menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 7
(Sider: I - 432)


Side 149

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

246.7 barkede] garvede. - 15 allegorisk] sindbilledligt, dvs. at ølflasken var tegn på drikkeri. - 34-37 Det var Hjertesorg ... lee af dem] allerede i Fodreise behandlede A sorgens relativitet, men i større perspektiv, idet han forestiller sig de døde som tilskuere til livet hernede: »Da vil vi vist betragte Alt med ganske andre Øine, end nu, vi staae paa Bræderne. Mange Sorger og Taarer blive os da, hvad nu Barnets Graad over det sønderbrudte Legetøi er for den Ældre. Da ville vi vist erindre Jordlivets Sorger, saaledes, som vi nu huske vor Barndoms; det Smertelige er glemt« (20). Jvf. også KES: »En Barnesjæls dybe Sorg er stor som den største, den Voxne kjender; Barnet har i sin Smerte intet Haab, Fornuften rækker ei sin støttende Haand til Barnet, det har i Øieblikket Intet uden sin Sorg at klynge sig til« (103).

»Alt paa sin rette Plads!«

»Alt paa sin rette Plads!« blev trykt første gang i H 2-53, der udkom 30.11.1852.

Om inspirationen til eventyret skriver A i Bemærkninger: »»Skriv«, sagde Digteren Thiele, »et Eventyr om en Fløite, der blæser Alt paa sin rette Plads!« i disse Ord laae allerede en heel Idee og det nævnte Eventyr sprang frem« (10). Sandsynligvis er det skrevet i oktober 1852, som det indirekte fremgår af et brev til Carl B. Lorck 4.11.1852 (se ovf. s. 148).

Udover den inspiration A har faet fra forfatteren, kunsthistorikeren og folkemindeforskeren J.M.Thiele (1795-1874), har motivet med den magiske fløjte, der vender op og ned på alting, ikke ligget A fjernt. Under sin store udenlandsrejse 1833-34 så han 30.9.1833 i Genua Gaetano Gioias ballet II flauto magico, »hvor de alle kom til at dandse ved Fløiten og da Spillemanden kom for Retten, maatte selv Raadet og de gamle Billeder paa Vægen dandse« (Dagbøger I 193). A huskede denne ballet, og i 1850 tog han ideen op og indlagde den i eventyrkomedien Ole Lukøie II 11 (SS XI 48ff, jvf. MLE I 150).

Motivet med husmandsdatteren, der bliver herremandsfrue uden at svigte sine forudsætninger, havde A beskrevet i den gamle baronesses skikkelse i DtB, hvor han også giver udtryk for, at den sande og højeste adel er åndens adel (251, 265, 275), en tankegang som er gennemgående i hele forfatterskabet og koncist udtales af Otto Thostrup, A.s selvportræt, i O.T.: »Ingen kan mindre end jeg tage Hensyn til en Adel, som kun Fødselen giver; den er Intet, og der vil komme en Tid, at en saadan slet ikke vurderes, at Aand ens Adel er den eneste« (140).

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345