Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen blev trykt første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

Efter sin sædvanlige sommerrejse sydpå i 1857 kom A 12.9. til København, hvor han blev opskræmt ved rygtet om flere tilfælde af kolera, hvorfor han straks forlod hovedstaden og efter ophold i Roskilde og hos Ingemann i Sorø kom til Basnæs 26.9., hvor han blev til 18.10. Her kom han atter i balance, »og da udviklede sig Planen til en ny Eventyr-Komedie: »Lygtemanden«. Ingemann syntes godt om Ideen, men den kom dog kun i løst Udkast paa Papiret, og flere Aar efter blev den givet i ganske forandret Form og Skikkelse som Eventyret: »Lygtemændene ere i Byen«« (MLE II 201).

Ideen havde A faet under arbejdet med At være i slutningen af 1856, hvor det som optakt til en skildring af hr. Svanes melankoli med reference til to af A.s skuespil hedder: »Ved Eventyrdigtningen ere to Begreber af den danske Folketro særlig blevne personificerede bragte paa Scenen: Søvnen med sine Drømme i Skikkelse af Ole Lukøie, og Erindringen med sin Styrke som Hyldemoer, Dryaden i Havens gamle Hyld; men Illusionerne have ogsaa deres Personification, som Digteren vil kunne vise os i Folketroen, og det er Lygtemanden. Medens Ole Lukøie flyede den stakkels Hr. Svane, og Hyldemoer bredte sit hyldeblomstrede Skjørt over ham, var Hovedfiguren dog Lygtemanden, Illusionernes Herre, Dæmonen med de glimrende Laternamagica-Billeder. Han havde elverskudt ham; han, der lokker os ud i Mosen, den røde Mand med Lygten paa Hovedet, han, der som Flammen er bøielig, altødelæggende, havde lokket den stakkels Hr. Svane fra Embedsveien ud paa Opfindelsernes Vei [...] Hr. Svane havde troet paa Menneskene i Glands af Lygtemanden [...] den [...] satte sig der som Mare, paa hans Bryst, knugede, saa han vaandede sig i den bittreste Sjæle-Smerte« (210f).

Planen til et skuespil er dog hurtigt blevet opgivet, for i et brev til Adolph Drewsen, Dresden 12.8.1858, skriver han: »Glæd Viggo [Drewsen] med at jeg rimeligviis kommer i Stemning til at skrive