Thronen, en dyb Taushed herskede i Salen; hurtigt aabnede han Tørklædet, og med et Skrig styrtede Prindsessen tilbage; alle bleve forfærdede for det i Døden nu langt hæsligere Hoved, Johannes tabte det af Haanden, og bøiede sig taus over Prindsessen; langsomt hævede hun sig i Veiret, rakte ham Haanden, og erklærede nu med sittrende Stemme, at han var hendes udkaarne Brudgom, da han nu saa lykkeligt havde udholdt sine tre Prøver.

O hvilken Glæde blev der ikke nu i hele Byen og i den gamle Konges Hjerte. - Overalt lød Musik og Lystighed, tre hele, stegte Oxer fyldte med Gjæs og Høns, bleve givne til Priis for Almuen; paa Torvene sprang kostbare Vine i dertil indrettede Vandspring. Theatret blev aabnet med et ganske nyt Stykke, der alt havde ligget i sex Aar, og ventet paa denne Fest-Leilighed, det handlede om Ingenting, Enhver kunde altsaa strax begribe det, Folk var godt stemt, og det gjorte en rasende Lykke. Om Aftenen var hele Byen illumineret; der var Dands og Lystighed paa Slottet, og Brudekammeret stod pyntet med Krandse og Blomsterguirlander; den gamle Konge omfavnede Johannes, lagde sin Datters Haand i hans og skjænkede ham strax det halve Kongerige. Men Prindsessen var jo endnu en Hex og elskede ikke Johannes; alt dette havde den Fremmede tænkt paa, og derfor givet ham tre Fjer af Svanevingerne og en Flaske med nogle kostelige Draaber, i det han tillige bød ham lade sætte ved Brudesengen, et stort Kar fyldt med Vand; og naar Prindsessen vilde stige op i Sengen, da give hende et lille Stød saa hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efterat have kastet Fjerene og Draaberne deri, da vilde hun ganske løses fra sin Troldom, og snart ret af Hjertet elske ham ligesaa høit som han nu elskede hende. Johannes iagttog nøiagtigt hvad den Fremmede havde foreskrevet ham; Prindsessen skreeg høit, i det han dykkede hende under Vandet, og sprællede ham under Hænderne som en stor, kulsort Svane, af hvis Øine de gloende Funker spillede; men da hun anden Gang hævede sig over Vandet igien, var Svanen hvid paa en eneste sort Ring nær, som den bar om Halsen, da han med inderlig Bøn til Gud, lod Vandet tredie Gang spille høit over Fuglen, hævede den sig rask i Veiret, Svanehammen faldt af, og han holdt Prindsessen i sine Arme. Hun var endnu langt skiønnere end før, og takkede ham med Taare i sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse. -

3 forfærdede] forfærde A.