menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 2
(Sider: a - 327)


Side 286

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

de saae at det ikke var et Træ af deres Slags, men de sagde ikke Noget, hverken Ondt eller Godt, og det er altid det sikkreste naar man er dum.

Da kom, gjennem Skoven, en fattig, uskyldig Pige; hendes Hjerte var reent, hendes Forstand stor gjennem Troen, al hendes Arvegods i denne Verden var en gammel Bibel, men fra dens Blade talte til hende Guds Stemme: ville Menneskene Dig ilde, husk af Historien om Joseph: »de tænkte ondt i deres Hjerte, men Gud tænkte at vende det til det Bedre.« Lider Du Uret, miskjendes og forhaanes, husk ham den Reneste og Bedste, ham som de spottede og naglede til Korsets Træ, hvor han bad, »Fader, forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre!«

Hun standsede sin Gang foran den vidunderlige Væxt, hvis grønne Blade duftede saa sødt og vederqvægende og hvor Blomsterne i det klare Solskin syntes et heelt Farve-Fyrværkeri; og det klang fra hver, som gjemte den Melodiernes dybe Brønd der i Aartusinder ikke tømmes. Med from Andagt saae hun paa al den Guds Herlighed; hun bøiede een af Grenene ned for ret at beskue Blomsten og indaande dens Duft, og det lyste i hendes Sind, det gjorde hendes Hjerte saa vel; gjerne havde hun eiet en Blomst, men hun nænte ikke at bryde den af, den vilde jo snart visne hos hende; og hun tog kun et eneste af de grønne Blade, bar det hjem, lagde det i sin Bibel og der laae det friskt, altid friskt og uvisneligt.

Mellem Bibelens Blade laae det gjemt; med Bibelen blev det lagt under den unge Piges Hoved, da hun Uger efter laae i sin Liigkiste, med Dødens hellige Alvor paa det fromme Ansigt, som om det afprægede sig i det jordiske Støv at hun nu stod for sin Gud.

Men ude i Skoven blomstrede den vidunderlige Væxt, den var snart som et Træ at see til, og alle Trækfugle kom og bøiede sig for den, Svalen og Storken især.

»Det er udenlandsk Skaberi!« sagde Tidsel og Borre, »saaledes kunne vi her hjemme dog aldrig bære os ad!«

Og de sorte Skov-Snegle spyttede paa Træet.

Saa kom Svinehyrden, han ruskede Tidsler og Banker op for at brænde Aske af det Grønne; hele det vidunderlige Træ, rykket op med alle Rødder, fik han med i Bundtet, »det skal ogsaa gjøre Gavn!« sagde han og saa var det gjort.

7 Menneskene] Menneske fejl C, Menneskene D. 16 hver] enhver D. 21 den vilde] da vilde den C, den vilde D.

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345