menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 1
(Sider: 1 - 239)


Side 201

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

vore Vandringsmænd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortræffelig Regent, og nær beslægtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzi's dramatiske Eventyr »de tre Pommeranzer«.

»Ak!« sagde Verten, »vor allernaadigste Hjerterkonge er en fortræffelig Mand, ret en Hjertens Mand, og derfor male de ham ogsaa altid af med to Hjerter, men hans Datter - ak! ak!«

Her begyndte den gode Gamle, saa bitterligt at græde, saa han ikke kunde faae et Ord mere frem; da han siden havde fattet sig erfarede de, at Kongedatteren var skjøn som Solen, men var tillige en ond og arrig Hex, der var Skyld i mange deilige Prindser og mandhaftige Ridderes Død. Enhver, ligefra Kongesønnen til Betleren, var det tilladt at beile til hende, men kunde han ikke svare paa tre givne Spørgsmaal, eller rettere, gjætte tre Ting, da lod hun, som en anden Turandot, ham uden Naade og Barmhjertighed henrette. Den gamle Konge var færdig at gaae af Sorg i Graven over sin ugudelige Datter, og over at have givet hende et helligt Løfte, ikke at blande sig i hendes Kjærlighedshandel. Ja, der var endogsaa forordnet eengang om Aaret en stor Bededag, hvor da Kongen med hele Folket laae paa Knæ og bad om, at Prindsessen maatte vende om paa den rette Vei, og faae et nyt og bedre Hjerte; Sorgen var saa stor, at selv de gamle Kjærlinger i Byen farvede deres Brændeviin sort, for ogsaa selv ved dette, at vise deres Bedrøvelse.

»Men er hun da saa smuk?« spurgte den Fremmede.

»Ak ja,« svarede Verten, »vor Herre har givet hende en skjøn Skabilon! men hvad nytter det? Et Æsel er dog et Æsel, bære det endogsaa et gyldent Dække! og Adel uden Dyd er en Løgte uden Lys! ak, naar de først klappe med Skovlen paa hendes Grav, saa har den Herlighed en Ende; saa skal hun sove i de røde Lagener, hvor Sengene er hede uden Varmebækken! Gud bevare os alle sammen! - Om en Stund kommer hun her forbi, derfor har jeg maattet lade reise denne Æreport; hun skal nu besee det nye Marmorbad! o Gud give hun maatte drukne deri, den lede Satan! men hun drukner ikke! hun drukner ikke!«

Johannes og den Fremmede sadte sig imidlertid til Bords i Gjæstestuen for at nyde lidet, da de pludseligt bleve afbrudte ved larmende Hurraraab; de gik til Vinduet; der stod Verten udenfor og svingede med sin hvide Hue, og Piger og Karle holdte Krandse i Veiret for Prindsessen der med sit Følge reed igjennem den med Blomster og Grønt pyntede Æreport. Foran saae man to unge Riddersvende, ganske klædte som

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345