Den samtidige modtagelse af Paludan-Müllers skrifter er fyldigt belyst og citeret i kommentarafsnittene af Carl S. Petersens udgave af digterens Poetiske Skrifter i Udvalg I-III (1909) (se: Bibliografi). Vi kan derfor her nøjes med at opridse nogle hovedlinjer.

Digteren har ikke kunnet klage over manglende opmærksomhed omkring de første tredive år af sin produktion, medens hovedindsatsen i hans sidste tiår - Ivar Lykkes Historie - til hans skuffelse som nævnt vakte ringe genklang.

Opmærksomheden var da længe stor, men Paludan-Müllers digteriske succes var vekslende: såvel udbredelsen af hans værker som varmen i den kritiske respons varierede. Hans tidligste værker i første halvdel af 1830'erne nød stor yndest i boghandelen og hos flere toneangivende kritikere. Så fulgte i 1837 en skarp modvind, og da Paludan-Müller efter en pause vendte tilbage med en række hovedværker i 1840'erne, var modtagelse ofte treven. Det var først med fuldendelsen af Adam Homo i 1848-49 at isen på ny blev brudt til et større publikum.

Under alt dette havde han både faste støtter, faste drillepinde og faste kritikere. De nærmeste, uden for offentligheden, var hans familie. Trods digterens enkes forsøg på at slette sporene, kan man se at digterens far, biskop Jens Paludan-Müller (1771-1845) ikke var tilfreds med sønnens første mange værker, og at der også var diskussion med et par af brødrene. Til gengæld var fru Charite efter 1838 utvivlsomt, på sin måde, en tro støtte og opmuntrer for sin skrivende mand - hun var ikke mindst fornøjet med Ivar Lykkes Historie.

Ser vi på den offentlige kritik, kan vi notere at Paludan-Müller fra starten havde to talsmænd med betydelig autoritet. Den ene var hans læremester, digteren og kritikeren J.L. Heiberg, i hvis hjem Paludan-Müller også havde sin gang. Heiberg optog i sit blad Kjøbenhavns flyvende Post (Interimsblad, nr. 2, 19.1.1834), en filosofisk prætentiøs, men psykologisk dybtloddende opsats "Om Dandserinden, betragtet som reflecterende Poesie" af en særlig samstemt: den purunge og højt begavede D.G. Monrad (1811-87). Og da første del af Adam Homo syntes at falde så temmelig til jorden, tog Heiberg til orde i en artikel i sine Intelligensblade (1842, nr. 2), hvor han søgte at rehabilitere digteren og at bestemme det påbegyndte nye værks art og mulige retninger; lumsk nok holdt han, ligesom hovedpersonen selv i "Sjette Sang", en idyllisk slutning for en af mulighederne. Digteren kvitterede ved at tilegne J.L. Heiberg sin Dryadens Bryllup (1844) med en sonet. I sin årbog Urania for 1845 trykte Heiberg Abels Død - det første af Paludan-Müllers gammeltestamentlige digte - og det første der nåede helt at behage hans far.

En anden betydningsfuld støtte fik digteren fra starten i litteraturhistorikeren, professor Chr. Molbech (1783-1857). Han skrev en for ham ualmindelig overstrømmende anmeldelse af Dandserinden i det tungt akademiske Maanedsskrift for Litteratur (bd. 10, 1833), virkede for at digterens omarbejdelse af Kjærlighed ved Hoffet blev opført på Det Kgl. Teater 1834-36, diskuterede positivt Amor og Psyche i en artikel i Maanedsskrift for Litteratur (bd. 14, 1835). Han skaffede Paludan-Müller forhåndsviden om den meget negative, anonyme kritik af Poesier, bd. I (se nedenfor) i samme tidsskrift, i hvis redaktion Molbech sad, og hvor han havde modarbejdet offentliggørelsen; men han misbilligede digterens svar Trochæer og Jamber (1837).Det forhindrede ikke Molbech i fortsat at anse Paludan-Müller for periodens fineste digter. I 1851 holdt han på universitetet forelæsninger om Paludan-Müller og Adam Homo; det huede ikke digteren, som frygtede en art vivisektion, men var faktisk udtryk for en helt ualmindelig anerkendelse af en samtidsforfatter.