Lidt for sig selv i Heibergs produktion står ungdomsværket Julespøg og Nytaarsløier (udg. 1816, med året 1817 på titelbladet; som læsedrama uopført). Efter formen kan det karakteriseres som et spex (dvs. revuagtig studenterkomedie), efter indholdet som en litteraturkomedie. Det består af 23 scener, der direkte eller indirekte har berøring med højtiden og årsskiftet, men det savner en egentlig, sammenhængende handlingsstruktur. Litteraturkomedie er stykket i den forstand, at det belyser og behandler litterære forhold. Ved sin leg med illusionen (den "romantiske ironi"), der forstærkes mod komediens slutning, knytter den sig til L. Tiecks litteraturkomedier fra omkr. 1800; målene for stykkets litterære satire er dog fortrinsvis danske forfattere. Således travesteres gennemgående - og temmelig ubarmhjertigt - B.S. Ingemanns sentimentale ungdomsdigtning og ganske særligt dennes tragedie Blanca (udg. 1815, opf. 1816), samt litteratur, der måtte forekomme Heiberg beslægtet hermed. Julespøg og Nytaarsløier affødte herved en pennefejde med bl.a. N.F.S. Grundtvig, hvor dog denne stod svagt.

En gruppe af Heibergs dramatiske arbejder kan sammenfattes som de filosofiske eller - med forfatterens egen term - de spekulative. Denne dramatik hidrører fra tiåret omkr. 1840. Alferne (1835), Fata Morgana (1838) og Syvsoverdag (1840) er fælles om deres idealistiske forankring: Fundamental er i alle tre skuespil modsætningen mellem en materialistisk, filistrøst borgerlig sfære med begrænset indsigt og snæver horisont og så en overnaturlig, spirituel "sand" virkelighed, hvortil kun særligt privilegerede ånder har adgang. Samme dualisme findes i læsedramaet "En Sjæl efter Døden", der forener indflydelser fra von Platen, Aristofanes og Goethe og udgjorde en del af Heibergs Nye Digte (1841), hvorom mere i afsnit III. 2. "Sjælen" er en allegori på den bedsteborgerlige, københavnske Enhver, der i det hinsides kommer til kort ved porten både til det kristne Paradis og til det antikke Elysium; spillet giver desuden anledning til aktuel presse- og litteratur-satire.

Heibergs filosofisk-idealistiske dramatik kulminerer i læsedramaet Nøddeknækkerne. Et Satyrspil, der 1844 udkom i Heibergs astronomiske årbog Urania for 1845, og som iflg. kendere som fx Carl S. Petersen og Paul V. Rubow rummer noget af den fineste lyrik på dansk nogensinde. Den filistrøse familie på nøddeplukning uden nøddeknækkere stilles i modsætning til den dybe alnatur med sin sublime skønhed og orden (for Heiberg det samme). Allegoresen (dvs. allegoriens nøgle) er enkel: frugtens gudinde Pomona = forfatteren, nødderne = skrifterne, købstadsfolkene på skovtur (konsumenterne) = publikum, nøddeknækkerne = den journalistiske kritik. Som man ser, satiriseres også her over det litterære kredsløb, ligesom i "En Sjæl efter Døden" og Recensenten og Dyret. Endnu et stykke læsedramatik er "De Nygifte. En Romance-Cyclus", der ligesom "En Sjæl efter Døden" indeholdtes i Nye Digte. Den monologisk-dialogisk fremstillede beretning rummer en fortættet atmosfære af okkult mystik og parapsykologiske foreteelser (initiering, reinkarnation, déjà-vu), der kan forekomme ejendommelig for den forstandsklare intellektualist Heiberg, men forståelige for den idealistiske tænker af samme navn, der er fascineret af tilværelsens immaterielle dybder.

Heibergs bedste digte er indeholdt i dramatikken. Det gælder de hellige tre kongers sang "O Stjerne, hav Tak" fra Julespøg og Nytaarsløier, "Der er i Himlen en Dreng saa smuk" og "Lad Din Yndlingsblomst Dig minde" fra Aprilsnarrene, "Jeg gik mig i Lunden en sildig Sommerqveld", "Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi" og "Herligt, en Sommernat" fra Elverhøi, "Lette Bølge! naar du blaaner" og "Natten er saa stille" fra Prindsesse Isabella, "I Dandsen du mig møder" fra De Danske i Paris, "Erindrer De? Det var i Kongens Have" fra Nei, "Snart er Natten svunden" fra Syvsoverdag samt "Nei, Intet i Verden kan lignes ved et Bal!" fra Emilies Hjertebanken.

Den flere gange omtalte samling Nye Digte indeholder foruden de allerede nævnte texter to væsentlige tankedigte. Det indledende, "Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie", der er affattet i trokæiske vers af varierende længde og med skiftende rimfølge, er centreret om en digter, som pinsemorgen, besjælet af panteistisk og synkretistisk naturfromhed tilsat et stænk misantropi, er søgt ud i skoven og har vendt sig fra den institutionaliserede kirke, der forekommer ham blot at rumme konventionelt ceremoniel. I naturen er den således sindede i samklang med Pan, medens en guds engel, bakket op af et "Chor fra Skoven" henviser ham til protestantisk ortodoxi og menighedens fællesskab. Samlingens gennemgående bekendelse til en idealistisk dualisme genfindes i det afsluttede "Protestantismen i Naturen. En Mysterie", men her som en intellektuelt styret, bevidstgjort åndighed: "Imod det Ydre ruster sig det Indre, /Thi Hiint os længe Trældom bød,/Men Dette - Tanken - har begyndt at tindre".

Fra samlingen Gadeviser (1849) stammer den humoristiske idyl "Men Clara! Hvorfor rødmer du ved Berlings Avis?/ Den er jo dog ellers anstændig" - forklaringen er, at Claras hemmeligt elskede er blevet forfremmet i krigen.

Uden for samlingernes sammenhænge forfattede Heiberg universitetskantaten i anledning af reformationsfesten og rektorskiftet i 1839 ("Hellige Flamme") med musik af C.E.F. Weyse (1774-1842) samt i 1857 mindedigtet over Ida Bombelles, f. Brun, "De samle sig, lig underfulde Drømme,/De rige Minder fra en svunden Vaar.

Heibergs latinsprogede disputats om Calderón og hans skrifter om vaudevillens æstetik har været omtalt ovenfor. I forbindelse med sin kortvarige universitetsansættelse i Kiel skrev han en Formenlehre der dänischen Sprache (1823) og en Nordische Mythologie (1827). Til den såkaldte "Howitz-fejde" om viljens frihed bidrog han med skriftet Om den menneskelige Frihed (1824). I kølvandet på sit vaudeville-gennembrud lancerede Heiberg sit eget tidsskrift, Kjøbenhavns flyvende Post, der med enkelte pauser holdtes gående frem til 1837, da det afløstes af Perseus. Journal for den speculative Idee (1837-38). "Flyveposten", hvis idealer kan sammenfattes i begreberne: smag, dannelse og idé, indeholdt vægtige litterære og banebrydende kritiske bidrag. Blandt skønlitterære bidragydere kan foruden Heibergs moder Thomasine Gyllembourg nævnes navne som Carl Bernhard, H.C. Andersen, Chr. Winther, Henrik Hertz, og Paludan-Müller, også S. Kierkegaard skrev et enkelt indlæg. Den senere politiker og biskop C.G. Monrad bragte her sin store anmeldelse af Paludan-Müllers nyudkomne Dandserinden (1833). Polemiske indlæg, oftest forfattet af Heiberg selv, sætter desuden deres umiskendelige præg på tidsskriftet. Ikke blot de tilbagevendende, døgnaktuelle hib til det konkurrerende organ Kjøbenhavnsposten, udgivet af publicisten A.P. Liunge, men diskussioner med lange perspektiver løb eller indledtes i "Flyveposten". Det gælder ikke mindst Heibergs polemik med Oehlenschläger, der tog sin begyndelse med Heibergs hegeliansk argumenterende anmeldelse af digterkongens seneste dramatiske arbejde, tragedien Væringerne i Miklagard (1827; titlen betyder: Vikingerne i Konstantinopel), en strid, der siden involverede Sorø-digterne C. Hauch og Chr. Wilster - mod Heiberg. En tilsvarende karakteristik kan gælde for Heibergs kritik af den svenske romantiker Tegnérs digtcyklus Frithiofs saga (1825) og af nordmanden Wergelands epos Skabelsen (1830); i den norske litteraturstrid fandt Heiberg sin plads hos den med ham ånds- og blodsbeslægtede J.S. Welhaven. Foruden alt dette bidrog Heiberg med artikelserien "Bidrag til en æsthetisk Moral " med anbefalinger til hverdagslivets forfinelse og forskønnelse (under mærket "Urbanus"!), desuden afhandlinger om sprogvidenskabelige, filosofiske, æstetiske og endog teologiske emner.

I det solidere, men også mere professorale Maanedsskrift for Litteratur møder vi Heiberg som anmelder af H.C. Andersens Fodreise fra 1829 (moderat anerkendende) og af Oehlenschlägers Hrolf Krake fra 1828 (uvillig); i sit eget Perseus var han lutter indforstået anerkendelse mod Hertz' folkevisedrama Svend Dyrings Huus (1837). Uden for tidsskrifterne forfattede Heiberg, som indbydelsesskrift til en strandet forelæsningsrække, sin "filosofiske Trosbekendelse" (Borup: Johan Ludvig Heiberg II, p. 183) i form af det i 1833 udgivne Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid. Det er her ikke langt fra, at filosofien skal redde verden; Goethe og Hegel er heltene, dvs. den spekulative idealismes helte. Desuden bemærkes afhandlingerne "Om det materialistiske og det idealistiske Princip i Sproget" (1827), "Nemesis" (1827), "Om Skjønhed i Naturen" (1828), "Bretschneiders Forsvar for Rationalismen" (1830), Udsigt over den danske skjønne Literatur (1831) og "Symbolik" (1834). Som ældre fortsatte publicisten Heiberg med udgivelsen af et nyt tidsskrift, Intelligensblade (1842-44), der bragte mindre politisk stof end Kjøbenhavns flyvende Post (dog bemærkes redaktørens kontraoppositionelle afhandling "Autoritet", hvor han følger Hegels statslære i dens lovprisning af det almene/universelle på bekostning af det specifikke/partikulære/individuelle) og mindre rent filosofisk stof end Perseus. Til gengæld lagdes mere vægt på litterære og dramatiske spørgsmål, med bidrag af Hertz og H.P. Holst, foruden af Heiberg selv, der i denne periode lagde sig tæt op ad Hegel-eleven H.T. Rötschers (1803-71) æstetik og bidrog til Intelligensblade med bl.a. sin store afhandling om C.M. Bellman og med en - mindre kongenial - anmeldelse af Paludan-Müllers Adam Homo (1841-48) og Kierkegaards Enten - Eller (1843). Hans artikel om "Lyrisk Poesie" bør ses i sammenhæng med den af ham selv udgivne antologi Et hundrede lyriske Digte af den danske Litteratur (1842); karakteristisk er hans stærke fremhævelse af Schack Staffeldt (1769-1826) og hans totale forbigåelse af Aarestrup (1800-56).

De tre bind astronomiske årbøger under titlen Urania (1844-46) er helliget den ældre Heibergs foretrukne hobby, men bringer også litterære bidrag af bl.a. Chr. Winther, fru Gyllembourg, Paludan-Müller og Heiberg selv (Nøddeknækkerne, hvorom afsnit III. 1.c ovenfor). Blandt de astronomiske afhandlinger findes "Stjernehimlen" (1842), "Det astronomiske Aar" (1844), "Hveen, tilforn Danmarks Observatorium" (1846) og "Sophie Brahe. En Hverdags-Historie fra det 16de og 17de Aarhundrede" (1846), den første trykt i Intelligensblade, de øvrige i Urania. Inden Urania måtte standse, nåede Heiberg at være med til på forskellig måde at markere 300-året for Tycho Brahes fødsel, dels med en artikel om dennes observatorium på Hven (ved mindefesten her var ægteparret Heiberg æresgæster), dels ved offentliggørelsen, oversættelsen og kommenteringen af det latinske heroidedigt, "Urania Titani", som Tycho i sin søster Sophies navn skrev til dennes kæreste Erik Lange (denne yderst vanskelige og underfundige text er 1994 tolket af Peter Zeeberg). En anden artikel i Urania, en frugt af astronomiske studier, bragte ham derimod i polemik med Kierkegaard (om begrebet "Gjentagelse"). Dette havde egentlig ikke været nødvendigt: Heibergs naturvidenskabelige grundsyn var fortsat skarpt begrebsstyret, kategoriealt og anti-empirisk; han stod også i så henseende på samme idealistiske grund som Kierkegaard. En programerklæring herom fra Heiberg selv lyder: "Der maa være Modtagelighed for dens [dvs. naturens] Aabenbarelser, men hvad vil det sige Andet, end at Observation og Experiment maa opfattes gjennem de Categorier, som ere Betingelse for vor Tænkning, og som alle udspringer fra den absolute Grund, som man snart kalder Ideen, snart Idealet?" (Prosaiske Skrifter II, 1861, p. 434f).