Benedicte Arnesen-Kall (1813-95), som var forfatter og aktiv i det moderne gennembruds kvindebevægelse, husker her på omkring 60 års afstand, hvordan hendes ungpige-fascination af hverdagshistorierne førte hende til ulydighed mod den faderlige autoritet. Men den lille erindringsstump fortæller også, at Kjøbenhavns flyvende Post og Thomasine Gyllembourgs bidrag heri har haft høj status, i og med at husets øverste myndighed insisterede på at være første-læser af tidsskriftet.

Benedicte Arnesen-Kall, som kom fra en dannet embedsmandsfamilie i København, har langt fra været alene om sin længselsfulde venten på nyeste afsnit af føljetonen fra Thomasine Gyllembourgs hånd. Allerede d. 12.3.1827 - nøjagtig 2 måneder efter debuten - optrykkes i Kjøbenhavns flyvende Post en række læserkommentarer, som udtrykker tidsskriftets publikums engagerede medleven i de fiktive figurers liv og lidelse. Uanset at disse bidrag sandsynligvis er stærkt redigerede af Johan Ludvig Heiberg (og måske også forfatteren selv), illustrerer de det interaktive forhold, Thomasine Gyllembourg bevarede til sine læsere gennem hele forfatterskabet. Selvom hun ikke konsekvent blev ved med på sindrig vis at inddrage den lokale virkelighed i sin fiktion, som hun gør i det første værk Familien Polonius, så fastholder hun sporadisk en dialog med læserne så længe Kjøbenhavns flyvende Post udkommer.

Mest centralt i denne samtale med læserne står en lille brevveksling med Hr. Celestinus (trykt i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblad, nr. 29 og 30, 1834). Ganske vist er Thomasine Gyllembourg forfatter til både brevet fra denne læser og "Forfatteren til En Hverdags-Historie"s svar, men det er oplagt at læse brevet fra Hr. Celestinus som en fortætning og fiktionalisering af læsernes tilbagevendende krav til forfatteren om "at afkaste Deres Maske som Anonym, og frit og aabenhjertet vise Deres sande Ansigt for Verden, som jo er velvillig stemt til med Mildhed at see en Maske falde, der umuligt kan skjule noget ondt eller vanskabt Psysionomie" ( SS I 19).

Forfatteren mødes som "en Ven, thi De har opfyldt endeel af de Fordringer, man gjør til en Ven, og visselig ofte forgjæves, nemlig at han skal opmuntre og trøste os med sit Selskab, og gjøre os opmærksomme paa vore svage Sider, uden at fornærme os" ( SS I 19).

På denne måde får Thomasine Gyllembourg på én gang formuleret sit didaktiske ærinde, karakteriseret sit venskabelige forhold til læserne og afvist kravet om at løfte sløret for sin identitet:

og

I samme svar til Hr. Celestinus kan Thomasine Gyllembourg imidlertid ikke dy sig for at gå i dialog med nogle af sine mere professionelle læsere, nemlig anmelderne. Det formelle ærinde er at takke for deres opmærksomhed, men reelt tjener afsnittet til at imødegå kritik af miljøskildringen i Mesalliance, som ifølge anmelderen har været for realistisk. Denne litterære disput afspejler, at Thomasine Gyllembourg skriver sig op imod en kunstforståelse, der fordrer, at fiktionen forholder sig til det sande, det gode og det skønne, uanset hvordan verden i virkeligheden måtte se ud.

På samme vis kan man læse anmeldelsen af Ægtestand i Dansk Litteratur-Tidende for 1835, nr. 24 (undertegnet pseudonymet Formodning) som en protest mod at skildre både realistisk familieliv og psykologisk motiverede mands- og kvindeskikkelser. Anmelderen bagatelliserer Lindals grove fremfærd mod Sophie som "nogen Lunkenhed og lidt Vrantenhed" (her citeret fra Ægtestand, udgivet af Vibeke Blaksteen, 1982, s. 190, hvori dele af anmeldelsen er optrykt), ligesom vedkommende ikke mener, at der er dækning i Lindals figur for den forelskelse, der bryder igennem hans mandspanser: "denne Adfærd af Lindal strider aldeles mod hans Charakteer; saaledes kan en Mand, der er en Mand i Ordets sande Betydning, aldrig handle" (smst., s. 189).

Men frem for alt sætter kritikken ind over for kvindefiguren Sophie, som i de skarpeste vendinger dadles for, at hun mangler bevidsthed om sin store synd. Fortællingens afsluttende triumfscene burde således have været erstattet af et billede af en ydmyg kvinde, som søger sin mands og læserens tilgivelse.

Anmelderen mener, at Ægtestands forfatter i en tilstand af "Ultratolerance og Liberalitets-Sværmeri, ikke selv har mærket, hvilken fordærvelig Moral der kan og maa uddrages af hans Fortælling" (smst., s. 191).

Det er holdninger som denne dydsirede anmelders, Thomasine Gyllembourg gengiver i anden del af To Tidsaldre; forfatteren replicerer således i sit sidste værk skarpt på kritik af denne art ved at afsløre det hykleri, der ligger til grund for de dømmendes snerperi.

Den største og mest medlæsende behandling, som Thomasine Gyllembourg fik i sin samtid, står Søren Kierkegaard (1813-55) for. Hvad der var planlagt som en mindre artikel, blev til et helt værk, En literair Anmeldelse, som udkom i 1846.

Kierkegaards ærinde er en anmeldelse af To Tidsaldre, men hans værk udvikler sig til en for en utrænet læser næsten lukket filosofisk fortolkning. Mest tilgængelig er hans karakteristik af det samtidige forhold mellem læser og værk - "Og hvor var der vel en egentlig Læser af dansk Literatur, der ikke paa forskjellig Maade gjemmer een eller anden af disse Noveller indflettet i sit eget Livs-Erindren" (En literair Anmeldelse, 1846, s. 16) - en karakteristik, som nøje svarer til f.eks. Benedicte Arnesen-Kalls memoirer om sit unge samliv med det tidlige forfatterskab.