Aarets Historie er trykt første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.

Om eventyrets tilblivelse haves kun optegnelser fra 1850f (se ndf.), men ideen til eventyret kan måske føres tilbage til 1846, hvor A under rejsen over Appenninerne i Dagbøger 27.3. skriver: »Tænkt paa et Eventyr om Vaaren der reiser gjennem Landet - tænkt paa et Eventyr om Storken, med Familie der reiser til Ægypten« (III 84), et notat som Topsøe-Jensen tolker som planen til Dynd-Kongens Datter (Dagbøger XII 34).

Årets historie er et almindeligt motiv i kunst og litteratur, og blandt tidligere behandlinger kan nævnes Oehlenschlägers Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur (1805), hvis grundtanke, årets fødsel lig foråret, genfindes hos A, omend uden Oehl.s kristeligt-panteistiske aspekt (Oehl XIX 195):

Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser, det er ham selv.

Herudover kan nævnes Jens Baggesens Jordens Kiærlighedshistorie eller Aarstiderne (1814) og Henrik Hertz' Foraarets Nytaarsdag (1833).

A var tidligt optaget af motivet. I digtet Nytaarsnat (1829; SS XII 7) personificeres året som en gammel mand, men selve kimen til eventyret findes i de eventyragtige betragtninger over årstiderne i Fodreise 14f), der i 1832 fulgtes af digtsamlingen Aarets tolv Maaneder. Rundt omkring i forfatterskabet og i breve og dagbøger findes en række eksempler på A.s interesse for motivet: beskrivelsen af Francesco Albanis Le Historie d'Amore i Imp (56), jvf. Dagbøger 14.12.1833 (I 250f), beskrivelsen af Ferdinand Raimunds tryllefarce Der Diamant des Geisterkönigs i KES (215), Hyldemoer (II 175f); Dagbøger