II 27.5-6. - 32 knækker jeg mig] brækker jeg mig, kaster op; her med ordspil på den konkrete betydn.: brækker midt over. - 34 Staalmave] ordspil på betydn. »stærkt helbred« og nålen, der i sig selv er af stål; muligvis også stålkorset.

Lille Tuk tryktes første gang i NE 4-47, der udkom 3.4.1847.

Iflg. Bemærkninger er eventyret »udtænkt under et Besøg i Oldenborg« (8), men da A under sin store rejse 1845-46 både boede hos sine venner Caroline (1821-75) og Wilhelm von Eisendecher (1803-80), som da var minister i Oldenburg, på udturen (29.11.-17.12.1845) og på hjemrejsen (19.9.-5.10.1846), er en præcis datering umulig. Imidlertid er nedskrivningen først foretaget i slutningen af februar 1847. I et brev til sin danskfødte forlægger i Tyskland Carl B. Lorck meddeler A 1.3.1847, at han har skrevet fire nye eventyr, hvoraf »»lille Tuch« er mig for frisk endnu fra Pennen til at sende ud« (BLorck 86). Det tyder på, at eventyret er skrevet tilsidst, og da Skyggen blev endt 24.2., må Lille Tuk være blevet til i de flg. fire-fem dage.

I Bemærkninger hedder det, at A har nedlagt et par barndomserindringer i eventyret (jvf. ndf.), men det er tilsyneladende Ingemanns digtcyklus Sjællands Kjøbstæder (udkom i sin helhed i Samlede Skrifter IV Afd. VIII. 1845; enkelte af digtene havde været trykt tidligere), der ansporede ham. Allerede 5.8.1843 skriver A til Ingemann fra Bregentved: »Deres Idee: at give os en Samling Folke-Viser som Vignet til hver dansk By tiltaler mig i høi Grad [...], tro derfor min Spaadom: denne nye Bog bliver den Rune, som staaer længst og tydeligst paa Deres Grav« (BfA II 91), og fra samme herregårdsophold fortæller han 11.8. Jonas Collin, at han har været til kirkekoncert i Køge, hvor bl.a. Ingemanns digt om Køge blev sunget: »det er en ganske god Idee [...] jeg troer det er noget der ret egner sig for hans Geni« (BJC I 226f). Lille Tuk fremtræder som et prosaisk sidestykke til Ingemanns lyriske projekt.

125.2-5 Tuk ... Gustave] en hilsen til Eisendechers for udvist gæstfrihed, idet ægteparret havde to børn, sønnen Carl (1841-1934), som kaldtes Tuch, og datteren Gustave (1842-1914). Skønt A i et utrykt brev (Laage-Petersens Samling, KB) 14.4.1847 til fru von Eisendecher fortæller, at han har tænkt på hendes børn i eventyret, har de dog kun navne tilfælles (jvf. iøvrigt også BfA II 204). - 9 Geographi-Bogen]