deltagelse af hen ved 30 specialister fra 11 lande - mundede ud i samleværket The Activist Critic 1980, udgivet af Hans Hertel og Sven Møller Kristensen. Undertitlen er A symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes, og vægten ligger da også på Brandes som "den gode europæer og kulturmissionær", som Nietzsche har kaldt ham, desuden på den "aktivistiske" kritiker, de undertryktes forkæmper, samt på hans kritiske og ideologiske synspunkter. Et særlig værdifuldt bidrag var Henry J. Gibbons: The reluctant Jew. Et appendix ved Per Dahl og John Mott, Georg Brandes - a bio-bibliographical survey - rummer en kronologisk oversigt over hans liv og værk, en fortegnelse over hans danske og udenlandske udgivelser samt en liste over udenlandsk litteratur om ham.
Samme år, 1980, udkom Sven Møller Kristensens Georg Brandes. Kritikeren liberalisten humanisten. En overordentlig nyttig redegørelse for hans kritiske metode, hans samfundssyn og menneskeopfattelse.
En særlig polemisk linje har været den kvindepolitiske. Brandes' positive betydning for kvindesagen er hævet over al tvivl, men dels blev han selv stadig køligere over for den og var således uinteresseret i den i 1915 gennemførte kvindelige valgret, dels vakte beretningerne om hans omfattende kvindeforbrug modvilje. Under alle omstændigheder har han også efter sin død i høj grad fascineret kvindelige forfattere, i tiltrækning og frastødning.
Diskussionen om Brandes og kvinderne har ofte taget udgangspunkt i hans forhold til Victoria Benedictsson. Med Lucien Maury: L'amour et la mort d'Ernst Ahlgren fra 1945 indledtes en endnu næppe afsluttet række bøger, der med udgangspunkt i Benedictssons omfattende dagbøger giver hver sin tolkning af forholdet mellem de to. Mens den franske bog næppe blev bemærket, vakte Fredrik Bööks Victoria Benedictsson och Georg Brandes, 1949, stor opsigt. Her gives på baggrund af dagbøgerne et fælt billede af Brandes, som hun i et afskedsbrev giver skylden for sit selvmord. Hermed var et tema anslået, som siden er blevet varieret i en række arbejder, hvor kvindelig forargelse over mandlig egoisme varieres. Da disse bøger handler nok så meget om hende som om ham, skal de ikke opregnes her. I 1993 forsøgte Ingrid Primander i Den auktoritativa texten. Studier i Victoria Benedictssons författarskap, (første halvdel af en ph.d.-afhandling ved Århus universitet, resten utrykt) at kortslutte en til tider både heftig og fantasifuld debat ved at hævde den svenske forfatterindes totale utroværdighed. - Det er ikke lykkedes hende.
Det er en vigtig pointe i Pil Dahlerups disputats fra 1983, Det moderne gennembruds kvinder, at samtidig med at Brandes støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, der søgte at kæmpe sig ud af mandssamfundets skygge frem til en bevidsthed om deres ligeværd og til en plads på lige fod med de mandlige, så holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens, og ved ikke at anmelde deres bøger. "Han tager [kvindelitteraturen] til sig ømt og ansvarsfuldt som en fader og afviser den med patriarkalsk autoritet" (s. 127). Tesen er imødegået bl.a. af Hans Hertel i Kritik 68, 1984, og af Jørgen Knudsen, se Georg Brandes. Symbolet og Manden 526.
Fra 1984 er Jørgen Stender Clausen: Det nytter ikke at sende hære mod ideer. Georg Brandes' kulturkritik i årene omkring 1. verdenskrig. Den af omfang lille bog giver perspektiv til Brandes' indsats under krigen og viser, hvor megen væsentlig tidshistorie, en beskæftigelse med ham kan åbne for.
I 1985 udgav Erik M. Christensen Henrik Ibsens realisme: illusion katastrofe anarki med en egenvillig tolkning af det ubestrideligt gådefulde forhold mellem Ibsen og Brandes.
Samme år udkom Jørgen Knudsens Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842-77, første bind af en større biografi, hvoraf siden er kommet: Georg Brandes. I modsigelsens tegn 1877-83, 1988, Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-95, 1 - 2, 1994, Georg Brandes. Magt og Afmagt 1896-1914, 1 - 2, 1998.
- Og publikationerne bliver bare ved!
Zsuzsanna Bjørn Andersen: Stemmen udefra. En studie i Georg Brandes' reception i Ungarn 1873-1927 1989 føjer endnu en lille brik til mosaikken. (Også på engelsk: The Voice from Outside, Budapest 1994).
Trods de senere års vægt på den politiske, ligefrem "aktivistiske" side af Brandes, lever interessen for kritikeren heldigvis stadig, som det f.eks. fremgår af Lars Peter Rømhilds tilsyneladende så beskedne, men lærerige og underfundige specialstudie fra 1996, Georg Brandes og Goethe,
Især til glæde for forskere er Per Dahls Georg Brandes-tidstavle 1842 - 1927 (Arbejdspapirer 18 - 1998. Institut for Litteraturhistorie. Aarhus Universitet).
I 1999 udgav Werner Thierry en fortræffelig lille biografisk oversigt, Georg Brandes Værk og skæbne.
- Og enden er ikke endda. En fuldstændig bibliografisk redegørelse over Brandes' artikler og publikationer ved Per Dahl og John Mott har længe været undervejs, gang på gang forsinket på grund af manglende bevillinger. Men den kommer vel til sidst! - Også en større udgivelse af en række brevvekslinger er planlagt, også her er udgivelsesterminen usikker.
| 1842 | Født i København |
| 1864 | Magisterkonferens i æstetik |
| 1866 | Ophold i Paris |
| 1870 | Doktorgrad: Den franske æstetik i vore dage (om H. Taine) |
| 1870 | Rejser til England, Frankrig og Italien |
| 1871 | Forelæsningsrækken: "Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur" |
| 1877-82 | Ophold i Berlin |
| 1883 | Det moderne gennembruds mænd |
| 1927 | Død i København |
