Johannes Carsten Hauch var ud af en af Danmarks fineste familier. Han blev født i Frederikshald i Norge d. 12. maj 1790. Her havde familien taget midlertidigt ophold, mens faderen Frederik Hauch med sin hustru Karen (f. Tank) var på vej til stillingen som stiftamtmand i Bergen, den øverste embedspost i tvillingerigets norske provins. Hans farbror, A.W. Hauch, var på samme tid langt inde i den karriere ved hoffet der kronedes med udnævnelsen til hofmarskal under Frederik VI.

Sine første barneår tilbragte Hauch i familiens lejlighed i Bergen. Han blev holdt borte fra andre børn og fik ikke set meget andet af livet der end det han kunne kigge på fra vinduerne. Men da han var otte år blev hans opdragelse lagt i hænderne på præsten Niels Hertzberg i Malmanger ude i det vestnorske fjordlandskab, og her fik han en række barndomsår som fæstnede sig dybt i ham. Hertzberg sørgede naturligvis for at han fik den nødvendige boglige lærdom og gode manerer, men ellers lod han ham færdes frit ude. Han fik ordentlige legekammerater blandt egnens bonde- og fiskersønner, klatrede i bjergene og fiskede i fjordene.

I 1803 blev faderen forfremmet til overpostdirektør i Danmark, og familien flyttede til København. Hauchs skolegang blev fortsat i det Schouboeske institut. I 1807 blev han medlem af studenternes livjægerkorps og deltog i dets udfald mod englænderne. Han blev student i 1808 og begyndte at læse jura. Studierne kedede ham, han havde ikke megen lyst til den glimrende embedskarriere han ellers var født til og fandt sine standsfæller åndløse.

I stedet blev han grebet af poesien og af den romantiske naturfilosofi og sluttede sig begejstret til Oehlenschläger som fattede venskab for ham. I 1814 fik han sit første digt offentliggjort i tidsskriftet Athene, og han blev aktiv i "Tylvten", Oehlenschlägers våbendragere i generationsstriden med Jens Baggesen, hans heksametersatire mod Baggesen, "Hunden til Maanen", er både grov og vittig.

Men han kom i tvivl om sit talents bæreevne og Oehlenschläger var tilbøjelig til at give ham ret. Så også i 1814 begyndte han på et seriøst naturvidenskabeligt studium, næppe upåvirket af farbroderen A.W. Hauch som var en af sin tids bedste amatører på området og ejer af en fremragende instrumentsamling. Han blev magister i naturfag i 1820 og doktor året efter.

Hans fremgang i videnskaben bragte ham familiens anerkendelse og den skaffede ham understøttelse til videre studier i udlandet - det lå allerede dengang i kortene at han skulle uddanne sig til at overtage lærestolen i naturfag ved det akademi i Sorø som var under oprettelse.

Hans studier samlede sig om et område under zoologien som på den tid tegnede biologiens frontforskning: den sammenlignende anatomi, dvs. studiet af de anatomiske ligheder som findes mellem meget forskellige dyr (knoglebygningen i menneskets hånd, sælens luffe og flagermusens vinger er varianter over et fælles skema). Den fremmeste forsker på dette felt var Georges de Cuvier, der som professor i Paris var vidtberømt for sine studier i fossiler. Ham opsøgte Hauch og han blev hurtigt velanskrevet hos ham. I Paristiden søgte han også en vis omgang med både den landsforviste P.A. Heiberg (1758-1841) og hans søn Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Den sidste lærte ham at spille guitar, men egentlige venner blev de ikke.

Selv om Hauch gjorde fremskridt under Cuvier følte han selv at han, der var kommet til naturvidenskaben fra naturfilosofien, manglede meget i konkret, praktisk viden og kunnen i sit fag. Han valgte derfor at tage på feltstudier i bugten ved Nizza hvor han ville studere det lave vands bløddyr. Her gik han så meget op i sine studier at han negligerede en betændelse i fodleddet.

Forsømmelsen førte til at sygdommen kom til at styre de næste år af hans udlandsophold. Han opsøgte forskellige bade og kure og lige lidt hjalp det. Rejsen fra kursted til kursted bragte ham længere og længere sydpå indtil han kom til Napoli for at søge de varme kilder ved Ischia. I Napoli fik han støtte af Jean Dalgas, en dansker af svejtsisk oprindelse som havde skabt sig en forretning i byen. Han satte ham endelig i forbindelse med en ordentlig læge, den berømte kirurg Mancini. Hans besked var nedslående: koldbranden i benet var så fremskreden at kun en amputation kunne redde hans liv. Hauch bøjede sig og lod benet sætte af, det var, som han bemærker i erindringerne, "før Clorophormen".

Sydommen bragte ham ud i en dyb krise. Kurrejsen havde ædt al hans understøttelse op uden at han var kommet nogen videre vegne med sine studier, forholdet til faderen var blevet elendigt, han havde ingen lyst overhovedet til at blive lærer i Sorø og han følte lede ved at skulle vende hjem som krøbling. I fortvivlelse besluttede han sig for at etablere sig som naturlærer i Napoli. Det så Dalgas ingen fremtid i, men støttede alligevel en privat udgivelse af et værk som sammenfattede hans hidtidige forskning: Degli organi imperfetti ... Napoli 1827. I sine erindringer skriver Hauch at bogen blev mødt med kirkelig censur og derfor ikke kunne udgives officielt. Det kan kilderne ikke bekræfte, men det er troligt at forehavendet har stødt på gejstlig modstand i det konservative Napoli. Hauchs beskæftigelse med de rudimentære organer danner ikke epoke i videnskaben, men den indgår tydeligt i den udvikling som førte frem til Charles Darwins formulering af evolutionsteorien i The Origin of Species (1859). At det bar den vej hen havde Hauch selv en klar erkendelse af, og selv om han nemt afviste katolske omvendelsesforsøg kom han alligevel ud i alvorlige religiøse anfægtelser.

Det var i denne kriseperiode at den digteriske produktivitet vågnede i ham igen, men ikke umiddelbart dermed troen på talentets bæreevne. Det hele brændte sammen for ham og d. 16. april 1826 forsøgte han at begå selvmord ved at skyde sig i brystet. Forsøget mislykkedes, og så greb Dalgas for alvor ind. Gennem Oehlenschläger udvirkede han en forsoning med familien, stillingen i Sorø stod fortsat åben og Hauch lovede at komme hjem.

Men han tog sig sin tid til det. Så snart han var blevet fysisk og psykisk restitueret forlod han Napoli og slog sig ned i Rom. Her blev han venner med billedhuggerne Bertel Thorvaldsen og Herman E. Freund og digteren Ludvig Bødtcher. Han studerede ivrigt den romerske antik og renæssancekunstnerne, især Michelangelo betog ham. Men først og fremmest skrev han. Allerede i Napoli var han begyndt på den romantiske eventyrkomedie Hamadryaden og i Rom kom dramaerne Bajazet, Tiberius og Gregorius den Syvende til.

Først derefter tiltrådte han den egentlige hjemrejse. Rejsen gik over München hvor han mødte en åndsbeslægtet i naturfilosoffen G.H. Schubert. Men den vigtigste station var Dresden. Her boede digteren Ludwig Tieck, nok den af de tyske romantikere som blev mest beundret i Danmark. Hauch havde udarbejdet en tysk oversættelse af Hamadryaden. Den viste han til Tieck, og hans begejstrede respons blev for Hauch den endelig bekræftelse på at han var digter.

Rygtet gik at Tieck ligefrem havde sat dette digt over alt andet han havde læst på tysk i mange år. Siden skal han have udtalt at slet så begejstret havde han nu ikke formuleret det, men i hvert fald var det hvad man mente at vide i Danmark da Hauch omsider vendte hjem i 1827. I en velkomstfanfare i Den flyvende Post i juni proklamerede J.L. Heiberg at "Vor længe savnede Landsmand Herr Dr. Hauch, Professor ved Akademiet i Sorø, er endelig ... kommen tilbage." Så nævner han de fire romerske værker som snart vil komme på dansk og skriver: "Indtil da være det tilladt, foreløbigen at anføre Tiecks Dom over vor geniale Landsmands Arbeider, meddelt i et privat Brev fra en Mand, til hvem han har sagt: 'at der siden Gøthes bedste Tid ikke var seet noget fortæffeligere i den dramatiske Litteratur, end disse fire Skuespil'" (citeret efter Galster II s. 8).

Foreløbig drog Hauch til Sorø for at tiltræde sin stilling som lærer i naturfag. Den passede han samvittighedsfuldt i de atten år han havde den, lige som han tog sin behørige del af det kollegiale ansvar for akademiets trivsel. Han offentliggjorde også enkelte naturvidenskabelige afhandlinger i Sorøtiden, men de er ikke udtryk for at han drev studierne på dette felt videre. Den mest omfattende er en forkortet dansk version af Napolibogen, Kort Oversigt over en Deel rudimentariske Organer, over deres Bestemmelse i Naturen, samt over en systematisk Udviklingsfølge, der tildeels paa disse kunde bygges fra 1831. Samme år kom også en mindre afhandling Om de tre Organsystemer med Hensyn til Klassificationen. Den er interessant for sin endelige idealistiske udformning af den udviklingstanke som ligger i Hauchs naturvidenskabelige arbejder overhovedet: "Paa samme Maade endelig vorder Nervesystemet Organ for et endnu høiere Princip, for en skiult Aandelighed, ligesom den hele jordiske Natur overhovedet er et betegnende Ziffer for en styrende, mægtigere Aand, hvoraf Nervesystemet kun her paa Jorden er det fuldkomneste legemlige Aftryk".

I København havde Hauch truffet og forelsket sig i Frederikke Elisabeth Bruun Juul, kaldet Renna, som var enogtyve år yngre end ham. De blev gift i 1829 og ægteskabet var til en begyndelse lykkeligt. Renna var betaget af sin højtbegavede, digteriske mand, og jordbunden som hun var tog hun sig glad af alt det praktiske - også hvad pengene angik, hun fik simpelthen alle Hauchs indtægter og så fik han lommepenge. Allerede i 1829, næsten på dagen ni måneder efter brylluppet, fik de deres første barn, sønnen William, siden kom i hastig rækkefølge tre piger og en dreng til. Hauch var meget glad for sine børn, han omtaler dem med stor kærlighed og nærmest beundring i sine breve, men de oplevede ham som en fjern far. Opdragelsen tog Renna sig af. Den var, i overensstemmelse med Hauchs egne glade minder fra Malmanger men ikke mindst Rennas helt nøgterne naturfølelse, meget lidt pylrende, til stor forargelse for Sorøs fruer.

Hauch selv var fra sin hjemkomst og i hele sit virke først og fremmest digter. At hans virke som sådan ligger i klar forlængelse af den romantik han allerede havde tilsluttet sig i ungdommen ses naturligvis først og fremmest af hans arbejder, men der er noget næsten symbolsk ved at han ved sin hjemkomst vakte størst opmærksomhed i offentligheden som polemiker. På det tidspunkt rasede striden mellem Oehlenschläger og J.L. Heiberg med tydelig karakter af et generationsopgør. Hauch kastede sig med stor ildhu ind i bataljen, naturligvis på Oehlenschlägers side. Det slap han ikke godt fra, hans lidet gennemtænkte grovheder var det en nem sag for Heiberg at affeje, Hauch ramte hele tiden ved siden af med sin kølle, Heiberg traf dybt de få gange han stak med fleuretten. Hauch og Oehlenschläger forblev venner til Oehlenschlägers død, men som årene gik distancerede Hauch sig fra vennens virke uden direkte at lade ham det vide.

For Hauchs vedkommende toppede indsatsen i den polemiske komedie Den babyloniske Taarnbygning i Mignature. Et Forsøg i den aristophaniske Comoedie fra 1830. Den er der ikke noget godt at sige om, heller ikke at den rummede et groft overfald på den unge H.C. Andersen som Heiberg havde taget vel imod. Senere kom H.C. Andersen og Hauch på mere venskabelig fod med hinanden, og takket være Andersens indsats holdt venskabet også, da Hauch i romanen Slottet ved Rhinen eller de forskjellige Standpunkter (1845) tegnede et portræt af et selvglad spildt talent som mange - med en vis ret - fandt modellen til i Andersen.

Han fik også andre venner i Sorøårene. Blandt dem var kritikeren Peder Hjort og efter en oprindelig kølighed B.S. Ingemann. I begyndelsen stod de også sammen som kolleger da akademiet kom under angreb for dårlig ledelse, men her måtte Hauch og Ingemann dog til sidst lægge afstand til Hjort og hans meget rabiate synspunkter - uden at venskabet gik helt i stykker.

Det kan hænge sammen med at Hauch efter 1840 blev så led ved hele situationen i Sorø at han i 1846 med glæde slog til da det blev muligt for ham at blive professor i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Kiel. Her kom han ind i en politisk heksekedel, for det holstenske oprør mod den danske overhøjhed var allerede godt i gang. Alligevel blev han godt modtaget af sine tyske kolleger, og efter nogle forsøg lykkedes det ham også at samle så mange studenter at han kunne komme til at undervise i sine fag. Især vakte hans forelæsninger om nordisk mytologi interesse og han nåede at skrive en nordisk mytologi på tysk. Det politiske røre holdt han afstand til og han fik længe lov at holde sin stilling som tilhører på sidelinjen. Men da det for alvor brød løs i martsdagene 1848 måtte han og familien i huj og hast forlade Kiel og flygte til København. Hauch nåede ikke en gang at få sine bøger og papirer med sig.

Han vendte ikke tilbage til Sorø, men blev i København hvor familien efter nogen tid fik bolig på Frederiksberg Slot. Til en begyndelse var udkommet usikkert, men i 1851 overtog Hauch professoratet i æstetik efter Oehlenschläger. Også det embede passede han med omhu. Han havde ikke mange tilhørere i auditoriet, men de af dem som har fortalt om ham, blandt dem Georg Brandes, giver indtrykket af en gammel mand der med stor værdighed haltede op på katederet. Der kom han tøvende i gang, men talte sig op og hans varme begejstring rev tilhørerne med.

Endnu et embede kom til da kultusminister Hall i 1855 bad Hauch om at træde til som formand for den kommission der skulle tilpasse Det kgl. Teaters styreform til den nye forfatning. Tre år senere blev han den ene af teatrets to direktører. Dermed blev han spundet ind i et net af intriger og magtkampe både inden for og omkring teatret. Han kunne overhovedet ikke vinde gehør for sit eget idealistiske og gammeldags teatersyn og blev hurtigt træt af atmosfæren. Alligevel var det med en vis bitterhed, men også lettelse, at han tog imod sin afsked i 1859 efter at Monrad havde afløst Hall. Han fik lov at fortsætte som censor til 1871, men øvede ingen stor indflydelse.

I disse år blev Hauch en stadig mere ensom mand. Vennerne begyndte at dø fra ham, af de gamle blev kun Peder Hjort tilbage, og selv om H.C. Andersen fortsat viste ham hengivenhed kunne han ikke træde i venners sted. Dertil kom at hans ægteskab blev en tom skal. Rennas åndelige udvikling igennem århundredet var stærk, men den gik i en helt anden retning end ægtemandens. Hendes grundlæggende naturbundethed udviklede sig stadigt klarere til en egentlig materialistisk verdensanskuelse, jo mere from Hauch blev jo mere ufrom hun. Hun blev en tidlige foregangskvinde for den gryende kvindebevægelse og i sine sidste år blev hun en af dem som fik indflydelse på Georg Brandes' opfattelse af kønnenes ligestilling. Da de tidligste socialistiske bevægelser dukkede op i 1860erne sluttede hun op bag dem. I alt dette kom hun mere og mere til at føle foragt for Hauch, for hans åndelighed, men også for det hun opfattede som hykleri, når han offentligt kunne stå på god fod med mennesker han privat tog forbehold overfor som fx Oehlenschläger. Og selv om hun ikke direkte vendte børnene mod ham, skjulte hun heller ikke sine betragtninger for dem, så han for dem nærmest forsvandt i sin fjernhed.

Alligevel kan det godt være Renna som har åbnet den aldrende Hauchs øjne for den unge Georg Brandes' kvaliteter. I hvert fald var han fra 1865 og frem af den opfattelse at Brandes burde være hans efterfølger som professor i æstetik og arbejdede aktivt for hans sag. Det skyldtes ikke at han var enig med Brandes i noget som helst, tværtimod skrev han i et brev til Peder Hjort fra december 1871 efter Brandes' succes med sine forelæsninger om Hovedstrømninger...: "Det glæder mig at Brandes har saa stor Tilløb til sine Forelæsninger, og dog veed jeg, at han i høiere Forstand er min største og farligste Modstander. Han vil med alt sit store Talent kæmpe for den nyere franske Philosophie, der i sin Grund er atheistisk. Jeg hører til den modsatte Lejr". Han forventer imidlertid at "de ydre Autoriteter" ikke har hans tolerance og mener forelæsningerne skader Brandes' karriere, men tilføjer: "Hvad jeg kan giøre for at faa ham til Efterfølger, skal ganske vist skee" (citeret efter Galster II s. 177).

I denne periode var det han begyndte at skrive sine Minder. Under arbejdet med dem oplevede han sin bitreste stund. Vennen Peder Hjort havde opbevaret alt hvad han i et langt liv havde modtaget af breve fra tidens koryfæer. Dem udgav han et udvalg af i 1867, og blandt de trykte var der to fra Hauch som denne helst havde været foruden. Det ene fra 1829 var en temmelig barsk karakteristik af H.C. Andersen. Det tog Andersen yderst roligt og forsikrede Hauch om sin fortsat kærlige agtelse. Men det andet var et hvor han havde meddelt vennen sin forlovelse i 1828. Her omtaler han det hele som et bekvemt arrangement - sandsynligvis for at afværge den ironiske vens syrlige kommentarer. Hauch blev dybt ulykkelig over offentliggørelsen, Renna tog ham det ilde op og H.C. Andersen blev rasende, han fik ligefrem Hauch til at stryge nogle rosende ord om Hjort fra Minder. Resultatet blev at han skiltes i bitterhed fra den eneste overlevende blandt vennerne.

Efter færdiggørelsen af erindringsbøgerne i 1871 tog Hauch og Renna til Rom. Her blev han modtaget med varme i den skandinaviske koloni, og han ville gerne have haft et sidste romersk forår med. Renna derimod befandt sig skidt i Rom og ville hjem. Hun fik overtaget, men under rejseforberedelserne blev den gamle mand syg. Han døde d. 4. marts 1872 og blev begravet på den ikke-katolske kirkegård ved Cestiuspyramiden i Rom.