går med planer om et eventyr, der »handler om Fata Morgana og faaer vel dette Navn eller ogsaa Navnet »Fugl Phønix«« (BHH 326). Fugl Phønix kom dog kun til at spille en mindre rolle i Paradisets Have (I 146.18-29).

Fugl Phønix-figuren, der først omtales af Herodot, men som måske er beslægtet med den ægyptiske fugl Bennu, palmefuglen (Phønix betyder palme) er ofte behandlet i europæisk litteratur og omtales bl.a. i Shakespeares (1564-1616) Stormen III.3. Bortset fra at A måske har kendt den fra Grundtvig (se Helge Toldberg: Grundtvigs Symbolverden. 1950.201ff), har han også læst om den i Atterboms (1790-1855) Lycksalighetens ö (1824-27), der inspirerede ham i arbejdet med Paradisets Have. Om Fugl Phønix-figurens historie se iøvrigt Fredrik Vetterlund: Sägnen om »Lycksalighetens o« i: Ord och Bild.Stockholm 1921.136ff.

50.21 Fahluns] by i Dalarne, Sverige, vokset op omkring kobbergruberne Falu Gruva.

51.4 Thespiskarren] se n.t. IV 116.18. - 7 Odins Ravn] på Odins skuldre sidder ravnene Hugin og Munin, der hver dag flyver ud i verden og ved deres hjemkomst hvisker Odin i øret, hvad de har set og hørt. - 8-9 Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal] se n.t. III 38.27-28. - 12-13 Spurven ... Vingerne] den sande poesi (fx A selv) i modsætning til 3.rangsdigtningen (fx fru Gyllembourg). Sml. iøvrigt Nabofamilierne (II 116.29ff m. note).

En Historie tryktes første gang som kap. XIII i I Sverrig, der udkom 19.5.1851, og blev senere optaget i EHP 2-63, 2. hæfte, der udsendtes 10.3.1863.

Om historiens tilblivelse vides intet, men A havde fra sin tidligste ungdom i skolestile spekuleret over muligheden af de evige helvedesstraffe (se Svanholm 135). Senere aktualiseredes hans spekulationer i forbindelse med den diskussion af apokatastasislæren (dvs. læren om alles lutring og sluttelige frelse, der har udgangspunkt i 1. Tim. 2.4 om at Gud vil, »at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden«), som havde rejst sig i kølvandet på Grundtvigs angreb på den rationalistiske professor H.N.Clausen (1793-1877) i Kirkens Gjenmæle (1825). I den forbindelse havde Grundtvigs tilhænger, teologen