Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op paa Dagen; men først da de alle havde gjort deres Complimenter, indfandt den Fremmede sig, han var reiseklædt, havde sin Stok i Haanden og Randselen paa Ryggen. Johannes kastede sig i hans Arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans Lykke, hvis Skaber han jo ene og allene var. Men han rystede med Hovedet, smilede og sagde: »Nei, nu er min Tid omme! jeg har kun betalt en gammel Gjæld; husker du Natten i Vaabenhuset? den Døde Du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er Dødningen!«

Johannes studsede, vilde tale til ham, men han var forsvunden.

Bryllups Festen varede endnu en heel Maaned, og den gamle Konge nød nu mange glade Dage og frydede sig ved sine Børns Lykke, snart red smaae Hjerterknægter og Hjerterdamer Ranke paa hans Knæe, og han lod dem lege med sit Scepter, og fortalte dem mange deilige Eventyr i de lange Vinteraftener, til selv hans eget Eventyr var ude.

14 HCA I