menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 4
(Sider: a - 266)


Side 213

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Drengen kom i Kirke, Drengen blev døbt. Der var ikke Noget at sige paa Navnet; Peter blev han kaldt. Hele Byen, Trommen med, kaldte ham: Peter, Trommeslagerens Dreng med de røde Haar; men hans Moder kyssede ham paa hans røde Haar og kaldte ham Guldskat.

I Huulveien, ind i den lerede Skrænt, havde saa mangen En ridset sit Navn for at mindes.

»Berømmelse!« sagde Trommeslageren, »det er altid Noget!« og saa ridsede han ogsaa sit Navn og sin lille Søns.

Og Svalerne kom; de havde paa deres lange Reiser seet varigere Skrift hugget i Klippens Side, i Templets Væg i Hindostan: store Bedrifter af mægtige Konger, udødelige Navne, saa gamle, at nu Ingen kunde læse eller nævne dem.

Navneværdi! Berømmelighed!

I Huulveien byggede Jordsvalerne; de borede sig Huller i Skrænten, Regn og Busk smuldrede og skyllede bort Navnene, ogsaa Trommeslagerens og hans lille Søns.

»Peters blev dog staaende halvandet Aar!« sagde Faderen.

»Narre!« tænkte Brandtrommen, men den sagde kun: »Dum, dum, dum! dummelom!«

Det var en Dreng fuld af Liv og Lyst: »Trommeslagerens Søn med de røde Haar.« En deilig Røst havde han; synge kunde han og synge gjorde han, som Fuglen i Skoven: Der var Melodi og dog ingen Melodi.

»Han bør blive Chordreng!« sagde Moderen; »synge i Kirken, staae der under de deilige, forgyldte Engle, som han ligner!«

»Ildkat!« sagde de vittige Hoveder i Byen. Trommen hørte det af Nabokonerne.

»Gaa ikke hjem, Peter!« raabte Gadedrengene. »Sover Du paa Qvisten, saa er der Ild i øverste Etage, og saa gaaer Brandtrommen!«

»Tag Eder iagt for Trommestikkerne!« sagde Peter; og ihvor lille han var, gik han freidig paa, og drev sin Næve lige ind i Maven paa den Nærmeste, saa Benene gik fra samme og de Andre toge Benene med sig: deres egne Been.

Stadsmusikanten var saa fornem og fiin, han var Søn af en kongelig Sølvpop; han syntes om Peter, tog ham timeviis hjem, gav ham Violin og lærte ham at spille; det var som det

8 Berømmelse] Navneværdi, Berømmelighed k. 28 Ildkat] de flg. linier er skrevet på en overklæbning, på hvis bagside en vaskeseddel k. 37 Stadsmusikanten] Stats- k, Stadts- t.

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345