menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 4
(Sider: a - 266)


Side 39

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

fortælle saa Meget, ikke blot om Fiskerne nede ved Lepanto-Bugten, men om Konger og Helte, der engang havde hersket i Grækenland ligesom Tyrkerne nu.

Jeg har seet Rosentræet sætte Knop og denne i Dage og Uger blive en udfoldet Blomst; den blev det, før jeg begyndte at tænke over, hvor stor, smuk og rødmende den var; saaledes gik det mig ogsaa med Anastasia. Hun var en deilig udvoxet Pige; jeg en kraftig Knøs; Ulveskindene paa min Moders og Anastasias Seng havde jeg selv flaaet af Dyret, der faldt for min Bøsse. Aar vare hengaaede.

Da kom en Aften Aphtanides, slank som et Rør, stærk og bruun; han kyssede os Alle og vidste at fortælle om det store Hav, om Maltas Fæstningsværker og Ægyptens selsomme Gravsteder; det klang forunderligt, som en af Præsternes Legender; jeg saae med et Slags Ærbødighed op til ham.

»Hvor Du veed Meget!« sagde jeg, »hvor Du kan fortælle!«

»Du har dog engang fortalt mig det Smukkeste!« sagde han, »Du har fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af min Tanke, den smukke, gamle Skik om Venskabs-Pagten! den Skik, som jeg ret har Mod paa at følge! Broder, lad os To ogsaa, som din og Anastasias Fader gjorde det, gaae til Kirken; den skjønneste og uskyldigste Pige er Anastasia, Søsteren, hun skal vie os sammen! Ingen har dog en skjønnere Skik, end vi Grækere!«

Anastasia blev rød, som det friske Rosenblad, min Moder kyssede Aphtanides.

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345