62.22 Blomstens Engel] blomsteralfen, dryaden.

63.6 Maja] måske en allusion til fru Gyllembourgs En Hverdagshistorie (1828), hvor den åndfulde og kærlige pige hedder Maja (i modsætning til den åndløse Jette, hvis navn da heller ikke passede til Henriette Wulff); jvf. O.T. hvor en af Marens affekterede københavnske veninder døber hende om til Maja »ligesom i Hverdagshistorien« (133).

Den uartige Dreng blev trykt første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

Eventyret er skrevet i løbet af vinteren 1834-35, se indledning til Tommelise ovf. s. 30.

I Bemærkninger skriver A, at han har fundet fabelen til eventyret i den gr. lyriker Anakreons (f. ca. 572 f. Kr.) digte. I Fra Boghylde gør Estrid og Erik Dal opmærksom på, at A ejede Anacreonte novissimo del commendatore Alberto Thorwaldsen in XXX. Bassorilievi anacreontici tradotti del cavaliere Angelo Maria Ricci, Roma 1832, hvori findes digtet Anacreonti ed amore, der har samme motiv som Den uartige Dreng (43). Imidlertid kan A allerede i sin skoletid have stiftet bekendtskab med Anakreons tredie ode. I 1826 havde A.s rektor, Simon Meisling (1787-1856) nemlig udsendt Anakreons digte i såvel den gr. grundtekst som da. oversættelse i et indbydelsesskrift til Helsingør Latinskoles eksamina. Som påvist af Hans Brix (Fagre Ord ² . 1963.106ff) er det imidlertid dog mest sandsynligt, at Christen Prams (1756-1821) oversættelse fra slutningen af 1700tallet: Efter Anacreons tredie Ode har dannet udgangspunkt for eventyret. Der er en række iøjnefaldende ligheder mellem Prams oversættelse (Udvalgte digteriske Arbeider samlede og udgivne af K.L.Rahbek. IV. 1827.59 f) og A.s eventyr. Medens Meisling således ikke nævner uvejret, skriver Pram: »Voldsom Regn nedskylte«, jvf. A.s »Regnen skyllede ned«. Og medens Meisling blot fortæller, at digteren satte den lille dreng ved kaminen, sætter han ham på skødet hos Pram. Hos A bliver det til: »Den gamle Digter [...] tog den lille Dreng paa sit Skjød.«

Amorfiguren forekommer adskillige gange i den unge A.s produktion, således i Mosters Skjærmbræt (1830; SS XII 50), hvor et nyforelsket par pludselig opdager ham blandt diverse bibelske figurer og silhouetter af familiemedlemmer på et skærmbræt. Og i Hjortetyven (1831; SS XII 19) tales om Amor, »det slemme Skarn«, der i alle