Der var en lille Pige, saa fiin og saa nydelig, men om Sommeren maatte hun altid gaae med bare Fødder, for hun var fattig, og om Vinteren med store Træskoe, saa at den lille Vrist blev ganske rød og det saa grueligt.

Midt i Bondebyen boede den gamle Moer Skomagers, hun sad og syede, saa godt hun kunde det, af røde, gamle Klæde-Strimler et Par smaa Skoe, ganske kluntede, men godt meente vare de, og dem skulde den lille Pige have. Den lille Pige hedte Karen.

Just den Dag hendes Moder blev begravet fik hun de røde Skoe og havde dem første Gang paa; det var jo rigtignok ikke noget at sørge med, men hun havde nu ingen andre og saa gik hun med bare Been i dem, bag efter den fattige Straakiste.

Da kom der i det samme en stor, gammel Vogn, og i den sad der en stor, gammel Frue, hun saae paa den lille Pige og havde ondt af hende og saa sagde hun til Præsten: »hør, giv mig den lille Pige, saa skal jeg være god imod hende!«

Og Karen troede det var altsammen for de røde Skoe, men den gamle Frue sagde at de vare gruelige, og de bleve brændte, men Karen selv blev klædt paa reent og net; hun maatte lære at læse og sye, og Folk sagde at hun var nydelig, men Speilet sagde: »Du er meget mere end nydelig, Du er deilig!«

Da reiste Dronningen engang igjennem Landet og hun havde med sig sin lille Datter, der var en Prindsesse, og Folk strømmede til udenfor Slottet og der var da Karen ogsaa, og den lille Prindsesse stod i fine, hvide Klæder i et Vindue og lod sig see

m Collin 26,4° I:16. 2 bl., folieret 6-7-8, se n.t. Elverhøi s. 79.

A NE 3-45 s. 15-26 (Bibl. 469).

B EP-50 s. 313-21 m. 2 ill. B ² EP-54.

C SS 20-55 s. 47-54.

D EHP 2-63 s. 41-49 m. 2 ill.

9 hedte] hede m, hedte A-C, hed D. 24 igjennem] gjennem D. 27 fine, hvide] sine hvide B.