• Filosofiske forudsætninger
• • Schellings organismebegreb
  • Herders organicisme
  • Schellings naturfilosofi
  • Steffens som naturfilosof
  • Opgøret med empirismen
• Hovedværket - Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde
• • Første del
  • Anden del
• Indledning til philosophiske Forelæsninger
• • Filosofiens problem. 1. forelæsning
  • Erkendelse og anelse. 2. og 3. forelæsning
  • Naturens organisering. 4. og 5. forelæsning
  • Empirismens begrænsning. 6. forelæsning
  • Historiefilosofi. 7. og 8. forelæsning
  • Den indre konsekvens. 9. forelæsning

Den organicistiske opfattelse, der prægede den romantiske naturfilosofi, havde en anden af sine rødder i J.G. Herders historiefilosofi. Fordi naturen bestemmer menneskets livsvilkår, er den trinvise udvikling i naturens verden, som skyldes en iboende organiserende kraft, en del af menneskehedens udviklingshistorie. Mennesket er denne krafts højeste og mest værdifulde frembringelse, og er - som ethvert andet naturfænomen - en af dens fremtrædelsesformer. Alt begyndte i kaos, og "i periodiske tidsrum udvikledes luften, ilden, vandet og jorden sig af åndelige og materielle stamina [dvs. grundelementer]. Mangfoldige forbindelser af vandet, luften og lyset måtte gå forud, før kimen til de første planteorganismer, muligvis mosset, kunne fremkomme. Mange planter måtte opstå og gå til grunde, før der opstod en dyrisk organisme; også her gik mange insekter, fugle, vand- og nattedyr forud for Jordens og dagslysets velformede dyr, til endelig, efter alle andre, kronen på vor klodes organisation, mennesket, mikrokosmos, trådte frem. Han, alle elementers og væsners søn, det mest fornemme indbegreb og samtidig blomsten af Jordens skabelsesproces, kunne ikke være andet end naturens endelige yndlingsbarn, til hvis dannelse og modtagelse mange udviklinger og omvæltninger måtte gå forud."[Tysk original tekst] . Til at beskrive menneskehedens kulturelle udvikling anvendte Herder livsalder-analogien. De enkelte kulturer udvikler sig som organismer fra et ungdomsstadium over et voksenstadium til et alderdomsstadium.

På mange måder var Schellings naturfilosofi et forsøg på at kombinere transcendentalfilosofi, dvs. en teori om erkendelsens mulighed, med Spinozas substansteori, dvs. med en ontologi, ifølge hvilken sjæl og legeme eller ånd og materie er fremtrædelsesformer for et og det samme, nemlig substansen, tilværelsens fundamentale enhed. Spinoza opfattede denne substans som uforanderlig, dvs. som statisk og dermed som hævet over tiden. Men livetudgør ifølge Schelling enheden bag alt og er en stadig dynamisk og ikke en statisk størrelse. Transcendentalfilosofiens opgave er at forklare det virkelige (det reelle og objektive) ud fra bevidstheden (det ideelle og subjektive); naturfilosofiens opgave er at forklare bevidsthed (det ideelle og subjektive) ud fra det virkelige (det reelle og objektive). Hermed mener Schelling at have bevist transcendentalfilosofiens og naturfilosofiens identitet. Det er denne identitet, der udgør kernen i den identitetsfilosofi, som Schelling udviklede kort efter 1800. Hans identitetstænkning kom blandt andet til udtryk i de berømte ord om, at naturen er den synlige ånd, og ånd den usynlige natur ("Die Natur soll der sichtbare Geist, der Geist die unsichtbare Natur seyn", F.W.J. Schelling: Ideen zu einer Philosophie der Natur (2. udg. 1803), her citeret fra: Schellings Werke, udg. af M. Schröter, bd. 1, München 1927, s. 706). Det er selve denne identitet mellem det subjektive og det objektive eller mellem erkendelse og væren, det såkaldte subjekt-objekt, der er det absolutte, dvs. det ubetingede, det i sig selv værende, som det er videnskabens mål at erkende. Dette dynamiske absolutte, som manifesterer sig i naturens udviklingstrin og i historien, kaldte Schelling også for Gud. Tilsvarende havde Spinoza kaldt sin substans for Gud eller naturen. Denne panteisme, ellersnarere guddommeliggørelse af naturen, genfindes i Steffens' forelæsninger som en guddommeliggørelse af den fornuft, som sætter mennesket i stand til formedelst slægtskabet at erkende alt i naturen. Fornuften er "det Inderste i os, det Guddommelige, ved hvilket enhver er foreenet med alt. Det er den höje Tendenz, den ædle Spire, som vækker os, den Straale af den evige Klarhed, som hæver os, det dybe, bevægende Princip for alle vore höjere Önsker" ( Indledning 155). I Oehlenschlägers digt "Guldhornene" er naturen snarere en fremtrædelsesform for det guddommelige, som manifesterer sig "I Sole, i Violer, / I det Mindste, i det Største" (Oehlenschläger: Poetiske Skrifter, bd. 1, udg. af H. Topsøe-Jensen, 1926, s. 23).

Erkendelse af det absolutte, skrev Schelling i 1804, er både absolut og kontemplativ, og han fortsatte: "Enhver umiddelbar erkendelse er overhovedet lig anskuelse, og i så fald er også al kontemplation anskuelse. Men da fornuften her er det erkendende, så er denne anskuelse en fornufts-, eller, som den også kaldes, en intellektuel anskuelse."[Tysk original tekst] . Den romantiske filosofis intellektuelle anskuelse, evnen til at erkende det absolutte, er som kontemplation bevidsthedens skuen ind i sig selv. I fuld overensstemmelse hermed kunne Steffens skrive, at nøglen til den organiserende ånds hemmeligheder, dvs. til karakteren af de frembringende kræfter, der hersker i naturen, må vi opsøge i vor egen ånds inderste dyb (Steffens: Beyträge, s. 90).

Steffens' bidrag til den romantiske naturfilosofi var betinget af hans forankring i den beskrivende erfaringsvidenskab, som medførte, at han i metodisk henseende afveg fra Schelling. Denne forskel var de begge på det rene med, men betragtede deres respektive fremgangsmåder som komplementære. Man kan, skriver Schelling, "tage to veje, enten gå ud fra kraftens nederste trin og fra de groveste fænomener, nemlig de kemiske, og derfra ved slutninger ud fra analogi eller fra almene principper nå de øverste kræfter, som styrer alt, eller man kan omvendt gå ud fra det højeste trin og så lidt efter lidt stige ned til det dynamiske naturriges yderste grænse, hvor de mekaniske kræfter først kan begynde at være virksomme" (Citatet er fra Schellings indledning til en afhandling af Steffens)[Tysk original tekst] . Den første fremgangsmåde, fra naturfænomenerne til naturens grundlæggende love, var Steffens', den anden, fra de overordnede, a priori opstillede principper til naturen, var Schellings. Steffens kaldte selv sin fremgangsmåde for reduktiv (dvs. induktiv), idet fænomenernes mangfoldighed blev reduceret til en enhed, og hans håb var, at han ved hjælp af den kunne underbygge de schellingske deduktioner. I hvert fald var han ofte blevet slået af overensstemmelsen imellem sine egne empirisk begrundede mineralogiske lovmæssigheder og Schellings a priori opstillede naturlove. Steffens' udgangspunkt i de beskrivende naturvidenskaber gjorde ham imidlertid ikke til empirist, selv om hans erklærede mål i hovedværket var at holde sig inden for erfaringens område. Ganske vist kan man ved hjælp af, hvad der er bevist i Schellings naturfilosofi, på grundlag af erfaringen beskrive de enkelte faser eller trin i jordens udvikling, "men", skrev han i Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde (1801), "alt fremstilles som noget bestandigt, noget værende - vi begriber først naturens evige liv, den aktive afveksling, når vi erkender naturens virksomhed uden [at inddrage] det stoflige, når det rent subjektive i naturen [dvs. de dynamiske kræfter], som et subjekt-objekt [dvs. som Schellings transcendentalfilosofiske enhed af bevidsthed og natur] bliver objektivt, dvs. først ved en naturfilosofi". [Tysk original tekst]

Steffens overgav sig aldrig til den empirisk funderede og matematisk formulerede naturvidenskab. I et polemisk skrift fra 1829 skrev han, at naturen udgør en åndelig enhed; men i tidens naturvidenskab er den splittet op og henligger som ruin: "I fysikernes hænder er en levende naturbetragtning blevet erstattet af en empirisk forstandsidealisme, et abstraktum af adskilte verdener, underlagt almene love, som forklares ud fra fiktioner [fx. atomteorien], og helheden er et åndløst aggregat af beundringsværdige virtuositeter" [Tysk original tekst] . H.C. Ørsted anmeldte heftet i Maanedsskrift for Litteratur, bd. 3, 1830, s. 1-42 og kritiserede skarpt dets naturvidenskabelige indhold). Naturvidenskabens morgenrøde vil først komme, når man erkender sammenhængen mellem alle fænomener, dvs. den evige ånd, Gud, i alt.

Lidt mere afdæmpet var han i 1840 på et møde mellem skandinaviske naturforskere i København. Her indrømmede han tidens naturvidenskab en plads på linje med naturfilosofien, der beskæftiger sig med universet som helhed, dvs. med "totalorganismen", idet "naturfilosofien forfølger den åndelige konsekvens af organisationen [dvs. af universets organisering som et hele], hvor naturvidenskaben forfølger matematikkens empiriske konsekvens." [Tysk original tekst] . Ud fra sit daværende religiøse ståsted forbandt han snarere naturfilosofien med teologien end med naturvidenskaben: "Hvis jordkloden har en levende udvikling, så må begrebet om totalorganismen anvendes på verdensaltet, og vi kan allerede nu udtale denne grundsætning som princip for enhver naturfilosofi: Organisk udvikling er fremadskridende, selvstændig udskillelse, således at den højeste organisation (udviklingens højdepunkt), skønt ganske afhængig af sanselighedens verden, alligevel er fri. Dermed er mennesket hele naturens formål, hans frihed er naturens frihed i ham, hans personlighed er fuldstændig udskilt fra naturen; men netop derved er den inderligt forbundet med den hele natur - den er i sin forgængelighed uforgængelig, i sin dødelighed udødelig. Således bliver den hele natur og dens helhed guddommelig teleologi, udtryk for Guds evige vilje, teologi. Udskillelsen af Jorden og dens frie bevægelse i planetsystemet, dens kugleform, hvorved den har sit centrum i sig selv, er udtryk for den frihed, der åbenbarede sig, da mennesket trådte frem." [Tysk original tekst] . Steffens' vidtløftighed fortog sig aldrig.

Med Beyträge ville Steffens give sit bidrag til besvarelse af spørgsmålet om, hvorledes Jorden har udviklet sig. Et svar forudsætter imidlertid, at Jordens oprindelse som en selvstændig klode, forskellig fra andre kloder, er kendt; men viden om Jordens oprindelse forudsætter igen svar på spørgsmålene dels om hele universets organisation og dels om, hvordan der er opstået kvaliteter og kvalitative forskelligheder i en antaget oprindelig homogen masse. Til disse spørgsmål føjer sig ydermere problemet om, hvordan de enkelte organismer kan opstå i totalorganismen, dvs. på Jorden, og hvorledes den organiske verden udvikler sig trin for trin. Alle disse spørgsmål, mente Steffens, kunne den sædvanlige fysik ikke besvare; kun ud fra principper i Schellings dynamiske naturfilosofi er det muligt at redegøre for Jordens indre historie, dvs. for hvorledes et iboende organiserende princip manifesterer sig i udviklingens enkelte faser: "Ved anvendelsen af disse principper til forklaring af naturfænomenerne følger vi den sig selv udviklende Jord fra et udviklingstrin til det næste [...] Videnskabeligt at følge denne fremadskriden i udvikling udgør den sande historie om Jorden; men det, som adskiller udviklingstrinene fra hinanden, er kvalitet. For at adskille denne videnskab fra den såkaldte naturhistorie, der blot beskæftiger sig med det udvendige ved fænomenerne, kalder jeg den for Jordens indre naturhistorie, da kvalitet i modsætning til dens manifestation, der udfylder rummet [dvs. det stoflige], kaldes det egentlige indre, og jeg forstår ved den betegnelse netop det samme, som man mere eller mindre klart indtil nu har forstået som en teori om Jorden." [Tysk original tekst] . Naturens evige liv, den stadige afveksling af fænomenerne, erkender vi først, når vi ser bort fra det stoflige og finder frem til den indre dynamik, der manifesterer sig i den fysiske verden.

Beyträge består af to dele. Den første og mest omfattende del består af syv afsnit, hvori Steffens forsøger at vise, at i den kemiske proces, der udgør totalorganismens liv, er magnetismen repræsenteret af kvælstof og kulstof - i et planlagt, men aldrig udkommet andet bind, skulle det vises, at ilt og brint repræsenterer elektriciteten - i den anden del omtaler han, hvorledes naturen igennem hele sin organisationsproces søger det individuelle. Naturen overlader aldrig noget i tilfældets hænder. En stille, skønt ofte dunkel og skjult lov, virker enevældigt i det tilsyneladende kaos. At kul og kvælstof repræsenterer magnetismen, betyder, at disse stoffers aktive rolle i de kemiske processer er en manifestation af den bagvedliggende magnetiske kraft. Steffens' omgangsfælle i Freiberg, digterfilosoffen og den mineralogisk kyndige Novalis, som i sine talrige notater fra årene i Freiberg kommer ind på overvejelser, der minder om Steffens', udtrykte forholdet på følgende måde: "Elektricitet, magnetisme, galvanisme synes mig nu i sandhed så at sige at være almene, abstrakte formler for naturens mangfoldige kemiske processer - alle er altså anvendt elektricitet eller magnetisme eller galvanisme." [Tysk original tekst] . Novalis talte også om analogiens tryllestav, "der Zauberstab der Analogie" (Novalis: Werke, bd. 2, s. 743). Steffens svang ofte denne tryllestav i sit forsøg på at nå til naturens enhed, det absolutte. Herved blev fantasien en erkendeevne, og det skarpe skel imellem videnskab og poesi blev ophævet. Novalis havde da også sagt, at digteren bedre end det videnskabelige hoved forstår naturen, og at naturforskeren og digteren udgør et folk (Novalis: Werke, bd. 2, s. 710 og bd. 1, s. 206). Derfor kunne Steffens i forordet til hovedværket Beyträge tilkendegive, at han med hellig ærefrygt nedlagde sit værk "i det delfiske tempel for den højere poesi", dvs. i musernes helligdom (Steffens: Beyträge, forordet [s. 6]). Som for andre af de romantiske filosoffer var universet også for Steffens et digt, som naturforskeren skulle fortolke, hvilket krævede poetiske evner.

Anden del af Beyträge indledes med, at Steffens påpeger, at forskellen mellem plante- og dyreverdenen består i, at reproduktionskraften er langt mindre i dyreverdenen end i planteverdenen, og at det væsentligste træk ved muskelfibrene, nemlig deres irritabilitet, dvs. deres evne til at trække sig sammen ved mekanisk påvirkning, kun findes i dyreverdenen. Planteverdenen og dyreverdenen er to faser i naturens udvikling, og der findes intet, mener Steffens, der taler imod en generatio aeqvivoca, dvs. imod den opfattelse, at dyreverdenens oprindelse skal søges i den uorganiske verden og således ikke i planteverdenen. I dyreverdenens forskellige trin sker en gradvis nedsættelse af irritabiliteten og en forøgelse af sensibiliteten, dvs. der forekommer i de mere udviklede organismer relativt flere nervetråde og relativt færre muskelfibre end i de lavere. De enkelte arters udvikling viser, "at naturen ikke søger andet gennem alle dyriske udviklingstrin end en skabning, i hvilken dens uendelighed kommer til udtryk på den mest individualiserede måde." [Tysk original tekst] . Denne skabning er mennesket. Den foreliggende udvikling er en manifestation af naturens organiserende aktivitet. Ved denne aktivitet frembringes de forskellige udviklingstrin i dyreverdenen, idet aktiviteten er rettet mod både frembringelse af individer og opretholdelse af arten, dvs. udviklingen er et resultat af modsatrettede tendenser i naturens organiserende aktivitet. Og mennesket er denne organiserende aktivitets højeste produkt. "Man klager stedse over, at mennesket kommer nøgent og hjælpeløst til verden - og netop dette er hans største pryd. - Mennesket har hele verden imod sig, men han bærer også hele verden i sig. - Alt er sammentrængt i ham. - Det er naturens centripetale [dvs. midtpunktssøgende] tendens, der vil åbenbare sig i ham. Fra nu af er han fremtrådt i sig selv, og hvad der står for sig selv, og står fastest, er den mest individualiserede skabning - det sandeste menneske." [Tysk original tekst] .

Gennem sin individualiserende tendens nærmer naturen sig intelligensens rige, dvs. menneskenes verden bestående af bevidste og selvbevidste individer. Også i denne verden frembringer den skabende natur trin, der bestemmer hvert enkelt individs grænser. "Hvad der i naturen er kønsdrift, hæver sig her til kærlighed - hvad der i naturen er begær efter føde (naturproduktets egenkærlighed) bliver her lyksalighedsdrift - hvad der i naturen er instinkt (for så vidt det tjener til artens opretholdelse) forædler sig i den intelligente verden til moralitet, som omfatter hele arten og hele naturen." [Tysk original tekst] . På herdersk vis antyder Steffens her, at menneskehedens historie også er en del af Jordens indre naturhistorie. Natur og historie udgør en enhed. I Oehlenschlägers digt "Guldhornene" blev denne enhed ellerdette samspil mellem natur og historie et bærende tema.

Og til slut indsættes den indviede naturforsker - den romantiske naturfilosofis Aladdin-skikkelse - som udviklingens højdepunkt: "Hvem naturen tilstår i sig selv at finde dens harmoni, - han bærer en hel, uendelig verden i sit indre - han er den mest individuelle skabning - og er naturens helliggjorte præst." [Tysk original tekst] . Det var som naturens ypperstepræst, at Steffens i 1802 kom til København for at tilbyde den danske stat sin tjeneste.

Steffens begyndte sine forelæsninger 11. november 1802. Han forelæste fire gange om ugen, mandag, tirsdag, torsdag og fredag. I de ni indledende forelæsninger, udgivet 1803 under titlen Indledning til philosophiske Forelæsninger, var det hans agt at føre sine tilhørere til, som han sagde, "Ideen om Philosophiens Problem" ( Indledning 12). Han understreger i sin første forelæsning, at enhver af hans tilhørere så at sige må få dette problem ind under huden og må løse det for sig selv. Der er ikke tale om abstrakt, objektiv viden, men om personlig, subjektiv tilegnelse: "Enhver maae selv give sig dette Problem, förend det paa en tilfredsstillende Maade kan löses. Enhver maa löse sit eget Problem, ikke en andens" ( Indledning 12).

Problemet, som Steffens vil bibringe sine tilhørere en forståelse af, drejer sig om, hvorledes livet både som biologisk fænomen og som historisk og kulturel tilværelse er muligt, når både den biologiske verden og den historiske verden er underkastet modsatrettede kræfter. Det svar, han gav, var stort set det samme, som kendes fra hele den tyske idealisme, nemlig at det modsatrettede indgår i en dialektisk helhed, dvs. at de modsatrettede kræfter gensidigt forudsætter hinanden. Den harmoni, der derved foreligger, er ikke statisk, men en dynamisk, selvudviklende, selvdifferentierende og selvorganiserende helhed, dvs. naturen, som også den historiske virkelighed på herdersk vis er en del af. Naturens og historiens mulighed er derfor givet i og med erkendelsen af en samlende og enhedsskabende instans bag naturens mangefold af fænomener og historiens mangefold af begivenheder. At der findes en sådan instans, søgte Steffens at vise ved at skildre naturens og historiens udvikling som retningsbestemt. Hverken naturforløbet eller det historiske forløb er et mangefold af tilfældigt sammenbragte elementer, men udgør hver for sig og samlet en helhed.

I lighed med sine genstande, naturen og historien, må filosofien udgøre et sammenhængende hele. Dens sætninger kan ikke betragtes isoleret, og deres indre sammenhæng, kohærensen, synes at være Steffens' kriterium på dens sandhed. Filosofien, der skal forklare naturen som et system i udvikling rettet imod et mål, kan ikke bekræftes empirisk. Erfaringen kan kun give viden om, hvordan naturgenstandene er, men ikke om, hvorfor de er, som de er, og kan kun berette om historiens forløb, men ikke om det endemål, som forløbet er rettet mod.

Som i Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde (1801) beskriver Steffens i sin første forelæsning livet som en evig strid imellem to modsatrettede kræfter eller drifter, selvopholdelsesdriften, dvs. den egoistiske drift, hvis mål er individet, og enhedsdriften, hvis mål erartens opretholdelse, hvortil individet kun er middel. Hos mennesker fremtræder selvopholdelsesdriften som en stræben efter lyksalighed og enhedsdriften som moralitet. Denne moralitet er udtryk for, at enhedsdriften - og hermed naturen - hæmmer den egoistiske lyksalighedsdrift, som ureguleret ville medføre en alles krig imod alle. I dette spil optræder naturen som en "höyere, usynlig Haand" ( Indledning 21), der gennemtvinger den harmoni imellem de modsatrettede drifter, som gør samfundslivet muligt.

Efter at filosofiens problem var blevet bestemt som problemet om naturens mulighed, anvendte Steffens den anden og tredje forelæsning til at drøfte, hvorledes mennesket kan erkende naturen som én, skønt den er frembragt af modsatrettede kræfter. Mennesket afviger fra dyret ved en erkendedrift, et højere livsprincip, som Steffens beskriver som "Menneskeslægtens Tendenz", ( Indledning 32), dvs. som en stadig stræben efter at indordne en tilsyneladende kaotisk verden under fornuftens love. Denne drift kan kun tilfredsstilles ved en erkendelse af naturens enhed, dvs. det absolutte eller - i Steffens' sprogbrug - naturideen. For at løse filosofiens problem må det vises, at en sådan erkendelse er mulig.

En erkendelse af, hvorledes mangfoldigheden sammenføjes til en enhed, kan vælge én af to veje, enten gå ud fra enheden og forstå delene ud fra denne, eller søge på empirisk vis at sammenstykke en viden om helheden ud fra en viden om delene. I den anden forelæsning hævder Steffens, at kun den første vej er farbar, i den tredje og senere i den sjette forelæsning tilbageviser han empirismen.

"[...] intet enkelt Phænomen forstaaes tilfulde" siger Steffens i den anden forelæsning, "uden i den nödvendige Forbindelse med alle. En Anskuelse over hele Naturen synes altsaa at maatte gaae forud for enhver enkelt Undersögelse" ( Indledning 33). I stedet for som fx Schelling at kalde evnen til at erkende det absolutte for intellektuel anskuelse, taler Steffens om anelsen. Hans beskrivelse af denne erkendeevne nærmer sig et hyldestdigt: "Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos det meest indskrænkede slumrer den dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur. Den giver alt det Enkelte en höjere ædlere Betydning. Den er det, som med den kommende Morgen oplukker den luende, levende Natur for enhver, som om en indvortes Soel uvilkaarlig fulgte Himmelens, den hæver den uendelige Vrimmel af Gestalter af det almindelige Mörke, giennem den taler Naturens evige Liv, som igiennem et mystisk Ziffer, til vor Aand og indvortes forstaae vi den [dvs. naturen]" ( Indledning 33-34). Og da den borgerlige historie også er en del af naturens historie, er anelsen også en evne til at leve sig ind i svundne tiders kulturer ud fra deres forudsætninger og ikke ud fra vore, dvs. opfatte den enhed bag fortidens begivenheder, der karakteriserer hver enkelt historisk epoke til forskel fra enhver forudgående og enhver senere. Ved denne anelse "vaagne Kiæmper af deres Grave, Guder og Gudinder vandre om iblandt os, enhver Klang fra længst hensvundne Tider gienklinger med sin ejendommelige Tone, den tryller de herligste Tidsaldere ind i dybest nedsiunkne. Det er, som om Spiren til alle Historiens Epoker slumrede i hver" ( Indledning 34). Bag Steffens' ord skjuler sig Herders historiesyn: Hver historisk epoke har sin egenart og er ikke kun et resultat af noget tidligere eller et overgangsstadium til noget senere.

Herefter følger den afgørende karakteristik af anelsen: "Denne Ahnelse, hvis Gienstand altid er uendelig, kaldes, naar den levende, skabende aabenbarer sig i sin Herlighed i et fortreffeligt Gemyt - Poesie" ( Indledning 34). Den romantiske forbindelse mellem erkendelse og digtning er etableret. Anelsen, sansen for det absolutte, er den samme som digterens evne til i og bag det jordisk skønne at skue den ideale og evige skønhed.

Anelsens genstand, det absolutte, dvs. naturens enhed, er i lighed med Spinozas substans hævet over tid, dvs. er evig, men manifesterer sig i tiden. Som organiserende princip er det immanent til stede i naturen. Til forskel fra den spinozistiske substans er denne enhed ikke en statisk enhed, men en dynamisk, dvs. den er ren aktivitet. Som sådan kan den beskrives som ånd. Og anelsen, som forbinder fortid, nutid og fremtid, er i lighed med Spinozas scientia intuitiva (intuitiv viden) den højeste form for viden, en tidløs skuen af tilværelsens mangfoldighed som en helhed. Steffens' spinozisme kom markant til udtryk i hele den indledende forelæsningsrække.

Anelsen er det poetiske, kreative sinds evne til at finde den egentlige virkelighed i sit eget indre, i subjektet, hvori naturen kommer til bevidsthed om sig selv, eller - med Oehlenschlägers udtryk fra "Guldhornene" - i "Naturens Øie". Som "Naturens Øie" aner subjektet i og med det betragter naturen omkring sig og "tilbedende bæve / For Guddommens Straaler, / I Sole, i Violer, / I det Mindste, i det Største" (Oehlenschläger: Poetiske Skrifter, bd. 1, udg. af H. Topsøe-Jensen, 1926, s. 23), den rigdom, der ligger i dets eget indre.

I modsætning til den anende naturfilosof formår den empirisk orienterede og beskrivende naturforsker kun at opstille de ydre og ikke de indre forskelle imellem sine genstande og når derfor ikke frem til den dybere, indre sammenhæng, der består imellem alle naturens dele. Den beskæftiger sig med naturen, som vi oplever den, men ikke som den er; den klassificerer sine genstande ud fra ydre og ikke ud fra indre kriterier, og dens klassifikationer er derfor aldrig naturlige, dvs. stemmer aldrig overens med naturen selv. Og naturforskeren er ikke bedre hjulpet med en teoretisk naturvidenskab, som bygger på erfaringen. I sin tredje forelæsning gør Steffens rede for empiriens utilstrækkelighed, men fremhæver også dens uomgængelighed. Den rummer viden om, hvordan naturen er indrettet, men ikke om hvorfor den er indrettet på netop denne måde. Naturforskeren kan ikke alene ved empiriens hjælp nå frem til den enhed, der forklarer mangfoldigheden: "Det empiriske Standpunkt", afslutter Steffens den tredje forelæsning, "paa hvilket den genialske Naturforsker oprindeligen har stillet sig, formaaer nemlig ingenlunde at oplöse de Problemer, som hans Opdagelser have giort ham bekiendt med; om den höjeste Idee, i hvilken alle disse Problemer maae finde deres Lösning, har han blot en dunkel Ahnelse; han maae altsaa nödvendigviis finde en Mangel af höjere Sammenhæng i sine Forestillinger, som maae blive desto ubehageligere og mere trykkende, jo dybere hans Opdagelser have grebet ind i Naturens inderste Væsen, og jo mere han, ved fortsatte Undersögelser, overbevises om deres Rigtighed" ( Indledning 57). Den idé, som Steffens her nævner, er naturens enhed eller naturideen, den dynamiske (aktive) enhed, som sammenføjer alt til en helhed. Naturideen er ikke en subjektiv forestilling, men er den åndelige enhed, som den materielle verden i rum og tid er en manifestation af.

I den fjerde og femte forelæsning gennemgår Steffens hastigt den redegørelse for naturens organisering, som han tidligere havde fremlagt i Beyträge, og store dele af de to forelæsninger består af skjulte citater fra hovedværket. Naturforskeren aner bag naturens mangfoldighed dens organiserende ånd, dvs. dens aktive, dynamiske enhed, og med atter et skjult, ordret oversat citat fra Beyträge lyder det, at nøglen til hemmeligheden bag naturens mangfoldighed "maae vi söge i vor egen Aands Inderste" ( Indledning 94, cf. Steffens: Beyträge, s. 90). Naturens love er udtryk for den nødvendighed, naturen er underkastet, hvorimod den organiserende ånds brug af disse love til at realisere sit mål, nemlig frembringelsen af mennesket, er udtryk for frihed, dvs. for selvbestemmelse. Filosofiens problem med henblik på naturerkendelsen er derfor at forene frihed og nødvendighed. Som fornuftvæsen finder vi en sådan forening i vort indre, idet nødvendigheden, dvs. moraliteten, er en villet beherskelse af den egoistiske drift. Mennesket underkaster sig frit nødvendighedens lov og gør den til sin egen. Hos det moralske individ er frihed og nødvendighed derfor forenet. Begrundelsen for, at mennesket kan finde nøglen til naturen i sit indre, har Steffens hentet fra Kants moralfilosofi.

I den sjette forelæsning vender Steffens atter tilbage til erfaringsvidenskabens mulighed for at løse filosofiens problem, som det nu er formuleret. Hans mål er at bevise for sine tilhørere, at "Naturforskerne, saalænge de haardnakket ansee Empirien for den eeneste Grundvold for deres Videnskab, saalænge de ikke trænge frem til den höyeste Idee, i hvilken Totaliteten og ikke det Enkelte sættes först, i hvilken det Enkelte faaer sin Betydning blot ved sin Forbindelse med det Heele, og ved sin umiddelbare Existenz i Totaliteten, aldrig kunde andet end i det Höyeste opstille Problemet med en större Bestemthed, ingensinde löse det, aldrig kunde skue den inderste, hellige Kilde til den Lovmæssighed, som Naturen aabenbarer under deres Hænder, ere allerede ved deres Synspunkt, for evig udelukte fra Hemmeligheden i Naturens Productivitet" ( Indledning 96). En redegørelse for naturideen, det absolutte, og en erkendelse af den, kan ikke opnås inden for rammerne af en empirisk funderet naturvidenskab.

Opgaven - filosofiens problem - er at forstå naturens væsen, som er organisation, dvs. harmoni imellem de modsatrettede kræfter, eller - med Steffens' udtryk - er lig "Identitet af alle Differenzer" ( Indledning 110). I og med, at naturideen er givet, kan mennesket fatte denne absolutte identitet imellem frihed og nødvendighed, dvs. kan forstå, at naturen er mulig, og har hermed samtidig erkendt dens inderste væsen.

Historien er et resultat af det dialektiske spil både på det personlige og det nationale plan mellem egoistisk drift og enhedsdrift eller mellem frihed og nødvendighed. Betingelsen for historiens mulighed er derfor, at frihed og nødvendighed kan forenes. Hvis dette ikke var tilfældet, ville der ikke eksistere nogen historie, men blot et aggregat af usammenhængende begivenheder. Derfor kan filosofiens problem samlet formuleres som den opgave at "gjenkjende Fornuftens Frihed i Naturens Nödvendighed; [og] at gjenkjende Naturens Nödvendighed i Historien" ( Indledning 115-116). Denne naturens nødvendighed i historien kalder Steffens også for skæbnen eller for den usynlige hånd. Skønt hvert naturfænomen er underlagt naturens love, er den samlede naturorganisation som manifestation af naturideen et udtryk for frihed, og skønt det enkelte menneske i historien er et frit individ, synes historiens forløb at være fastlagt.

I de to forelæsninger om historien gør Steffens meget traditionelt rede for historiens gang. Oldtidens høje kultur forfaldt og endte i barbari, middelalderen med dens sans for det religiøse var et trin op ad den kulturelle stige, og med især kunsthistorikeren Winckelmann, med den geniale digter Goethe, som genopvakte den poetiske spire, og med samtidens filosofi er der skabt forventning om en kommende "herligere Tid" ( Indledning 143). Som senere Oehlenschläger i "Sanct Hansaften=Spil" lader den gamle mand med perspektivkassen skildre "den straalende Top, / Hvorfra vi er siunken og atter skal op" (Oehlenschläger: Poetiske Skrifter, bd. 1, udg. af H. Topsøe-Jensen, 1926, s. 274) , skildrer Steffens historiens bølgeslag som underkastet en plan og billedligt talt som en guddoms åbenbarelse i den historiske verden. "Det Præg af det Evige", afslutter Steffens den ottende forelæsning med at sige, "som aabenbarer sig i Historiens rythmiske Gang, maa erkjendes ved en Anskuelse, som uafhængig af Tiden, erkjender det Evige selv for sit Middelpunkt. At finde dette er Philosophiens Problem" ( Indledning 143). Opgaven for filosofien er her som tidligere at anskue det samlende i naturen og historien, centret (middelpunktet) for naturens og historiens mangfoldighed og omskiftelighed, som - skønt det fremtræder i rum og tid - selv hverken har rumlig eller tidslig udstrækning, dvs. det organiserende princip eller naturideen.

Naturideen er hævet over tid og rum, og i en ikke-tidslig følge er det fortidige, det nutidige og det fremtidige kædet sammen i den som tilstandene i de leibniz'ske monader, dvs. det virkelige (det fortidige og nutidige) og det mulige (det fremtidige) er lige virkeligt, thi i ideen er, som i evigheden, alt lige nærværende. "I denne evige Idee", siger Steffens, "er ikke allene alt virkeligt forbunden med sin Muelighed, men ogsaa alt mueligt med sin Virkelighed. I Tiden aabenbarer sig denne Idee kun stykkeviis, lidt efter lidt; men Tiden er kun en Modification af det Evige, i hvilket alt det som skal være, allerede er sat tillige med det Forbigangne" ( Indledning 149).

Som alt andet naturfrembragt har mennesket det evige og organiserende princip i sig, som blandt andet fremtræder som erkendedrift, dvs. som fornuft. Denne er "det Inderste i os, det Guddommelige, ved hvilket enhver er foreenet med alt. Det er den höje Tendenz, den ædle Spire, som vækker os, den Straale af den evige Klarhed, som hæver os, det dybe, bevægende Princip for alle vore höjere Önsker. Indslynget i den evige Organisation, i hvilket det Hele og alle Delene bestaae i en evig Vexelvirkning, skjenkede en Guddom os det organiserende Princip med vor Existenz. At hæve denne Spire, at bringe den til at voxe, er det ædlere Menneskes evige Önske" ( Indledning 155). Dette betyder, at naturideen eller fornuften i naturen, dvs. det objektive, og fornuften i mennesket, dvs. det subjektive, er et og det samme. Det er derfor, at Steffens hævder, at mennesket i sig selv kan finde nøglen til naturens hemmelighed. I sin erkendelse af naturens væsen genfinder fornuften sig selv, hvorved det subjektive og det objektive identificeres, og naturideen, som det absolutte, bliver subjekt-objekt. Opgaven, som Steffens ville påtage sig i de efterfølgende forelæsninger, var at undersøge, om denne erkendelse er mulig.

Steffens afsluttede sin indledende forelæsningsrække med i mere præcis form at vende tilbage til sit udgangspunkt, begrebet om filosofi som en helhed. Han havde i sine forelæsninger hævdet, at det endelige skal forstås ud fra det evige, men havde samtidig søgt i sine beskrivelser af naturens organisation og historiens udvikling at udlede det evige af det endelige. Det evige og det endelige forudsætter således gensidigt hinanden. Endvidere blev anelsen defineret som evnen til at erkende det absolutte, og det absolutte blev bestemt som anelsens genstand. Alle bestemmelser og alle ræsonnementer er således cirkulære. Hvis der kan rokkes ved denne sammenhæng, eller hvis et enkelt udsagn pilles ud af helheden og betvivles, falder hele hans filosofi sammen. "Alt hvad jeg har foredraget falder sammen ved den simpelste Scepticismus. Vor absolutte Gundsætning [identiteten mellem det objektive og det subjektive] maa staae ved sig selv - eller vor hele Philosophie har ingen Realitet" ( Indledning 155). Tankens indre konsekvens er kriteriet på dens sandhed. En redegørelse for naturens og naturerkendelsens mulighed kan ikke prøves på anden måde.

Hvor de første forelæsninger er en efterklang af Schellings naturfilosofi er de sidste stærkt inspireret af Fr. Schlegels æstetiske og kulturkritiske arbejder. Selve skellet imellem det romantiske, dvs. middelalderens og renæssancens digtning, og den moderne samtidige poesi på den ene side og den klassiske, dvs. den antikke digtning på den anden, er overtaget fra Schlegel. Steffens gentager også dennes kritik af den romantiske og moderne digtning for subjektivisme ved at fremstille det interessante og pirrende fremfor det objektivt skønne: "Den romantiske Poesie, skjönt den bevægede sig i levende Gestalt, og sögte at aabenbare Ideerne ved endelig Skjönhed, gav dem dog alle et subjectivt Præg, dette subjective, som gaaer ud over Gjenstanden, selv tilstaaer at den ikke tilfredsstilles, characteriserer den moderne Poesie, giver den mindre Grad af Fuldendelse. Selv de glödende, vexlende Farver udtrykke en Længsel efter Grækernes evig uforanderlige, guddommelige Lys" ( Indledning 137. Cf. fx Fr. Schlegel: "Über das Studium der Griechischen Poesie" i: Fr. Schlegel: Kritische Schriften und Fragmente [1794-1797], Studienausgabe bd. 1, udg. af E. Behler og H. Eichner, Paderborn, 1988).

Tyske original tekster fra dette afsnit

"In periodischen Zeiträumen entwickelte sich auch geistigen und körperlichen staminibus die Luft, das Feuer, das Wasser, die Erde. Mancherlei Verbindungen des Wassers, der Luft, des Lichts mußten vorhergegangen seyn, ehe der Same der ersten Pflanzenorganisation, etwa das Moos, hervorgehen konnte. Viele Pflanzen mußten hervorgegangen und gestorben seyn, ehe eine Thierorganisation ward; auch bei dieser giengen Insekten, Vögel, Wasser= und Nachtthiere den gebildetern Thieren der Erde und des Tages vor, bis endlich nach allen die Krone der Organisation unsrer Erde, der Mensch, auftrat, Microcosmus. Er, der Sohn aller Elemente und Wesen, ihr erlesenster Inbegriff und gleichsam die Blüthe der Erdenschöpfung konnte nicht anders als das lezte Schooskind der Natur seyn, zu dessen Bildung und Empfang viele Entwickelungen und Revolutionen vorhergegangen seyn musten" Ideen zur Geschichte der Menschheit, 1. del (1784), her citeret fra: J.G. Herder: Sämmtliche Werke. Zur Philosophie und Geschichte, bd. 3, Tübingen 1806, s. 18-19. [Retur]

"Die Erkenntnißart des Absoluten also, wenn sie eine absolute ist, ist auch eine contemplative, - Jede unmittelbare Erkenntniß ist überhaupt = Anschauung, und insofern ist auch alle Contemplation Anschauung. Da aber die Vernunft hier das Erkennende ist, so ist diese Anschauung eine Vernunft-, oder, wie auch sonst genannt, eine intellektuelle Anschauung" Schellings Werke, udg. af M. Schröter, 2. tillægsbd., München 1956, s. 83. [Retur]

"Man kann [...] einen gedoppelten Weg nehmen, entweder von der untersten Stuffe der Kräfte, und der gröbsten Erscheinung, der chemischen nämlich, ausgehen, und von da aus durch Schlüsse sey es aus Analogie, oder aus allgemeinen Principien bis zu den obersten Kräften gelangen, von welchen alles regiert wird, oder man kann umgekehrt auch von der höchtsten Stuffe ausgehen, und so allmählich bis zur äussersten Gränze des dynamischen Naturreichs, wo die mechanischen Kräfte erst anfangen können, wirksam zu seyn, herabsteigen" F.W. J. Schelling (udg.): Zeitschrift für spekulative Physik, Leipzig 1800, bd. 1, s. 140. [Retur]

"Wir können wohl - mit Voraussetzung des in der Naturphilosophie Bewiesenen - die Stuffen der Evolution bezeichnen; aber alles wird als ein Beharrendes, Seyendes dargestellt - das ewige Leben in der Natur, den thätigen Wechsel begreifen wir erst dann, wenn wir die Thätigkeit der Natur ohne Substrat erkennen, [...] als ein Subject-Object - objectiv wird, d.h. erst durch eine Naturphilosophie. -" Steffens: Beyträge, s. 271. [Retur]

"Unter den Händen der Physiker ist an die Stelle der lebendigen Naturbetrachtung ein empirischer Verstandes-Idealismus getreten, ein Abstractum besonderer Welten, in welchen allgemeine Gesetze herrschen, die aus Fictionen erklärt werden, und das Ganze ist ein geistloses Aggregat bewundrungswürdiger Virtuositäten" Polemische Blätter zur Beförderung der speculative Physik, udg. af H. Steffens, hefte 1, Breslau 1829, s. 120. [Retur]

"Die Naturphilosophie verfolgt die geistige Consequenz der Organisation, wie die Naturwissenschaft die sinnliche der Mathematik" H. Steffens: "Ueber das Verhältniss der Naturphilosophie zur empirischen Naturkunde" i: Isis, udg. af L. Oken, årgang 1843, Leipzig 1843, sp. 276. [Retur]

"Hat der Erdball eine lebendige Entwickelung, so muss der Begriff des Totalorganismus auf das ganze Weltall angewandt werden, und wir können schon jetzt diesen Grundsatz als Princip für alle Naturphilosophie aussprechen: Organische Entwicklung ist fortschreitende, selbstständige Absonderung, so dass die höchste Organisation (der Gipfelpunct der Entwicklung), obgleich ganz abhängig in der Welt der Sinnlichkeit, doch zugleich ganz frey ist. Somit ist der Mensch der Zweck der ganzen Natur, seine Freyheit der der Natur in ihm, seine Persönlichkeit ist das völlig von der ganzen Natur Abgesonderte, aber gerade dadurch das völlig mit der ganzen Natur innerlich Verbundene - das in seiner Vergänglichkeit Unvergängliche, in seiner Sterblichkeit Unsterbliche. So wird die ganze Natur und ihre Einheit göttliche Teleologie, Ausdruck des ewigen Willens Gottes, Theologie. Die Absonderung der Erde und ihre freye Bewegung im Planetensysteme, ihre Kreisform, durch welche sie ihr Centrum in sich selbst hat, ist der Ausdruck für die Freyheit, welche sich, als der Mensch geschaffen ward, offenbarete" "Ueber das Verhältniss", sp. 274-275. [Retur]

"Bey der Anwendung dieser Principien zur Erklärung der Naturphänomene verfolgen wir die sich bildende Erde, von einer Stuffe der Bildung zur andern [...] Diese Progression in der Bildung wissenschaftlich verfolgt, constituirt die wahre Geschichte der Erde; aber das, wodurch die Bildungsstuffen sich von einander unterscheiden, ist Qualität. Um nun diese Wissenschaft von der sogenannten Naturgeschichte, die sich bloss mit dem Aeusseren der Erscheinungen beschäftigt zu unterscheiden, nenne ich sie innere Naturgeschicte der Erde, weil die Qualität in Gegensatz gegen das den Raum Erfüllende, als ihr Ausdruck, das eigentliche Innere heist, und ich verstehe unter dieser Benennung g[e]rade dasselbe, was man, mehr oder weniger deutlich, sich bisher unter einer Theorie der Erde gedacht hat" Steffens: Beyträge, s. 96. [Retur]

"Electr[icitaet,] Magnet[ism,] Galv[anism] scheinen mir jezt allerdings gleichsam allgemeine, abstracte Formeln der mannichfaltigen chemischen Processe der Natur zu seyn - also alles angewandte El[ectricitaet] oder Magn[etism] oder Galv[anism]" Novalis: Werke, Tagebücher und Briefe Friedrich von Hardenbergs, udg. af H.-J. Mähl og R. Samuel, bd. 2, München og Wien 1978, s. 844. [Retur]

"[...] dass die Natur durch alle Thierstuffen hindurch, nichts anders sucht, als eine Schöpfung, in welcher ihre ganze Unendlichkeit auf das Individuelleste ausgedrückt ist", Steffens: Beyträge, s. 291. [Retur]

"Nackt und hülflos, klagte man von jeher, kommt der Mensch zur Welt - und gerade dieses ist seine gröste [sic!] Zierde. - Der Mensch hat die ganze Welt gegen sich, aber er trägt auch eine ganze Welt in sich. - Alles in ihm ist zurückgedrängt. - Es ist die centripetale Tendenz der ganzen Natur, die sich in ihm offenbaren will. - Von nun an ist er an sich gewiesen, und wer für sich steht, und am festesten steht, ist die individuelleste Bildung - der Wahrhafteste Mensch.-" Steffens: Beyträge, s. 316. [Retur]

"Auch in der intelligenten Welt bildet eine schaffende Natur Stuffen, die einem jeden seine Grenzen anweisst. - Wasin der Natur Geschlechtstrieb ist, erhebt sich da zur Liebe - was in der Natur die Ernährung ist (der Egoismus des Products) wird da Glückseligkeitstrieb - was in der Natur Instinkt ist (in so fern es zur Erhaltung der Gattung wirkt) veredelt sich in der intelligenten Welt zur Moralität, die die ganze Gattung, und die ganze Natur umfast" Steffens: Beyträge, s. 316-317. [Retur]

"Wem die Natur vergönnte, in sich ihre Harmonie zu finden, - der trägt eine ganze, unendliche Welt in seinem Innern - er ist die individuelleste Schöpfung - und der geheiligte Priester der Natur" Steffens: Beyträge, s. 317. [Retur]