menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 1
(Sider: 1 - 239)


Side 214

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring; den ældre saae noget mørk ud, det var Sorgen, hun gaaer altid selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive vel udførte.

De fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde været; den Lykkens Udsendte havde endnu kun expederet nogle ubetydelige Ærinder, som at frelse en ny Hat fra Regnskyl, skaffe en ærlig Mand en Hilsen af et fornemt Nul o. s. v. men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske Ualmindeligt.

»Jeg maa da fortælle,« sagde hun, »at det er min Geburtsdag idag, og til Ære for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være, ethvert Ønske med Hensyn til Tid, Sted eller Væren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!«

»Jo, det kan Du troe!« sagde Sorgen, »han bliver saare ulykkelig og velsigner det Øieblik, han igjen er fri for Kaloskerne!«

»Hvor vil du hen!« sagde den Anden, »nu stiller jeg dem her ved Døren, Een tager Feil og bliver den Lykkelige!«

See det var den Samtale.

II.
Hvorledes det gik Justitsraaden.

Det var, sildigt; Justitsraad Knap, fordybet i Kong Hans's Tid, vilde hiem og Skiæbnen styrede det saa, at han, istedet for sine Kalosker, fik Lykkens paa og traadte nu ud paa Østergade; men han var ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans's Tid, og derfor satte han Foden lige ud i Dynd og Mudder paa Gaden, eftersom der da endnu ikke fandtes Brolægning.

»Det er jo forfærdeligt hvor sølet her er!« sagde Justitsraaden. »Hele Fortouget er væk og alle Lygterne slukkede!«

Maanen var endnu ikke kommet høit nok op, Luften desuden temmelig tyk, saa alle Gienstande rundtom flød i hinanden ved dette Mørke. Paa det nærmeste Hjørne hang imidlertid en Lanterne foran et Madonnabillede, men den Belysning var saa godt som ingen, han bemærkede den først, i det han stod lige derunder og hans Øine faldt paa det malede Billede med Moderen og Barnet.

»Det er nok,« tænkte han, »et Kunstkabinet, hvor de have glemt at tage Skildtet ind!«

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345