I en Udkant af Rom laae et af Kunstnere besigt Osterie, bygget ind i Ruinen af et gammelt Badekammer; de store, gule Citroner hang mellem det mørke, glindsende Løv og dækkede en Deel af de gamle, rødgule Mure; Osteriet var en dyb Hvælving, næsten som en Hule ind i Ruinen; en Lampe brændte derinde foran Madonna-Billedet; en stor Ild blussede paa Skorstenen, her blev stegt, kogt og braset; udenfor, under Citron- og Laurbærtræer, stode et Par dækkede Borde.

Lystigt og jublende bleve de To modtagne af Vennerne; Lidt spiste man, Meget drak man, det gav Munterhed; sjunget blev der og spillet Guitar; Saltarello klang, og den lystige Dands begyndte. Et Par unge Romerpiger, Modeller for de unge Kunstnere, traadte med i Dandsen, blandede sig med i Lystigheden; to nydelige Bacchantinder! ja, de havde ikke Psyche-Skikkelse, vare ikke fine, smukke Iloser, men friske, kraftige, blussende Nelliker.

Hvor var det varmt paa denne Dag, varmt selv ved Solnedgang; Ild i Blodet, Ild i Luften, Ild i hvert et Blik. Luften svømmede i Guld og Roser, Livet var Guld og Roser.

»Nu endelig engang er Du med! lad Dig bære af Strømmen om Dig og i Dig!«

»Aldrig før var jeg saa sund og glad!« sagde den unge Kunstner. »Du har Ret, I have Alle Ret, jeg var en Nar, en Drømmer, Mennesket hører til Virkeligheden og ikke til Phantasien!«

Med Sang og klingende Guitarrer drog de unge Mænd i den klare, stjernelyse Aften fra Osteriet gjennem Smaagaderne; de to blussende Nelliker, Campagnens Døttre, vare med i Toget.

I Angelos Stue, mellem omstrøede Skizzer, henslængte Foglietter og glødende, yppige Billeder, klang Stemmerne mere dæmpede, men ikke mindre ildfulde; paa Gulvet laae i Tegning mangt et Blad, Campagnens Døttre i vexlende, kraftig Deilighed saa lig, og dog vare de selv langt skjønnere. Den sexarmede Lampestage lod alle sine Væger brænde og lyse; og indenfra brændte og lyste frem Menneskeskikkelsen som Guddom.

»Apollo! Jupiter! ind i Eders Himmel og Herlighed løftes jeg! det er som Livsens Blomst i dette Minut sprang ud i mit Hjerte!«

Ja, den sprang ud - knækkede, faldt, og en bedøvende, hæslig Dunst hvirvlede ud, blendede Synet, bedøvede Tankerne, Sandsernes Fyrværkeri slukkedes, og det blev mørkt.

7 her] der A ² , her B. 10 sjunget] sunget D.