menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Eventyr Bd. 6
(Sider: I - 231)


Side 43

første side forrige side næste side sidste side

Hop til side

Indholdsfortegnelse
Faksimile
Tekst


Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Altaret. De toge Liget og droge alle bort med det. - Næste Morgen havde Skibet lettet. Ingen have, indtil vore Dage, fundet Forklaring paa denne Begivenhed; Præsten som oplevede den, indskrev det Oplevede i sin Bibel, der er gaaet i Arv til hans Slægt, den gamle Kirke [ligger] endnu mellem Klitterne ved det rullende Kattegat og Sagnet lever i Skrift og Minde.

Endnu et Kirke-Sagn maa jeg fortælle:

Der boede i Danmark, paa Øen Falster, en rig, fornem Frue, hun havde ingen Børn og hendes Slægt var ved at uddøe. Hun lod da, for en Deel af al sin Rigdom, bygge en prægtig stor Kirke og da den var fuldført og Altarlysene tændte, gik hun op til Altarbordet og bad, paa sine Knæ, Vorherre forunde hende, for hendes gudelige Gave, at hun maatte leve paa Jorden saalænge hendes Kirke stod. Og Aar gik hen. Hendes Slægtninger døde, hendes gamle Venner og Bekjendter, al Gaardens tidligere Tyende, laae i deres Grav; men hun, som havde gjort et saa daarligt Ønske, døde ikke. Slægt paa Slægt blev hende fremmet. Ingen nærmede hun sig, Ingen kom til hende. Hun henlevede i en lang Alderdom, sad forladt og ene; hendes Sandser sløvedes, hun var som en Sovende, men ikke død. Hver Juleaften blussede et Øieblik Livet op i hende og hun fik sit Mæle; da bød hun at de skulde lægge hende i en Egekiste og sætte den i aaben Begravelse i Kirken. Præsten skulde da hver Julenat indfinde sig for hende for at høre hendes Befaling. Og hun blev lagt i Kisten og den bragt hen i Kirken. Hver Julenat kom Præsten, som han skulde det, gjennem Koret hen til Kisten og løftede Laaget, for den gamle trætte Frue, som her laae uden Hvile: »Staaer end min Kirke?« Spurgte hun med bævende Røst; og paa Præstens Svar: »den staaer endnu!« sukkede hun dybt og sorrigfuldt, sank tilbage og Præsten lod Laaget falde og kom igjen den næste Julenat, og igjen den næste og atter den næste. Nu er der ikke længer Steen paa Steen af Kirken, intet Spor af de begravne døde; nu voxer her paa Marken en stor Hvidtjørn, deiligt i Blomster hvert Foraar, som var det Livets Opstandelses Tegn. Den groer, paa det Sted siger man hvor Kisten stod med den høifornemme Frue, hvor Støvet af hende blev Støv i Jorden.

Lærdommen heraf er let at udfinde: vær agtsom i dine Ønsker, de kunne bringe Straf og stor Fortræd, derom er endnu et Sagn, lysteligt at høre, men ikke lysteligt for Konen det fortælles om. Det var saadan en gammel Morlille der boede ikke langt fra Gadekjæret, derhen gik hun for at hente Vand i sin Krukke og mødte der en Dag, en kjøn, fremmet Mand der lovede hende tre Ønskers Opfyldelse og da hun nu var temmelig svag tilfods, saa var hendes første Ønske, at Krukken selv maatte kunde gaae til Gadekjæret og

 
Denne tekst er auto-genereret uden efterfølgende korrektur.

Fejl i teksten rapporteres her:
Fejlrapportering

første side forrige side næste side sidste side

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345