menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 1
(Sider: 1 - 239)


Side 203

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

ærværdige Hoved bar han, om de hvide Sølvlokker, den tunge Guldkrone og holdt Scepteret og Æblet under Armen, medens han med en stor Guldnøgle aabnede Porten.

Da han hørte at Johannes var en ny Beiler til hans kongelige Datter, brast den Gamle i Graad, saa at Scepter og Æble faldt til Jorden; han løftede begge Ilænder imod Himlen og tørrede sine Øine i den kostbare Schlafrock. Derpaa tog han Johannes ved Haanden og førte ham ind i Prindsessens Lysthauge. I hvert Træ hang der tre, fire kongelige Beilere, hvis Beenrade ranglede med de tørre Knokler og skræmmede alle Sangfuglene bort fra Haugen. Blomsterbedene bestod af Menneskebeen, og rundt om paa Terrasserne grinede fæle Dødninghoveder, og i Marmorbassinet legede Fiskene med de Dræbtes blødende Hjerter.

»Ak min Søn,« sagde den gamle Konge, »her seer Du hvad der venter Dig! læg ikke mere Blod paa mit og min Datters Hoved, vend om, eller Du mister snart Dit unge Liv!«

Johannes trykkede med Ærbødighed den gamle Konges Haand til sine Læber, men forsikkrede tillige, at hans Beslutning var urokkelig. Da larmede det i Slotsgaarden; Prindsessen kom tilbage, steeg af Hesten og var snart i Haugen hos dem begge. Johannes talte, men han vidste ikke selv hvad han sagde, thi Prindsessen smilede saa saligt til ham og rakte ham sin hvide Haand til et Kys; hans Læber brændte, han følte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembare for ham, han saae kun sit skjønne Drømmebillede, og det eneste han hørte var, at hun bød ham møde paa Slottet næste Morgen, da Dommerne og Raadet vilde være forsamlet til hans første Prøve.

Ude af sig selv af Glæde kom han tilbage til Kroen, faldt den Fremmede om Halsen og fortalte ham sin Lykke; denne rystede lidt med Hovedet, men smilte derpaa ret fornøiet, idet han trykkede Johannes fast i sine Arme, og sagde: »Du stakkels, kjære Knøs! i Grunden burde jeg græde over, at jeg saaledes skal miste Dig; men jeg vil dog ikke forstyrre Dig den sidste Dag Du har at leve i; lad os være ret lystige i Dag! jeg gjør Dit Grav-Øl i Aften, men lad os troe det er Dit Jaord! - Imorgen er det tidsnok for mig at græde over Dig!«

Som en Løbe-Ild havde Rygtet imidlertid udbredt sig i Byen, at der var kommen en ny Beiler til Prindsessen; Komoediehuset var blevet lukket; Kongen havde befalet, at anlægge Hof sorg, og i alle Kirkerne bad Præsterne for den nye Beiler.

Da Solen var gaaet ned, sad begge vore Vandringsmænd i det lille Kammer, i Værtshuset; to Lys brændte i Armstager, og en

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345