Smaae alene være skabte til Had og Forfølgelse. Dette Spørgsmaal har jeg i levende Live ofte været tilsinds at ville besvare; men da jeg ikke havde Leilighed til at studere Hegel og de nyere Philosopher saa nøie, at jeg kunde skrive denne lærde Afhandling med al den Utydelighed og Spidsfindighed, som det sig hør og bør, udsatte jeg det altid; nu vil jeg med egne Øjne kunne see det store Experiment, som kan sætte En Griller nok i Hovedet; thi tænke vi os den store Masse der har exsisteret fra Evas Tid, kan vi ikke andet end beklage de arme qvindelige Engle i Evigheden; thi rimeligt er det jo, at de ogsaa der holde sig til det smukke Kjøn, men maaskee, som jeg troer, gjør de et saa stort Spring i aandelig Cultur at de spille et Slags Cicisbeo, kaste de brune Kjoler og iføre sig røde, for saaledes med denne levende Farve desmere at stikke de foeminine Engle i Øinene og gjøre deres Lykke!«

Jeg saae paa Manden og hans hele Omgivning, og mærkede da nok, som alt Tommeliden fra Sirius sagde mig, at man ikke ved Døden strax gjør noget Saltomortale i aandelig Fuldkommenhed De menneskelige Naragtigheder, Feil og Ufuldkommenheder ville endnu en Tid hænge ved det aandelige Jeg, naar det alt svæver over de første Egne hiin Side Graven.

En rank qvindelig Skikkelse, i hvis Ansigt lyste den inderligste Ømhed og Kjærlighed, tiltrak sig min Opmærksomhed; det var en Moder, som denne Nat var død af en epidemisk Sygdom, kun nogle faae Skridt fra hende sad hendes kjære lille Dreng, der nogle Timer senere var fulgt efter. Længselsfuld strakte hun Armene efter ham; endnu tonede Barnets fromme Trøst ved hendes Dødsleie, da han med Livsflamme i Hjerte og Øie trykkede Moderens Haand i den fattige Hytte.

Græd ei Moder, ellers døer du jo,
Lægges ned i Jorden, som min Fader,
Gaae dog ikke fra mig begge to;
Jeg døer med naar du mig reent forlader.
Hele Verden er jo dog saa smuk,
Og her er saa mange, mange Glæder.
Hvis vor Herre hører dine Suk,
Kan han blive vred fordi du græder.