Pen og Blækhuus tryktes første gang i NEH 4-60, der udkom 9.12.1860.

Eventyrets tilblivelse er af H.Topsøe-Jensen dateret til april eller maj 1859, idet det figurerer på den liste over »Eventyr som kunne skrives«, som kan tidsfæstes til april eller begyndelsen af maj 1859 (se ovf. s. XIII), medens det i et utrykt brev til Henriette Scavenius 23.5 (H.G.Andersens Hus. Odense) i forbindelse med et forestående besøg på Basnæs omtales som færdigt: »To Eventyr bringer jeg med, det ene om Pen og Blækhuus kjender Deres Naade« (HCA 252). Skønt bemærkningen om fru Scavenius' kendskab til eventyret ikke berøres af Topsøe-Jensen og heller ikke synes umiddelbart forståelig, synes dateringens rigtighed utvivlsom, idet A i et utrykt brev til Signe Læssøe 20.7.1859 skriver: »Før jeg forlod Kjøbenhavn skrev jeg [...] »Pen og Blækhuus«« (Rigsarkivet. N.F. og hustru Signe Læssøes privatarkiv. Arkivnr. 5917).

Motivet med digteren som Guds redskab er allerede foregrebet i en skolestil 1825 (nr.27): »Kunstner! du er jo kun et Redskab for den Høie, du er Midlet gjennem hvilket Herren virker, du greb mellem Mængden af dine fine Marmorblokke, og tog dette til at danne en Aphroditte af, Gud tog Dig blandt Mængden til at virke igiennem; hvius Fortieneste er størst, Dit Kunstnerblik eller Marmoret som lod sig bøie, hvem tilkommer Roesen Gud eller Dig?« (Svanholm 147). Da A selv for alvor var slået igennem som kunstner, overførte han denne betragtning på sig selv i forbindelse med arbejdet på romanen Christian den Andens Dverg i et brev til veninden Henriette Hanck 4.11.1831: »jeg er tilfreds med de første Kapitler, jeg troer jeg har opfattet Tidsalderens Aand; Gud vil begeistre mig til det øvrige, thi han er dog den store Mester og Digteren kun Kopisten der skriver hans Tanker ned!« (BHH 18). Sml. også En Digters sidste Sang (1844; SS XII 362).

A.s opfattelse af kunstneren deltes iøvrigt af samtiden, jvf. fx J.L.Heibergs En Sjæl efter Døden (1841; Poetiske Skrifter X.1862.233), hvor det ironisk siges af Mephistopheles: