[ Arkiv for Dansk Litteratur - ascii-version af værk. NB: teksten er autogenereret uden korrektur !! ]



No. 92.

Synges som: Abraham sad i Mamre-Lund; eller paa egen Melodi afL. M. Lindeman.



Apostlerne sad i Jerusalem

Og bied paa Herrens Time,

For Øren da brat det ringed dem,

Som tusinde Klokker kime.



Det rørde dem alle saa underlig,

Det var ikke før oplevet,

Der taldes om dem i Himmerig,

Der blev deres Navne skrevet.



Der taldes om dem, som Livets Ord

Nu skulde med Kraft forkynde,

Om Himmel-Glæden ved Herrens Bord,

Som skulde paa Jord begynde.



Gud-Fader, Han sagde: er det ei Nok

Til Fred og Fryd dernede,

Jeg sender din Kirke en Engleflok

At synge med Folk og bede!



Vor Frelser, Han svared: Du veed det bedst,

Hvorfor jeg paa Korset døde,

Det var for en glædelig Pindsefest,

Saa Hjerter og Tunger gløde!



Gud-Fader, Han sagde: velan, min Søn!

Skal Hjertet for Himlen brænde,

Livsaanden, som luer hos os iløn,

Maa Ilden paa Jord optænde;



Den Aand, som nu kun er min og din,

Vi maae da med Smaaf olk dele,






Ug skiænke dem lidt at den søde Vin,

Som fryder os i det Hele!



Da hørdes paa Sion der Sus og Brus,

Det bølgede som et Lagen,

Med Kraft fra det Høie det lave Huus

Opfyldtes paa Pindsedagen!



Da saaes der Tunger som Ild og Glød,

Guds Venner de fløi i Munden,

Paa alle Folks Tunger Guds Ord gienlød,

Mangfoldig, men eens i Grunden.



Saa tændtes paa Jorden det Lys fra Gud,

Der haver som Solen straalet,

Hvor levende Røster Guds Julebud

Forkyndte paa Modersmaalet.



Og har vi til nu paa det store Ord

Som Børnene smaa kun stammet,

Af Himmelens Ild, som kom til Jord,

Vi har dog en Gnist annammet.



Den Gnist, den ulmer hos os endnu,

Opblusser og i Guds Time,

Saa gladelig rinder det os ihu,

At Himmerigs Klokker kime!