troede, at kunne smage det. Bløde Toner og deilig Sang naaede til hende, men ogsaa Hyl og Skrig; selsomt i Strid med hinanden klang Tanker og Domme. Ind i Hjertets Kroge lød Hjerteklangen og Tankeklangen fra Menneskene; det bruste i Chor:

»Vort Jordliv er kun Regn og Rusk,
En Nat, hvori vi græde!«

Men der lød ogsaa Sangen:

»Vort Jordliv er en Rosenbusk
Med Solskin og med Glæde.«

Og klang det bitterligt:

»Enhver kun tænker paa sig selv,
Den Sandhed er os givet.«

Saa lød til Gjensvar:

»Der gaaer en Kjærlighedens Elv
Igjennem Jordelivet!«

Hun hørte jo nok Ordene:

»Det Hele her er bitte smaat,
En Vrange har hver Side!«

Men hun fornam ogsaa:

»Der skeer saa meget Stort og Godt,
Som Verden knap faaer vide!«

Og sang det rundt om i brusende Chor:

»Gjør Nar af Alt, lee Alting ud,
Lee med i Hundeglammen!«

Saa lød det inde i den blinde Piges Hjerte:

»Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
Skee saa hans Villie, Amen!«

Og hvor hun i Kredsen af Mænd og Qvinder, hos Gamle og Unge traadte op, lyste i Sjælen Erkjendelsen af det Sande, Gode og Skjønne; overalt hvor hun kom, i Konstnerens Værksted, i den rige, festlige Salon og i Fabrikken mellem de snurrende Hjul var det, som om Solstraalen kom, som Strængen

23 af] ad »D«, af A ² .