menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Morten Tjalve

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Viggo Stuckenberg
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Indledning

Viggo Stuckenberg blev født d. 17/9 1863 i Vridsløselille sydvest for København. Han debuterede med Digte i 1886 og fik i alt udgivet fem digtsamlinger, to skuespil/dramatiske digte, seks fortællinger, to romaner og en samling eventyr og legender. I 1887 blev han gift med Ingeborg Stuckenberg (født Pamperin). Efter et stormfuldt ægteskab med Ingeborg blev han gift igen i 1904, to måneder efter Ingeborg havde begået selvmord i New Zealand. D. 6/12 1905 døde Viggo Stuckenberg af nyrebetændelse på Frederiksberg Hospital.

Viggo Stuckenberg hører naturligt med i den snævre kreds af digtere, der i 1890'erne gjorde lyrikken til hovedgenren i Danmark. Sammen med Johannes Jørgensen og Sophus Claussen udgjorde de et stærkt poetisk trekløver, der siden splittedes, men forinden gjorde oprør mod det moderne gennembruds syn på litteraturen. Med tidsskriftet Taarnet (1893-1894) som hovedorgan trak de litteraturen i retning af en mere åndelig og naturbaseret tankegang, heraf betegnelsen "nyromantik" der også dækker perioden. Johannes Jørgensen var redaktør af Taarnet, men var allerede på vej i en religiøs retning, da det begyndte at udkomme. Stuckenberg gik ikke selv så højt op i idealerne, og hans skrifter bygger kun i svag grad på symbolismen. Stuckenberg er dog litteraturhistorisk blevet stemplet som symbolist, men hans værker bunder i højere grad i romantikken og naturalismen. Derved er Sophus Claussen for eftertiden blevet stående som indbegrebet af dansk symbolisme.

Stuckenberg og hustruen Ingeborg lagde hjem til Jørgensen og Claussen samt andre af tidens forfattere, og begge opfattedes som en slags bedømmende ligemænd, hos hvem forfatterne kunne blive inspireret og få afprøvet deres ideer. Brevvekslingen mellem Stuckenberg, Claussen og Jørgensen viser hjemmets betydning og giver i det hele et unikt indblik i denne kreds.

Stuckenbergs forfatterskab hører ikke til periodens mest læste og analyserede, hverken dengang eller nu. Den generelle opfattelse er, at hans digtning nok er god, men ikke kan måle sig med Claussens, og at prosaen ses bedre hos både forbilledet J.P. Jacobsen eller Henrik Pontoppidan. Dermed er Stuckenberg litteraturhistorisk blevet klemt af, at der hele tiden var en, der gjorde det bedre. Dog er hans digte, både dengang som nu, blevet hævet over den øvrige produktion. Stuckenbergs digtning lagde tungt og dystert ud i Digte (1886), men blev med tiden lysere og lettere kulminerende i Flyvende Sommer (1898) og Sne (1901), som samtidig var de to næste digtsamlinger, han fik udgivet. Digtene er, som Stuckenbergs øvrige arbejder, bygget på hans eget liv. Som Claussens læses også Stuckenbergs forfatterskab ofte i et biografisk lys, og således tænkte han det også selv. Stuckenberg kunne kun skrive om sit eget liv, fra barndommen til ægteskabet med dets mange kriser. Med Fagre Ord (1895), skrevet i samarbejde med Ingeborg, og Valravn (1896) begik Stuckenberg et par værker, der viser det stormfulde ægteskab og dets vanskeligheder set fra både kvindens og mandens synspunkt.

Som udtryk for personlige oplevelser og erfaringer står Stuckenbergs værker lidt isoleret i et litteraturhistorisk perspektiv. Vel bygger de på romantikken og det moderne gennembrud, men uden at høre under disse. Der er også kun i glimt tale om egentlig symbolisme, og Stuckenbergs værker peger heller ikke frem i tiden, kun få og mindre betydende forfattere blev inspireret af ham.

 

1863 Født i Vridsløselille
1886 Lærer i København
1886 Debut: Digte
1887 Gift med Ingeborg Pamperin
1905 Død i København
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345