Hvad gamle Johanne fortalte tryktes første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er skrevet i København i september 1872 og blev A. s sidste. I Dagbøger 16.9.1872 hedder det: »Hjemme om Aftenen, gnaven skrev paa »Det suser gjennem det gamle Træ«« (IX 332). Derefter lå arbejdet stille nogle dage, men 21.9. blev det genoptaget, og da havde eventyret fået sin endelige titel: »skrev paa Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 334). Dagen efter tog A ud til familien Melchiors landsted Rolighed, og her fortæller Dagbøger 23.9.: »Det begynder at blive koldt; jeg fryser paa min Stue; her har jeg siddet næsten hele Dagen opfyldt af Historien, (hvad gamle Johanne fortæller), før Middags Tid Kl 4 sluttede jeg den. Læste den efter Bordet og var selv glad ved den poetiske Duft og Stemning der er kommet i den, jeg gik over til Læssøe [: maleren Thorald Læssøe] for at læse den for ham men der var »Aaen og Havet« [: forfatteren Thomas Lange] jeg vilde ikke strax have min friske Digtning kritiseret og jeg vendte om« (ib. 334f). 24.9. læste han det op for familien Henriques og havde iøvrigt nær mistet dét og Portnøglen, idet han inden oplæsningen hos Henriques havde tabt manuskripterne i Vincents restauration, hvor de dog var blevet fundet. Derefter skriver han: »Jeg opgav at høre »Lohengrin«, gik hjem, men for anden Gang i hele mit Liv, kjøbte jeg her hjemme en halv Flaske Champagne, jeg havde saa stor Lyst til den og drak den under Afskrivningen (og Rettelserne) af Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 335). 26.9. fortæller han i et brev fru Scavenius: »Siden jeg kom hjem har jeg ikke ret følt mig vel, mit Humeur har ikke været ved det gamle. Melchiors fik mig derfor igjen ud paa »Rolighed« hvorfra jeg først er kommet ind igjen i forgaars, Veiret er kommet i sit kolde fugtige Hjørne, den hele Stemning deraf og af mit eget Sind, har jeg imidlertid lagt ned i en ny Historie: Hvad gamle Johanne fortalte; de som have hørt den sige at den er den meest poetiske af de Historier og Eventyr jeg har skrevet i Sommer og som Deres Naade har hørt« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her citeret efter Buket 296).