Hele N.F.S. Grundtvigs virke i det praktiske liv så vel som i alle aspekter af det store forfatterskab hviler på hans protestantiske begreb om kristendom. I korte intenst oplevede perioder, som både Grundtvig selv, hans samtidige og eftertiden har forstået som anfald af sindssyge (en maniodepressiv psykose), kan han tvivle på, at han personligt har det rette forhold til Gud, Kristus og Helligånden. Troskriserne ytrer sig imidlertid aldrig som tvivl på Guds eksistens, Kristi frelsergerning eller Helligåndens virkelighed. Heri ligner Grundtvigs tro Søren Kierkegaards (1813-55), hans store antipode i den danske guldalders religiøse tænkning.

På denne kristelige grundholdning udviser Grundtvigs samlede litterære livsværk en vidtstrakt beskæftigelse med verdslige og ikke-teologiske anliggender. Ved siden af vægtige indsatser som præst, teolog og salmedigter og som politiker og pædagogisk tænker er Grundtvig også en humanist. Han bestræber sig på i helt igennem ufagligt sprog at oplyse om menneskets stilling i verden, under inddragelse og videreudvikling af traditionelle akademiske fag som filosofi, historie (universalhistorie, kirkehistorie, Danmarkshistorie), mytologi, filologi og kunst, især digtning. Han kalder selv hele dette område for det historisk-poetiske.

Grundtvig er aktiv skribent i ikke mindre end 74 år. Indtil 1824 følger han til en vis grad litterære moder fra den sene oplysningstid og fra den nye romantik. I de sidste 50 år af forfatterskabet gør han bevidst oprør imod dem til fordel for en tilbagevenden til ældre mønstre fra middelalder, renæssance og barok. Det 18. århundredes materialisme og erfaringsbaserede videnskabelighed tog han gang på gang afstand fra, skønt han egentlig var med til at fortsætte oplysningstiden i meget af sin egen pædagogiske metodik. Også den tyske romantiske naturfilosofi, der for ham syntes at slette skellet mellem godt og ondt, vakte regelmæssigt hans harme, mens romantisk digtning, der ved længselstematik pegede ud over det jordiske og ved et associationsrigt billedsprog lod tolkningsmuligheder stå åbne, ofte kunne inspirere ham. I stedet for den individuelle, altså relativistiske, oplevelseskultur i digtningen efter Kingo satte han sit eget, menighedens og det danske folks og samfunds forhold til Gud, troen, verdenshistorien og fædrelandet.

Grundtvig får i anden halvdel af sit lange liv mange elever, beundrere og tilhængere, men ingen af dem efterlignede ham som digter og forfatter. Her fik han lov til at stå som den ener, han var. Han udtrykte sig med varierende vægtning i to digteriske tonelejer. Det ene var en enkel, næsten mundret stil, med ordsproglig fynd (der kunne afføde nye ordsprog). Det andet var en kompliceret symbolsstil, hvor han i ekspressionistiske billeder og i associationer hentet fra vidt forskellige områder (religion, mytologi, historie, natur) opnåede en frugtbar flertydighed. I begge tilfælde bemærkes en usædvanlig evne til løbende versifikation og til rim, der falder på plads af sig selv. Tilsvarende veksler i hans prosa en kort præcis udtryksform med en langsommeligt og nuanceret drøftende gangart i forgrenet syntaks.

Grundtvig kunne med sine yderliggående særheder udfordre til parodi og karikatur, men ved bedømmelsen af hans ofte overdrevent virkende offentlige personlighed skal man ikke glemme hans reserve, en underbund af humor i slægt med Ludvig Holbergs (1684-1754), J.H. Wessels (1742-85) og Jens Baggesens (1764-1826). Så længe Grundtvig er ung og menneskeligt usikker, kompenserer han med skarpt og ubarmhjertigt vid og uimodståelige argumenter, men fra omkring 1832 bliver han rundere og varmere i takt med det syn på medmennesket og borgersamfundet, der vokser i ham. Grundtvig regnes ikke stort blandt dansk filosofis dyrkere. Alligevel er det ham, hvis tænkning drøftes bredt og bruges endnu i dag, hvor skrifter af det 19. århundredes filosofiprofessorer F.C. Sibbern, Rasmus Nielsen og Harald Høffding mest er for fagfolk. Grundtvig gik ud over både det akademiske og det litterære med sin livsindsats. Hans ukuelige optimisme i troen på Guds universalhistoriske hensigt med danskerne fik ham til gang på gang at tolke ulykkelige begivenheder som nødvendige fødselsveer, inden det nye kommer til verden. Det gælder således Københavns bombardement 1807, statsfallitten 1813, tabet af Norge 1814 og krigsnederlaget i 1864. Ikke for ingenting er "nytår" en fast vending hos ham.

Grundtvig havde den lykke, at folkekirken tog hans salmer til sig i stort tal, mens hans historiske syner og hans forestilling om menneskelivet (i prosa og poesi) blev bevaret og udviklet i en anden institution, folkehøjskolerne. Det adskiller Grundtvig fra alle andre digtere i guldalderen, at han forstod at gøre sit forfatterskab til redskab for en forandring af samtiden og dermed også eftertiden. Skønt Grundtvigs samlede værk som skribent er meget sidestærkt, overskygges størstedelen af det dog af den indflydelse, hans følelsesbølgende personlighed og hans jordnære og snusfornuftigt formulerede tanker udøvede.