• Debut og skandale
• Krisen og krigen

Det lå ikke lige for, at Sophus Niels Christen Claussen skulle blive digter. Hans barndomshjem var ganske traditionelt og slægten var gårdejere. Han blev født på Langeland den 12. september 1865, lige midt i de alvorligste krisetider i mange år: Danmark var endnu i en kollektiv depression, efter det store militære nederlag til tyskerne i 1864. Men der var nyt på vej. Landet var på vej ind i en ny tid, hvor nationalromantikken var passé, og man igen var ved at åbne sig ud mod verden. Industrialiseringen og den moderne udvikling i litteratur og politik strømmede fra midt-Europa til Norden.

Hans far Rasmus Claussen var af bondeslægt, hustruen Hanne Sophie var hjemmegående mor for den lille dreng og hans to ældre søstre Clara og Johanne. Familien flyttede til Falster, hvor Sophus Claussen voksede op og gik i skole, hvilket han i øvrigt ikke var særlig god til - han gik bl.a. anden klasse om. Faren Rasmus Claussen blev talsmand for de lokale bønder, kom på den måde ind i politik og blev indvalgt i Rigsdagen i 1872 som radikal venstremand, der dengang inkarnerede det progressive, oprørske og folkelige. Rasmus Claussen grundlagde i 1873 avisen Lolland-Falsters Folketidende, opkøbte siden flere lokalaviser og blev en rig mand.

Så selv om Sophus Claussen ikke var af fin, borgerlig, veluddannet familie, blev der i kraft af de nye tider på blot en enkelt generation åbnet muligheder for politisk kundskab, avisvirksomhed og god økonomisk baggrund, alt sammen ting, der skulle vise sig at få stor betydning for hans tilværelse som digter.

I 1881 flyttede familien fra provinsen til Frederiksberg i København. Sophus Claussen klarede sig stadig dårlig i skolen, men fik dog sin studentereksamen fra den private Mariboes Skole i 1884, som han selv oplivet kaldte for "Mærkeaaret". Efter eksamen var han på rundrejse i Tyskland. Vennen Johannes Jørgensen har beskrevet Sophus Claussen omkring denne tid, som den:

Det er en rigtig ung dandy, en storby-laps med fine manerer, krydset med en magelig bondedreng, som Jørgensen her portrætterer så morsomt. Sophus Claussen udtrykker tilsyneladende allerede som helt ung den dobbelthed, han senere arbejdede med at sammenføje i sit liv og sit forfatterskab; han var verdensmand og folkelig, åndsmenneske og nydelsesmenneske, alt på én gang.

Og naturligvis æstetiker: Sophus Claussen var ofte utilfreds med sit eget udseende. Desuden var han ikke tilfreds med sine egne evner som forfører. Han ville gerne være som Albert Gottschalk, maleren, der bl.a. løb med vennen Viggo Stuckenbergs hustru, men Claussen var nok, som man kan se af hans breve og private optegnelser, mere til intim samtale og drømmeri end til hårdhændet forførelsesteknik.

Claussen begyndte efter bestået filosofikum på jurastudiet i 1885 og kom via Københavns Universitet ind i de radikale kredse omkring Georg Brandes i Studentersamfundet. Her diskuterede man kvindens, bondens og arbejderens frigørelse - og her mødte Claussen andre fritænkere, deriblandt vennerne Stuckenberg, dennes hustru Ingeborg Pamperin, Gottschalk og Johannes Jørgensen. Det var den vennekreds, der siden skabte dansk symbolistisk digtning.

Georg Brandes betød meget for Sophus Claussen, der så ham både som helt, skaber af en ny tid, og også som modstander, fordi han var radikal realist. Claussen selv tænkte anderledes end de toneangivende tænkere. I en note fra 1885 beskriver Claussen sin personlige drøm om en ny litteratur, en ny romantisk strømning, som gerne skulle blive en:

Sådan at varsle realismens død var dristigt og ikke videre populært, men Claussen var ikke bange af sig, selvom symbolisterne aldrig havde samme brede folkelige appel og opmærksomhed som realisterne, naturalisterne og socialrealisterne. Symbolismen var netop ikke tænkt som videnskabsteori eller som en del af klassekampen, men snarere som en "åndskamp" - den var et forsøg på at vække det åndelige og æstetiske i kunsten, på gennem poesien at udtrykke: "det moderne Nervelivs ejendommelige Tempo og ejendommelige Melodi", som kritikeren Valdemar Vedel beskrev i tidsskriftet Ny Jord i 1888. Sophus Claussen og hans ligesindede måtte i stedet for Danmarks litterære miljø vende sig mod Frankrig, hvor de parisiske symbolister Charles Baudelaire (1821-67) og Paul Verlaine (1844-96) i disse år dannede skole indenfor moderne storbydigtning og symbolistisk tænkning og poetik. Men Claussen dyrkede også den danske romantiker Emil Aarestrup og skrev i sine noter: "Jeg nævner Aarestrup, fordi han, om han havde levet i en stor By, sikkert var blevet mindre idyllisk - og fordi han enkelte Steder raader over samme grublende dybe Stemning som Baudelaire" (Notater s. 47)

Hvad kvinderne angår, oplevede Sophus Claussen en forelskelse i en ung syngepige, Mary, i 1884, da han var 19 år. De havde en kaotisk affære, som gav stof til Claussens digtning, og deres forhold blev skildret i digtcyklussen Kyllingesorger fra 1889. To år senere, i 1886, arbejdede han som journalist ved det radikale venstreblad Horsens Folkeblad som redaktionssekretær, og mødte der i byen en borgerdatter, Anna Christensen på 19 år, som han var forlovet med i omkring et år. Problemerne med kæresterne og kærligheden fylder meget i hans digte, romaner og dagbogsnotater, især i denne tid. Sagen var nemlig, at det stadig var strengt forbudt for pæne piger at give efter for deres lyst, manden måtte stort set tigge og bede om hvert eneste kys. Det blev ivrigt diskuteret i "sædelighedsfejden" - en stor nordisk debat i tiden, som bl.a. forfatterne Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen, Georg Brandes og August Strindberg samt medlemmer af Dansk Kvindesamfund deltog i. Sagen angik dette: At frisætte seksualiteten og give kvinderne samme rettigheder og muligheder for at leve sig selv ud, som mænd havde. Claussen deltog i diskussionen og skrev i sine noter: "Saa længe en Kvinde ikke har hengivet sig til dig, ved du ikke, om du kan leve med hende, et skønt og sædeligt Liv." (Notater s.45).

Claussen var i øvrigt med i arbejdet omkring symbolist-tidsskriftet Taarnet, som Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg udgav hjemme i Danmark fra 1893 til 1894, i godt et år. Men kriserne mellem vennerne afsluttede snart både venskaber og bladproduktion. Viggo og Ingeborg Stuckenbergs hjem, samlingspunktet for symbolisterne, med Ingeborg som Claussens nære fortrolige, gik i opløsning i utroskab og skuffede forventninger. Johannes Jørgensen blev, til stor forargelse for den ateistiske vennekreds, troende katolik, og venskabet mellem Claussen og Jørgensen opløstes under stor dramatik, da han besøgte Claussen i Italien i sommeren 1894. Senere udgav Claussen i Heroica både et kritisk digt til Johannes Jørgensen fra dengang - og ved siden af et nyt forsoningsdigt, skrevet 33 år senere, hvor han indrømmer, at de aldrig var så langt fra hinanden i deres tankegang: "Pan og den lidende Kristus hjælper hinanden i Nød - ", skriver Claussen og lader de to venners guddomme sidde venskabeligt til bords sammen i det store digt "Heksameter-Hymne til Pan og Giovanni" ( SL VI 25).

Da Sophus Claussen vendte hjem i 1894 efter at have afsluttet kærlighedsaffæren med Clara, hvis breve han til sidst holdt op med at besvare, arbejdede han som redaktør på faderens avis Lolland Falsters Folketidende. Claussen genoptog nu forbindelsen med sin tidligere forlovede, Anna Christensen, og i 1896 blev de gift, ti år efter deres første møde. De flyttede først til Nykøbing Falster, siden til København og fik sammen børnene Ilse og Kitty.

I denne periode arbejdede Sophus Claussen på dramaet Arbejdersken, der var tænkt som et udtryk for socialt og folkeligt engagement. Hans ven fra Paris-opholdet, forfatteren Herman Bang, instruerede stykket i 1898, og det blev en pinagtig fiasko, et chok Claussen aldrig rigtig kom sig over. Han boede med familien i Paris i lange perioder og overvejede at flytte derned fast og skrive på fransk. Alligevel fortsatte han sine politiske debatskriverier i danske aviser og med sine udgivelser: digtene Pilefløjter i 1899, romanen Byen. Junker Firkløver i 1900, tidssatiren Trefoden i 1901 og Mina. Et digt om Byen i 1902.

Efter endnu en rejse i Italien udgav Claussen i 1904 digtsamlingen Djævlerier, som er en af forfatterskabets milepæle. I denne opstillede han slangen som et nyt ideal, hvori godt og ondt, hæslighed og skønhed blev forenet, et symbol på den enhedstanke, Claussen som symbolist troede på.