sig, som Svaner, ned i den dybe Sø, Tankens dybe Sø; han blev Tonernes Mester, hvert Land kan nu tænke: »mig tilhører han!«

Den fjerde Lille, ja han var Skumpelskud; han havde Pip, sagde de, han skulde have Peber og Smør, som de syge Kyllinger! de sagde nu Ordene med den Betoning de vilde: »Peber og Smøer!« og det fik han; men af mig fik han et Solskins-Kys,« sagde Solskinnet, »han fik ti Kys for eet. Han var en Digter-Natur, han blev knubset og kysset; men Lykkeringen havde han fra Lykkens gyldne Svane. Hans Tanker fløi ud som gyldne Sommerfugle, Udødeligheds-Symbolet!«

»Det var en lang Historie den!« sagde Bl_sten.

»Og kjedelig!« sagde Regnveiret. »Blæs paa mig, at jeg kan komme mig igjen!«

Og Blæsten blæste, og Solskinnet fortalte:

»Lykkens Svane fløi hen over den dybe Havbugt, hvor Fiskerne havde spændt deres Garn. Den Fattigste af dem tænkte paa at gifte sig og han giftede sig.

Til ham bragte Svanen et Stykke Rav; Rav drager til sig, det drog Hjerter til Huset. Rav er den deiligste Røgelse. Der kom en Duft, som fra Kirken, der kom en Duft fra Guds Natur. De følte ret Huuslivets Lykke, Tilfredshed i de smaa Kaar, og da blev deres Liv en heel Solskins-Historie.«

»Skulle vi nu bryde af!« sagde Blæsten. »Nu har Solskinnet længe nok fortalt. Jeg har kjedet mig!«

»Jeg ogsaa!« sagde Regnveiret.

»Hvad sige nu vi Andre, som have hørt Historierne?«

»Vi sige: »»nu ere de ude!««

3 Skumpelskud] Skrumpelskud O. 9 som gyldne] som syngende O (nok rigtigt, da gyldne og syngende begynder to linier efter hinanden O ).